Horizon: Zero Dawn

Kan du huske dengang da Uncharted: Drake's Fortune udkom? Naughty Dog havde indtil da bevist sig selv om og om igen med både Crash Bandicoot og Jak & Daxter, men det var åbenlyst fra start af, at dette var i en helt anden størrelsesorden, et andet ambitionsniveau der lyste igennem hvert eneste billede i hver af spillets trailere frem imod udgivelsen. Allerede forinden stod det lysende klart, at søsættelsen af en ny spilserie var undervejs.

At fodre fodre folket med friske ideer, nye universer og spændende nye historier er en af de fundamentale nødvendigheder som branchen er bygget på. Ubisoft gjorde det med Assassin's Creed, From Software gjorde det med Dark Souls og til sidst Blizzard med Overwatch - det sker en gang imellem at man kan mærke, dybt i sin grundvold, at en ny permanent serie er blevet igangsat, og ligesom med Uncharted: Drake's Fortune, så er det ved at ske igen. Horizon: Zero Dawn er over os.

For ligesom Naughty Dog har Guerilla Games allerede bevidst deres værd, både som en vigtig brik i PlayStation-familien, men også som et grundlæggende talentfuldt udviklingsstudie. Killzone-serien har nydt godt af stor succes blandt fans, men ligesom den gang Naughty Dog udgav Jak & Daxter, har Killzone altid føltes som et skridt i en anden retning, som en mellemstation før studiet for alvor kunne få lov til at få pladsen forrest på scenen. Med Horizon: Zero Dawn, sker netop dette.

Fra allerførste trailer, fra første gang hvor kameraet panorerede ud og afslørede dette mærkværdige, skønne, postapokalyptiske fremtidsbillede var det klart, at Guerilla i denne omgang havde fat i noget helt særligt, der var en tone, en stemning der føltes unik. Nu, små seks år efter koncepttegninger af gigantiske robotdinosaurer ivrigt skiftede hænder hos Guerrilla i Amsterdam er spillet endelig færdigt, og vi har her at gøre med starten på noget meget stort. Horizon: Zero Dawn er alt det du ønsker det skal være, og mere til.

Horizon: Zero Dawn starter med en begyndelse, men det er en begyndelse der sker langt efter en tragisk afslutning. Vores verden er nemlig væk. Alt hvad vores civilisation har stået for, konstrueret og skabt er eroderet væk fra jordens overflade, og tilbage er kun ruiner af hvad der engang var menneskeheden. Men som sagt starter vi med en begyndelse, Aloys begyndelse. Vi ser hende som spæd, som barn og til sidst som ung kvinde i denne hårde verden, hvor mennesker lever i stammesamfund, og er blevet presset ned i fødekæden takket være frygtindgydende robotdinosaurer. Aloy er blevet opfostret af Rost, og de er begge udstødte fra deres klan. Dette stiller hun sig dog ikke tilfreds med, og derfor begiver hun sig ud i verden for at opdage sit ophav og løse mysteriet bag den mystiske verden.

Og mysteriet er spillets største narrative drivkraft, og det er både på godt og ondt. Denne unikke treenighed imellem det postapokalyptiske, det naturprægede og de gigantiske robotvæsner er så dragende, at man primært ønsker at fortsætte for at se hvordan vores civilisation gik under, hvordan stammesamfundene har overlevet og hvorfor disse robotter nu hersker over vores jordklode. Dette er dog på bekostning af spillets primære narrativ, nemlig Aloys fortælling. Det er skam ikke fordi den ikke er interessant, der er indlevelse, følelse og nerve blandt de diverse karakterer, og de fremstilles alle troværdige, om ikke andet lidt ensidige i deres motivationer. Problemet er at den store fortælling kvæler den lille fortælling, det er svært for dem at sameksisterer. Det er ganske tydeligt at Guerrilla har været fuldstændig bevidste omkring forholdet imellem narrativerne, for selvom Aloys fortælling selvfølgelig står forrest på scenen, så er den forsætteligt simplificeret, så spilleren både kan fokusere på at løse det store overliggende mysterie, og samtidig opleve al det valgfrie indhold Horizon: Zero Dawn har at tilbyde.

Du får så sandelig også lyst til at udforske i Horizon: Zero Dawn. Ikke bare er spillet sprængfyldt med en række varierede sideopgaver, såsom at finde samleobjekter, løse sidemissioner og jagte specifikke dyr og robotter, verdenen er i sig selv værd at begive sig ud i, bare for at opleve den. Der er flere forskellige områder, der hver især repræsenterer et særligt miljø. Sunfall er tørt og goldt, Meridian ligner en postapokalyptisk udgave af Canada og Mother's Heart er frodigt og mere trygt og sikkert - variationen sidder lige i skabet, og verdenen føles håndbygget, designet og er fyldt til renden med kreativitet.

Men udover at være interessant og spændende, er et af de primære aspekter vi genkender ved Horizon: Zero Dawn dets udseende. Dette skyldes hovedsageligt spillets unikke blanding af diverse visuelle aspekter - de store robotdinosaurer, de stenalderagtige naturlige områder, stammesamfundende, men det skyldes også at spillet, rent teknisk, repræsenterer en ny visuel milepæl for åbne verdener. Det er ganske tydeligt fra starten af, bare ved åbningssekvensen, at Guerrilla har skabt en af de flotteste verdener i mands minde. Grafikken, som ganske sikkert er blandt PlayStation 4-konsollens pæneste, men spillet repræsenterer samtidig et gigantisk salgsargument for investeringen i en PlayStation 4 Pro. Spillet tager sig nemlig ganske magisk ud med 4K og HDR, og det er ganske enkelt forbløffende at billedehastigheden er bundsolid, når der foregår så meget på skærmen.

