Det hele startede for omkring 6 år siden, da to af spil-industriens mest krøllede og kreative hjerner, Goichi "Suda51" Suda (Lollipop Chainsaw, No More Heroes, Shadow of the Damned) og Hidetaka "Sweary65" Suehiro (Deadly Premonition, The Good Life, D4: Dark Dreams Don't Die) sad til et event og udvekslede idéer - nærmest bare for sjov og de jokede lidt med, at det kunne der godt komme et crazy spil ud af. Klip frem til september 2025 - her er Hotel Barcelona. Et hektisk 2D roguelike actionspil, med et unikt lille twist - resultatet af de to herrers samarbejde.
Lad os lige starte med at træde et skridt tilbage. Hvis vi skal være helt ærlige, så er det ikke altid at spillene fra de to herrer er specielt gode - hvis man altså måler dem på den traditionelle spilskala. De er ofte lidt klodsede, mekanikkerne fungerer ikke altid optimalt og de er ofte teknisk underlegne - men hvad de mangler af kvalitet på disse områder, har de til gengæld i overflod, når det kommer til stil, galskab, kreativitet og quirkiness. De to kreatører har det med bevidst at bryde spildesignets uskrevne regler og velkendte mekanikker og konventioner er typisk pakket helt anderledes ind - og det er lige præcis derfor, at jeg elsker spil som Lollipop Chainsaw og Shadow of the Damned.
Hotel Barcelona er dog lidt mere afdæmpet - jo, det er stadig gakket, men galskaben, som man ellers godt kunne forvente fra de to spil-skabere, er ikke så fremtrædende. Med spillet her kaster Suda51 og Sweary65 sig ud i roguelite genren. Man tager rollen som Justine, en grøn og lidt usikker US Marshal, som en mørk aften skal eskortere en kokain-sniffende gangster hen mod Hotel Barcelona, som ligger et sted på grænsen mellem West Virginia og Pennsylvania. Stedet er gået hen og blevet hjem for USA's mest berygtede seriemordere og det var planen at gangsteren skulle slippes løs på hotellets område, så han kunne rydde ud i alle de kriminelle. Så ville det problem jo ligesom være løst.
Gangsteren når dog ikke frem og ad omveje ender Justine på et af hotellets værelser, uden helt at kunne huske, hvordan hun er havnet der. Hun finder også ud af, at hun er blevet besat af Dr. Carnival, en seriemorder, der dog vil hjælpe hende med at få ryddet ud i alle de kriminelle på hotellet - og efter en lille sludder med ham på værelset, påtager hun sig opgaven.
Som det oftest er med spil i den her genre, vil man dø rigtigt mange gange, hvorefter man opgraderer ens våben, ens evner og andre ting og så prøver man igen, igen og igen indtil man kommer næste skridt videre. Det fungerer på samme måde her, men som nævnt i starten, så er de velkendte mekanikker altid pakke lidt anderledes ind, når de kommer fra Suda51 og Sweary65.
For at opgradere Justines evner, skal man for eksempel snakke med Tim the Monster, der bor i hendes klædeskab på værelset og hvis man skal bruge nye våben, så griber man telefonen og ringer til rangeren Monica Rodriguez, der også bor på hotellet. Og våben er der nok af. Der er faktisk mere end 60 forskellige våben fordelt på forskellige kategorier og de spænder lige fra knive, økser, macheter og roterende savklinger over shotguns, molotov cocktails, granater, flammekastere og videre til lidt mere kreative våben som spader, Route 66-skilte, en frossen lammekølle, en klump beton på et jernrør og meget andet.
Hotel Barcelona er et blodigt spil - og blod spiller faktisk en central rolle. Jo flere fjender man dræber, jo mere blod er der at bade i og jo mere blod man bader i, jo mere bliver ens Splatter Gauge fyldt op. Når den er fyldt op, så kan man aktivere ens indre seriemorder, føromtalte Dr. Carnival, og udføre forskellige brutale "Carnival Awakening" super-angreb. Man skal sørge for at bruge ens Carnival Awakening angreb i tide, for blodet i ens Splatter Gauge kan tørre ud, eller blive øjeblikkelig tømt, hvis man for eksempel falder i vandet eller på anden måde bliver våd.
