I Have No Mouth, And I Must Scream

For 109 år siden besluttede stormagternes supercomputere at spille Risk. Spillepladen var Jorden, og brikkerne atomvåben, og derfor er vores planet nu et øde, helvedeslandskab. Den gale og omnipotente supercomputer AM er dog ikke færdig med at lege. I sit underjordiske evighedshjem har den fanget fem mennesker, som den holder kunstigt i live - udelukkende for at pine og plage dem.

I Have No Mouth, and I Must Scream er et point-and-click-spil fra 1995, som gamingarkæologerne fra Nightdive Studios nu har gravet frem og udgivet til konsol. Spillet er baseret på en novelle af den eminente science fiction-forfatter Harlan Ellison fra 1967, men man skal ikke lade sig narre af de lidt støvede årstal. Fortællingen virker stadig frisk. Det skyldes til dels den uhyggeligt relevante præmis om stormagtskonfrontation og løbske AI'er, men den primære årsag er stadig fortællingens psykologiske og menneskelige dybde, som kun få spil i løbet af de sidste 30 år er kommet i nærheden af.

Spillet åbner med vores fem hovedpersoner fanget i hver deres lille bur, hvor de plages af brændende ild, laserstråler og barberblade. Som en afveksling til den fysiske tortur sender AM hver af de stakkels fanger på en lille virtuel udflugt, hvor de konfronteres med deres mange fejl, mangler og fiaskoer fra tiden, før bomberne faldt. Hvis man synes, den overordnede præmis er lige lovlig tung og brutal, så bare vent. Her er episoder om psykisk sygdom, overgreb og voldsomme tab. Og det er endda i den "lette" ende. I Have No Mouth, and I Must Scream lider bestemt ikke af berøringsangst, og spillet tager fat på nogle af de mest hårrejsende hændelser fra det forrige århundrede.

Tag episoden om Benny. AM har revet hans stemmebånd over og forkrøblet ham, men det har ikke gjort den tidligere soldat mindre ydmyg. Han ser ned på afvigere, er åbenlyst racistisk, og undervejs lærer vi, at han begik krigsforbrydelser i Vietnam. For at komme frelst igennem hans episode, skal du lære at udvise ydmyghed og opofrelse i et stammesamfund, hvor menneskeofringer er en del af den religiøse rutine. Men er det altid muligt at opnå tilgivelse? Lægen Nimrod sendes tilbage til 1945, hvor han hjalp et brutalt regime med at udføre inhumane eksperimenter i en fangelejr. Hans chef? En vis doktor Mengele. Så bliver det ikke meget tungere. Men fortællingen forstår stadig at rumme mange nuancer og overraske med empati og menneskelighed midt i den megen nød og elendighed.

Spillets episodiske struktur giver plads til stor visuel variation. Den paranoide og manipulerende Ted sendes til et middelalderligt slot, fyldt med fælder og fristelser, mens den deprimerede Gorrister lander ved en bar, der er lige så trist og forladt som hans slidte sjæl. Udvikleren Cyberdreams stod også spillet Dark Seed - et forstyrrende eventyrspil med tegninger af H.R. Gieger - og de bedste miljøer anvender den samme mørke og groteske stil, som man kender fra Alien-filmene. I flere baggrundstegninger kan man godt ane, at spillets budget næppe har været det største, men de lidt udtværede 640x480-kanvasser fremstår alligevel ganske stemningsfulde, trods begrænsningerne. Det samme gælder også for de tynde og udslidte karaktermodeller, der med deres grove, lidt dukkeagtige animationer, meget godt illustrerer, at de er AM's legetøj.

I Have no Mouth, and I Must Scream er på ingen måde subtilt eller underspillet, og det gælder også lydsiden. Men når nu hele præmissen er så udsædvanelig og ekstrem, kan det heller ikke være et kritikpunkt, tværtimod. Stemmeskuespillerne indtaler hver replik som var det deres sidste - fyldt med håb, frygt og smerte - og særligt Harlan Ellison selv passer næsten uhyggeligt godt, som den rasende og drilske supercomputer AM.

Spillets hjemsøgende soundtrack fra den senere Oscar-vinder John Ottman fortjener også at blive fremhævet. Hver karakter har sin egen lille symfoniske suite med gennemgående motiver, og når noget en sjældent gang imellem går godt for vores stakkels hovedpersoner, får strygerne ikke for lidt. Denne nye konvertering indeholder ikke meget bonusmateriale, hvilket er ærgerligt, for der er masser af fraklips at finde på YouTube, og Ellison har i tidens løb fortalt mange rablende anekdoter, der med fordel kunne være inkluderet. Men at der, trods alt, er en musikafspiller i menuen, gør næsten op for alle manglerne.

