Hunter: The Reckoning - Redeemer

Så er High Voltage igen på gaden med en ordentlig satan af et actionspil som er baseret på White Wolf’s rollespil. I en makaber, bizar verden er normale dyder nedbrudt i et flydende væld af død og ødelæggelse. Redeemer er blot endnu en etage bygget oven på den gotiske bygning, som High Voltage rejste sidste år. Her betrædes ikke nye kulinariske stier, men i stedet serveres vi resterne fra sidste uges måltid. Med et actionorgie hældt op på tallerkenen, glemmer man også umiddelbart de problemer, som lurer under sovsen. Efter at have slubret godt til sig bliver man alligevel lidt træt af alle de tomme kalorier.

Noget er helt åbenlyst galt i Ashcroft. I en stemningsfuld lille introduktion rulles scenetæppet for, og en række anormale hændelser spyttes ud i al deres gruopvækkende vælde. Dem som tog del i sidste års blodfest, vil kunne nikke genkendende til stedet. De fire Hunters gør ligeledes atter entre, og assisteres denne gang af unge Kaylie. Stakkels Kaylie er vi faktisk stødt på tidligere, da hendes plysbamse pludselig blev besjælet, og udgjorde en satan af en end-of-level baddie i sidste ombæring. Ti år er passeret siden byens fængsel eksploderede i et fyrværkeri af udøde. Nu bryder helvede atter i lys lue, i et hektisk virvar af legemsdele, varulve og militaristiske tropper.

Det narrative element er ikke der, hvor udviklingskronerne er spenderet. Historien ligger atter og spinder en ende på den indlysende ondskab, som lurer lige under samfundets småborgerlige overflade. Nye Huntere dukker op af disen med hver deres tågede dagsordener, mens man bevæger sig gennem en kødrand af lemlæstelse. Fra første fløjt er der fuld kraft på kedlen, og man slippes løs i et varehus omkranset af alskens levende døde. Styringen skal atter indsnuses, og man bliver hurtigt høj af dampen. Her er absolut ikke tænkt på de dybere aspekter, fjenderne myldrer frem i hovedløs facon. Med enkle bevægelser og tryk flyver man rundt i et combounivers, hvor våben slynges og affyres i et væk. De enkelte Huntere er begavet med forskellige karakteristika, som fint overføres fra teori til praksis.

Alt efter hvem man vælger at overtage kontrollen med, så foregår der en afvejning mellem hurtighed, magi og styrke. Figurerne er fint opdelt mellem offensive og defensive kvaliteter, som gør en anelse omtanke nødvendig. Eksempelvis er martyren personificeret gennem en ung kvinde kaldet Kassandra Cheyung. Hun er teenager, raver og rebel. Hendes force er hendes hurtighed, og hendes våben er to lynende knive til nærkamp samt to pistoler til distance. Overfor hende står hævneren, personificeret gennem bikeren Spencer White. Hans motivation er hans brændende had til de uddøde, og hans våben er en gigantisk økse samtg en flammende shotgun. Modsat martyren er han langsom, men dette opvejes af våbenstyrke. Deres egenskaber overføres fint til gameplayet, og har reelt set en påvirkning på den fremfærd, som man bør lægge for dagen.

Våbenaspektet udvides af magiske tendenser repræsenteret af forskellige Edge-egenskaber. Her kan der hentes mere styrke til fysiske våben, flammer kan eksplodere i partikelkaos og helende egenskaber kan assistere i nøden. Alt dette kommer naturligvis først rigtigt til sin ret, når man ikke er bundet af ensomhedens lænker. Omgivet af hujende venner med hvert deres keypad, løftes begivenhederne til nye højder, og de enkelte figurers forcer får en mening. Efter de første lette baner er det nødvendigt at uddelegere opgaverne, og forsøge at fungere som en enhed. Det er god underholdning - nok især indhyllet i stærk mandehørm. Desværre føles det hurtigt rimeligt gammelt, især hvis man allerede har prøvet det første Hunter-spil. Det er ærgerligt, at der ikke føjes nye lag til.

Grafikken og lyden befinder sig også på nogenlunde samme niveau som sidste år. Bevares, der er da føjet lidt ekstra grafiske effekter til, men det er absolut ikke overvældende. Alligevel så er indtrykket ganske godt, og man imponeres stadig af den stabile hastighed, som alt flyver omkring skærmen med. Baggrundene er detaljerede og stemningsfulde - om end måske en kende for mørke. Lyden holdes oppe af et pumpende soundtrack, hvor hidsige guitarer fra tid til anden forsøger at sparke lidt til adrenalinpumpen. Stemmerne i mellemsekvenserne er desværre slemt overspillede, og virker lidt som en gang andenrangs amatørteater. Redeemer er glimrende underholdning langt hen ad vejen, man burde bare godt kunne forvente lidt udvikling siden den første titel.