Hotel Barcelona skiller sig ud fra mængden på mange områder, men der hvor det for alvor er anderledes, er omkring den nye Phantom Slasher feature. Det er et system, der faktisk virker meget som ghosts i racerspil, forstået på den måde, at man kan se op til fire ghosts af ens tidligere forsøg på banen - såkaldte Phantoms. Selv om de andre er ghosts, kan de stadig hjælpe nutids-Justine med at udslette fjenderne og de fungerer altså som en slags medspiller, der hopper, slår, skyder og løber på præcis de samme steder og på præcis samme måde, som man altså selv gjorde i de tidligere runs. De kan faktisk bruges taktisk mod bosser, hvor jeg på et tidspunkt oplevede at skulle ødelægge fire punkter på bossen og hvis man tager dem enkeltvis, en efter en efter hinanden og derefter dør, vil man til sidst angribe alle fire punkter på samme tid, med hjælp fra ens Phantom Slasher ghosts og man kan dermed besejrer fjenden. Ganske snedigt system. Der er dog også passager i spillet, hvor disse Phantoms Slasher ghosts ikke er tilgængelige, men det vil jeg ikke afsløre mere omkring her.
Det bringer os over i spillets multiplayer mode. Her er der en co-op mode for op til tre spillere, hvor man, som netop et Phantom Slasher ghost, kan spille sammen og forsøge at overleve på hotellet sammen - eller man kan invadere andre spilleres spil og terrorisere deres forsøg på at overleve. Single-player delen er klart spillets hjerte, men multiplayer er da også fornuftig underholdning, hvis man kan finde et par venner, der har samme skæve spilsmag og dermed også ejer Hotel Barcelona.
Roguelite loopet fungerer ganske godt. Der er syv seriemordere, man skal finde og nedkæmpe, og der er masser af opgraderinger, masser af våben og masser af blod over det hele. Kampsystemet er hurtigt, men desværre også lidt upræcist og det er som om, at der er en lille forsinkelse fra det øjeblik ens angrebs-animation slutter, og til man igen har kontrol over Justine og det giver et underligt ujævnt kampsystem. Det er faktisk med til, at man ofte tager unødigt skade, da man i denne lille pause er helt åben for angreb fra fjenderne.
Til gengæld er Phantom Slasher systemet godt tænkt og det fungerer faktisk ret godt - dog kan det være lidt svært at se hvad der foregår på skærmen, når der både er fire ghosts, Justine selv og masser af fjender, afrevne lemmer og blod over det hele. Det er også i disse situationer, at frameraten kan tage et kraftigt dyk, da der ganske enkelt sker for meget på skærmen til, at spillets motor kan følge med.
Hotel Barcelona kommer som udgangspunkt med en ganske brutal sværhedsgrad. Der er dog fire sværhedsgrader, man kan pille ved, og den letteste gør spillet forholdsvis let. Er de høje sværhedsgrader ikke nok (det burde de være!), så kan man gøre brug af Bondage Mode, hvor man på 12 forskellige områder kan gøre spillet endnu sværere. Det er for eksempel ved at fjerne muligheden for at blokere, undvige, bruge skydevåben eller bruge nærkampsvåben, ved at starte spillet med et enkelt health point eller ved at fjerne muligheden for at bruge ens Splatter Gauge. Så vil man virkelig rives rundt, så er der rig mulighed for det her.
Som nævnt tidligere, så virker Hotel Barcelona underligt ordinært, når man tænker på, hvem der står bag spillet. Dermed ikke sagt, at det ER ordinært, for det er det bestemt ikke, men jeg havde nok forventet et mere gakket spil. På trods af den glimrende Phantom Slasher mekanik, så flytter Hotel Barcelona ikke genren i nye retninger. Det er en fin roguelike, specielt hvis du er stor fan af roguelikes eller af Suda51 og Sweary65s unikke tilgang til etablerede genrer - eller måske begge dele.
Når det er sagt, så savner jeg den totale overrumpling af gakkede tiltag og kreativitet, som man ellers godt kunne forvente fra de to herrer - men det totale galskab udebliver i Hotel Barcelona.