Hunter: The Reckoning

En af de ting som virkeligt kan få mig op at køre, er spil der er designet til multiplayer. I Hunter kan du og tre venner tage kampen op mod horder af monstre. Efter min overbevisning har slagtning af zombier aldrig været så sjovt.

De levende døde
Hunter: The Reckoning er baseret på et rollespil af White Wolf. Spillet kombinerer rollespilsmomenter med gedigen action, lidt i samme boldgade som Baldurs Gate: Dark Alliance. Stemningen er fra udgangspunktet trykket og dyster. Verden er et endnu mere skræmmende sted, end vi kan forestille os. Rundt iblandt os vandrer de levende døde. Startscenen er et fængsel i byen Ashcroft. Fangen Nathaniel Arcady placeres i den elektriske stol, håndtaget føres ned, og strømmen gennemtrænger staklen. Noget går galt, og pludselig vandrer de levende døde gennem fængslet. Menneskenes hjerner kan åbenbart ikke rumme disse anormalitet, og folk falder som fluer. Der er dog fire, som har kraften til at genne de døde retur, disse er kaldt Hunters. Med fælles hjælp neutraliserer de truslen, og får lukket fængslet af.

Saml kammeraterne
Fire år senere, farvet lys gennemtrænger vinduerne i fængslet. Musik strømmer ud i friheden, og en dyb bas runger gennem væggene. Indenfor danser en gruppe mennesker, de har valgt denne dag, årsdagen for den Nathaniel Arcadys dødsdom, til festdag. Pludselig går lyset ud, skrig skærer gennem mørket, sammen med brøl fra noget uvirkeligt. De døde vandrer igen, og det er atter tid for de fire Hunters at vende tilbage til Ashcroft. Her kommer du så ind i billedet, sammen med op til tre kammerater. Scenen er lagt til intens kamp mod horder af uddøde. Det hele ses oppefra fra en isometrisk synsvinkel, hvor alle figurer er gengivet i 3D. I stedet for at vælge splitscreen, så har udviklerne valgt, at alle fire helte skal agere på skærmen samtidig. Dette betyder selvsagt at holdarbejde er i højsædet. De fire figurer har alle deres profession, som lægger udgangspunkt for deres færden. Der er: Beskytteren, som er typen der aldrig er den provokerende part. Martyren, der sætter omgivelserne højere end sit eget liv. Hævneren, som lader sine muskler tale for sig. Samt Dommeren, der ligger som en balancerende faktor.

Seje våben i massevis
Uanset hvem du vælger, så har du fra udgangspunkt to våben; et til nærkamp og et til distancekamp. Våbnene afspejler den personlighed du vælger. Eksempelvis er martyren personificeret gennem en ung kvinde kaldet Kassandra Cheyung. Hun er teenager, raver og rebel. Hendes force er hendes hurtighed, og hendes våben er to knive til nærkamp og to pistoler til distancen. Alternativ til hende er hævneren, personificeret gennem bikeren Spencer White. Hans motivation er hans brændende had til de uddøde, og hans våben er en gigantisk økse og et shotgun. Modsat martyren er han langsom, men dette opvejes af våbenstyrke.

De først distancevåben bærer uendelig ammunition, men til gengæld er de relativt svage. Til at supplere disse, er der spredt en lang række andre våben rundt omkring på banerne. Disse rangerer over maskinpistoler, pumpguns og granatkastere. Fælles for de supplerende våben er, at de har begrænset ammunition. Når du ikke føler, at våbnene rækker, så har de enkelte figurer også en færdighed kaldet edge. Denne er nærmest at sammenligne med magi, og varierer meget de forskellige professioner imellem. Eksempelvis så er dommeren placeret i midten, med hensyn til fart og våben, men han har sin force i stærke edgekræfter. Generelt så er der et udvalg af færdigheder, som kan bruges i penible situationer. Færdighederne varierer over defensive og offensive kræfter. På bedste rollespilsmaner vil du udvikle nye og stærkere evner, som du bevæger dig gennem spillet.

Horder af uddøde
Alt efter om du spiller alene, eller om I er flere om maskinen, så er truslerne mod gruppen store. Uanset hvor mange I er, så vil antallet af fjender være det samme, det som justeres er, hvor meget skade de enkelte fjender kan tåle. Til at starte med er det simple zombier, som vælter frem. Det mest skræmmende ved dem er deres overvældende antal. Som du bevæger dig frem, vil du støde på alverdens monstre såsom vampyrer, gargoyler og en gigantisk dæmonisk bamse. Styringen med din figur er virkelig god, med venstre controller styres løberetning, mens højre controller drejer dit torso. Så der er åbnet muligheden for en masse strafing. Angreb og våbenvalg udføres hurtigt og smertefrit. Desværre er der ikke indlagt mulighed for selv at definere tasterne.

Ikke helt håbløst
Der er en række faktorer, som kan assistere din ellers håbløse færd. Nogle gange når du nedlægger monstre, så fremkommer der enten en lille blå eller rød flaske. Ved at tage denne vil du få enten energi eller edge tilbage. Desværre er flaskerne kun tilgængelige i meget kort tid, så her belønnes det, hvis man benytter sig af nærkampsvåben. Derudover er der spredt runer i omgivelserne. Disse kan give dig forskellige hint, eller måske give dig energi retur. På trods af alt denne assistance, så er din færd ikke nem. Fjenderne er mangfoldige, og de er meget diverse. De forskellige fjender kræver forskellige fremgangsmetoder. Dette besværliggøres lidt af, at de kommer væltende i store grupper. Derfor er det essentielt at holde hovedet koldt i de hektiske kampe. Især i boss-kampene gør dette sig gældende. for udover at bosserne er utroligt hårdføre, så omgiver de sig med et væld af lakajer. Disse kampe er helt vilde, og adrenalinen pumper langt tid efter.

Historien bliver løbende præsenteret gennem små mellemsekvenser. Det viser sig hurtigt, at der er et dybere komplot, der ligger til grund. Der er grumme bagmænd, der benytter jordens befolkning som marionetdukker. De forskellige sekvenser er vel udførte, og der er en god stemning over dem. En god ting er, at sekvenserne varierer alt efter, hvilken helt du har valgt.

Et spil med attitude
Grafikken i Hunter er utrolig god. Selv om man for det meste ikke har tid til at beundre den, så er den fyldt med flotte detaljer. Figurerne er vel udførte og smukt animerede. Det er en fryd, at se lemmerne flyve af zombierne mens de forsøger at nå dig. Derudover er Hunter fyldt med masser af specielle effekter. Vandet ser utroligt realistisk ud, alle lyskilder giver deres eget lys, ting eksploderer lystigt, og glas deles i tusinder af små stumper. Endelig så sker alt meget flydende. Selv om skærmen er fyldt med individer, der alle bevæges individuelt, så hakker handlingen aldrig. Lyden er tilsvarende fyldt med atmosfære. Våbnene er fyldt med styrke, og det hele bliver hurtigt et krigsinferno. Derudover er der noget stemningsfuld baggrundsmusik, der dog drukner noget i larmen.

Leder du efter en solid multiplayertitel, så kan Hunter: the Reckoning bestemt anbefales. Titlen er som skabt til et par øl og godt selskab. Desværre er det lidt kort, det tager kun cirka ti timer at gennemføre. Men den intense action gør heldigvis, at det er et spil, man gerne vil tage frem flere gange. Jeg kan i hvert fald godt uddele nogle varme anbefalinger.