God historiefortælling, kunst og musik holder stort set evigt. Sådan er det ikke helt med spil, hvor meget af det, vi hyggede os med i 90'erne, i dag virker en anelse primitivt. I Have No Mouth, and I Must Scream var på mange punkter forud for sin tid. Men samtidig er det også et barn af sin tid.

Lad os tage det positive først. Først og fremmest er spillets gåder simple og forholdsvis ligetil. Faktisk er det kun Gorristers kapitel, der indeholder en smule af den MacGyver-logik, som datidens point-and-click-spil var så berygtede for. Genrens normalt så mekaniske logik er også suppleret af mere symbolske handlinger. Du kommer eksempelvis til bogstavelig talt at vaske blodet af dine hænder og grave fortidens synder bort.

Ellison - der havde meget lave tanker om computerspil og stædigt skrev sine bidrag til spillet på en skrivemaskine - har i interviews fortalt, hvordan han ønskede, at spillet skulle presse spilleren til at tænke. Ikke kun over, hvordan man kommer videre, men også over de tematiske sammenhænge. Han ville også gerne lave et spil, hvor du ikke kunne vinde, kun fejle med værdighed. Men du kan du altså godt få en god slutning. Det er bare pokkers besværligt.

Spillets slutkapitel, hvor man skiftevis spiller som de fem karakterer i det samme niveau, tager nemlig den symbolske logik udi ekstremerne, og forvandler fysiske genstande til abstrakte begreber som medfølelse, mod og tilgivelse. Det er ærlig talt lidt af en rodebutik, og da næsten alle objekter giver stød eller gør karaktererne deprimerende (hvilket går ud over deres overlevelseschancer) bliver det hurtigt meget frustrerende - uanset hvor tematisk passende det straffende design så end er.

Da der er tale om en genudgivelse af et nu 30 år gammelt spil, indeholder I Have No Mouth, and I Must Scream desværre også en del børnesygdomme, der nu om dage er næsten udryddet. Jeg tænker her primært på pixel hunt - den irriterende jagt på essentielle objekter, der nogle gange forsvinder fuldstændigt i udvaskede teksturer. Jeg kan godt forstå, at Nightdive Studios ikke har ville røre ved kildekoden. Men eksempelvis et valgfrit lag oven på skærmen, der fremhæver interagerbare objekter, ville have gjort en verden til forskel.

Faktisk er problemet med pixel hunt værre end nogensinde i denne konsolversion, da her jo ikke er nogen mus. Du styrer derfor primært markøren med venstre analogpind, mens du kan finjustere med D-padden, der bevæger markøren noget langsommere. Det fungerer - men kun lige akkurat - og nogle gange føles det som at lede efter nålen i en høstak med en gravko. Særligt slemt er det håndholdt på Nintendo Switch, hvor skærmen er mindre, hvilket er ærgerligt, da netop muligheden for at spille håndholdt reelt er konsolversionens eneste eksistensberettigelse.

Jeg oplevede desværre også en del bugs, som lyd, der fik en skrattende ekkoeffekt, og skøre animationer, hvor karakterer gik baglæns. Nogle gange kunne en genstart løse problemet; andre gange gjorde en genindlæsning kun problemet værre. Helt slemt var Bennys kapitel, hvor den hårdtprøvede karakter, simpelthen nægtede at dukkede op på skærmen, hver gang jeg genindlæste mit gemte spil. Som rutineret eventyr-spiller havde jeg heldigvis lavet flere saves, men også dette element er en smule kompromitteret på konsol. Den manglende tastaturunderstøttelse (det gælder også virtuelt tastatur) betyder nemlig, at du ikke kan navngive dine saves, selvom spillet åbner et tekstfelt, hver gang du gemmer.

I det mindste er interfacet, der heller ikke var elegant i originalen, funktionelt. Hver aktion - såsom look at, push og use - er knyttet til en knap. Det tager lidt tid at vænne sig til, men det fungerer faktisk overraskende godt, særligt da de vigtigste interaktioner er knyttet til de normale knapper, mens dem man bruger knap så ofte - som swallow og give - er knyttet til skulderknapperne.

I Have No Mouth and I Must Scream er et kærkomment gensyn fra peg-og-klik-tidens guldalder. Ligesom karaktererne selv indeholder spillet fejl og mangler, og du skal igennem en del pinsler, for at nå til spillets slutning. Men samtidig er spillet forud for sin tid på så mange parametre, og dets tematikker er tidløse. Jeg kan derfor kun anbefale at give spillet et skud. Men hold dig til PC-versionen, med mindre du har behov for at få et skud depressivt pixel hunt på farten.