Det er bare ni måneder siden at spillet originalt udkom, og her står vi med den første og eneste udvidelse til Horizon: Zero Dawn, the Frozen Wilds. Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at der her er tale om en ægte udvidelse, ikke en "DLC", da den tilføjer et nyt, stort område, en ny historie, nye våben, nyt grej, nye fjender og masser af nyt indhold at beskæftige sig med. Det kunne meget vel tage dig 10 til 15 timer at se det hele. Prisen er €19.99 som er ganske fornuftig, når man tager alle de nye tilføjelser i betragting, men du skal dog bruge hovedspillet.
The Frozen Wilds er ikke nødvendigvis en direkte forsættelse af den historie vi så i hovedspillet, siden begivenhederne faktisk foregår før selve slutningen på kampagnens historie. Som du ved hvis du har færdiggjort det, så bliver du taget tilbage til kort før den sidste mission efter slutteksterne har rullet over skærmen, og herfra kan du gå i gang med Frozen Wilds. Godt nok finder begivenhederne sted før afslutningen på den originale historie, men du skal stadig være i level 30, og udvidelsen kræver allerede eksisterende erfaring med alle spillets elementer.
I udvidelsen skal du udforske en ny region, der ligger helt oppe i det høje nord, og som er okkuperet af Banuk-stammen. I det originale spil har du mulighed for at interagere med medlemmer af denne stamme, men det er først nu at du virkelig kan lære deres værdier at kende ved at besøge deres mørke og kolde hjemstavn. Næsten hele det nye område er fuldstændig tildækket af sne og is, og der er snestorme, frosne søer og evig kulde. I denne region kan du følge en ny historie, deltage i sekundære aktiviteter, finde nye samleobjekter og snakke med nye karakterer.
Der er også et nyt Skill Tree at kigge nærmere på, som hovedsageligt fokuserer på de nye maskiner du kan bestride og ride på. Du kan forbedre din robots styrke, livspoint og desuden låse op for nogle unikke handlinger, som også gør at du kan ride ind i kamp.
Historien drejer sig om en ny type maskine, der begynder at plage Banuk-stammen, og den er blevet skabt af en fjende som kun kendes som "Daemon". Spilleren skal hjælpe Bank genvinde kontrollen over situationen, og finde flere detaljer om Zero Dawn-initiativet, Faro-organisationen og andre projekter relateret til den mærkværdige verden Aloy lever i. Naturligvis kan vi ikke gå yderligere i detaljer, men det er rart at udvidelsen leverer mere kontekst til den verden vi blev introduceret for i hovedspillet.
Opgaverne er ganske veldesignede, og de gør god brug af de mekaniske elementer som Guerrilla Games har skabt, selvom de dog ikke er synderligt originale, eller anderledes i forhold til det du allerede har foretaget dig i hovedspillet. Der er overraskelse eller twist hist og her, men intet der helt ændrer oplevelsen. Guerrilla har spillet sikkert, og vi føler at de kunne have taget flere chancer, men hvis du er glad for mere Horizon, så vil du finde masser af nyt indhold her.
Med udvidelsen kommer desuden nye maskiner, som er særligt udfordrende. De er ikke de sværeste fjender i spillet, men selv den mest veludstyrede og erfarne spiller vil få lidt sved på panden. De nye våben og det nye grej er vigtige taktiske fordele at have i disse kampe, men du gebærder dig med dem på samme måde som man altid gør i spillet; du studerer karakteristikkerne, lægger fælder og angriber.
Alt i alt tilføjer The Frozen Wilds masser af ekstra ting at tage sig til, og det er mere end nok til at retfærdiggøre prisen. Vi kunne godt have tænkt os at Guerrilla havde taget lidt flere chancer, eller en reel fortsættelse af historien, men vi kan meget, meget let slå os til tåls med hvad vi finder i Frozen Wilds.