Desværre må det nævnes, at ansigtsanimationerne ikke ligefrem blomstrer af følelsesmæssig variation, og når der er så meget at lave, og så mange forskellige mennesker at møde, så begynder det at være ret så tydeligt, at mundene kommer til at ligne en forkvaklet JibJab-video, du ved der hvor man indsætter sit eget ansigt i en Chippendale-kontekst.

Men, primus motor i et spil som Horizon: Zero Dawn er til syvende og sidst hvordan det føles, hvordan mekanikkerne og strukturen skaber en dynamisk referenceramme for spilleren, der både faciliterer udfordring, mystik og sjov på samme tid. Hvorimod Horizon: Zero Dawn innoverer med sit visuelle design, sin historie og sit udseende, så er spillets mekaniske struktur, de diverse mekanikker, nærmest et udtryk for "cherrypicking" fra Guerillas side. Der er små elementer af en række lignende sandkassetitler til stede her, og den erfarne spiller vil både spotte lidt Rise of the Tomb Raider og et drys af Far Cry Primal. Dette er dog ikke noget der ligner en kritik, for netop det at vælge bestemte elementer fra andre titler, at innoverer der hvor man kan, og samtidig ikke være storladen nok til ikke at genopfinde noget der i forvejen fungerer, er et af spillets stærkeste kort.

Som Aloy er du konstant i fare, det er en af de første og hårdeste lektier du lærer i Horizon: Zero Dawn. Verden er stærkere end dig, og med mindre du tænker smart, og bruger samtlige ressourcer og værktøjer i dit arsenal kommer til du til at bide i græsset gang på gang. Du har en bue med flere forskellige slags pile, en Ropecaster der kan binde din fjende fast, forskellige slags fælder, en slangebøsse med bomber og meget andet - man føler aldrig nogensinde at man ikke har nok værktøjer eller våben til at håndtere en bestemt fjende, og derfor føles spillet strengt men fair. Hver eneste kamp, hver eneste duel imod en robotdinosaurer ser både ud og føles som en lineær boss-kamp i andre spil - det er så balanceret, så krævende og så cinematisk at man først tror det er løgn. Der findes mange, mange udviklere der kan lære meget af Horizon: Zero Dawns filmiske men samtidig gameplay-centrerede og spillerdrevne tilgang til kamp.

Hvorimod de seneste par trailere fremstiller Horizon: Zero Dawn som en action-sandkassetitel, så skal man ikke tage fejl af, at der er tale om et helhjertet rollespil her. Der er er levels, XP-point, udskifteligt grej, crafting-systemer og meget, meget mere, og spillets dybde overrasker konstant en igennem oplevelsen.

Derudover er der mange, mange forskellige aktiviter til stede, som alle udfordrer en på forskellige måder. Der er almindelige opgaver som du får af at besøge de mange forskellige byer, særlige jægerudfordringer hvor du skal nedlægge robotter på bestemte måder på tid, gigantiske lejre fyldt til renden med fjender, specielle Dungeons hvor der er masser af fjender, storslåede Tallnecks du kan klatre op på for at afsløre mere af kortet og tonsvis af samleobjekter. Man løber ikke ligefrem tør for noget at tage sig til, men vigtigst af alt er opgaverne varierede og indholdet er designet til at levere en alsidig oplevelse.

Derudover bliver jeg også nødt til at komplimentere musikken, et soundtrack der både trækker på spillets storladne natur, med rungende jungletrommer og percussion, der stiger i tempo som kampene udfolder sig, men også mere intime strygere der altid står parat til at forstærke et følelsesmæssigt potent øjeblik. Derudover kan jeg ikke lave samme håndsudrækning til spillets stemmeskuespil. Godt nok er Ashly Burch sublim som Aloy, og ja, mange af spillets diverse hovedkarakterer formår alle at præsentere en alsidig præstation der gør deres respektive karakterer levende. Dog er det sidekaraktererne der virkelig træder i spinaten her, og til tider antager det nærmest komiske proportioner, når et følelsesladet øjeblik bliver fuldstændig jævnet med jorden af stykke stemmeskuespil der lyder som en Monty Python sketch.

Men stemmeskuespillet, og de andre små klagepunkter der nu end måtte være, er så obskure og ligegyldige i det store billede. Guerrilla er trådt ud af skyggerne med Killzone-serien, og har for alvor stukket næsen frem i det internationale udviklingsmiljø med Horizon: Zero Dawn. Det er en brav satsning, et forsøg på at levere noget der i sandhed er unikt, anderledes og innovativt, og jeg kan glædeligt rapportere, at Horizon: Zero Dawn ikke bare indfrier de tårnhøje forventninger, men forbipassere dem i farten. Det er smukt, velskrevet, veldesignet og ikke mindst fyldt til renden med hjerte og en grundlæggende respekt for spilleren. Aloy er et nyt PlayStation-ikon, Horizon bør fundamentet for en ny, fast serie for PlayStation og Guerrilla, og mange bør kigge spillet efter i sømmene og lære hvad de kan - for hvad Horizon: Zero Dawn i virkeligheden er, er en mesterstreg i sit felt. Watch and learn.