Hotel Dusk: Room 215

Ville du tjekke ind på et hotel, der hed Hotel Tusmørke? Nej, vel? Det er dog ikke desto mindre hvad hovedpersonen, den tidligere politibetjent og nu omrejsende sælger Kyle Hyde, gør i {{Hotel Dusk: Room 215}} (Glemt er alle jokes om kønsbehåring og deslige). Og naturligvis viser det sig, at der er skeletter i skabene, lig i bagagen og ugler i mosen, fra første minut Kyle indfinder sig på hotellets mønstrede gulvtæppe.

Hotel Dusk er et typisk Point 'n Click-eventyr, hvilket betyder, at der er masser af samtaler med forskellige personer, samt mere eller mindre obskure gåder. Eventyrgenren er som skræddersyet til Nintendo DS, og teknisk set fungerer Hotel Dusk glimrende. Ved at holde DS'en som en bog har man to skærmbilleder, der ligger side om side, hvilket giver adgang til både smarte måder at navigere i miljøerne og intelligente måder at fortælle historien på. Kyle navigeres rundt på hotellet ved hjælp af den trykfølsomme skærm, mens den anden skærm viser, hvad han ser ved hjælp af en førstepersonssynsvinkel. Når Kyle undersøger noget, og det kan jeg love dig at han vil komme til, foregår det også på den trykfølsomme skærm. I forhold til samtaler blegner antallet af gåder desværre. I stedet for at sætte de små grå i frigear skal man i stedet lege Dr. Phil.

Historien fortælles via begge skærme, hvor den ene person sidder på den ene skærm, mens den anden sidder på den anden skærm. Det giver en smart dynamik i samtalerne, og er en god udnyttelse af de to skærme. Desværre er samtalerne en af spillets skønhedspletter. De er ganske enkelt alt for lange, og kunne sagtens have været kogt en smule ned. Det er faktisk synd, for i stedet for virkelig at sætte sig ind i de velskrevne og til tider meget tragiske historier, Hotel Dusk omhandler, skimmer man bare dialogen igennem og leder efter slutningen. Selve spillets gåde-elementer virker fint. Spil i eventyrgenren kan godt blive en smule obskure, når det gælder løsning af opgaver, hvilket Hotel Dusk i det store hele er hævet over.

Det ubestridte bedste aspekt af spillet er grafikken. Som du sikkert kan se af de ledsagende billeder, er stilen ret lig A-has Take on Me-musikvideo dengang fra 80'erne. Det er dog så meget mere, for de små strøg af farver, udsøgte animationer og en håndfast stil, virker rigtigt godt og giver personerne en overflod af karakter. I modsætning til de mindeværdige tegninger, står spillets musik ualmindeligt svagt i hukommelsen. De danner en fin ramme for eventyret, men sætter sig på hukommelsen på samme måde som et spejlæg på en teflonpande. Straks maskinen er slukket, har musikken listet sig ud af ørerne igen.

Ak ja, spillet er dog ikke lutter lagkage og duftende roser. Der er to irriterende aspekter ved spillet. Først og fremmest kan de forkerte dialogvalg betyde et alt for tidligt game over. De begrænser lysten til at eksperimentere, når straffen er at man mindst skal gennem hele samtalen en gang til. Derudover er det ikke helt åbenlyst, hvad man skal. Ting, der ikke kunne bruges eller samles op først i spillet, kan pludselig samles op senere. Eller måske man skal undersøge et rum for at finde ud af, hvad der er kommet af nye ting.
Det sætter en begrænsning for morskaben.

Hotel Dusk: Room 215 er et godt spil. Det fortjener ikke topkarakterer eller noget, men det er heller ikke dårligt eller bare middelmådigt. Personerne, man støder på, er bestemt et møde værd, og spillet byder desuden på både nogle få virkelig gode ideer, en rørende historie og en grafik, der skal ses.