Ice Age 2: The Meltdown

Som det allerførste må jeg blankt indrømme, at jeg er solgt til stanglakrids over Ice Age-filmene. Det er noget af den herligste og mest fandenivoldske underholdning jeg kan fordrive tiden med. Engang svor jeg, at det slet ikke var muligt at skabe en computeranimeret film med samme galskab og løsslupne som i de gamle Roadrunner- og Sylvester & Pip-tegnefilm. Med Ice Age-filmene er jeg så kommet i den situation, at jeg må indrømme, at jeg tog fejl.

Men så kan det jo være, at jeg kan få lov at vende tommelfingeren nedad over for de spil, der rutinemæssigt er kommet i kølvandet på den nye film? For spil, der er udviklet ud fra en filmlicens, plejer jo at være en uengageret gang hastværksarbejde. Men ak nej. Endnu en gang må jeg krybe til bekendelse: Ice Age 2: Meltdown er faktisk overraskende flot og sjovt, ikke mindst fordi plottet ikke lægger sig så kropsnært op ad filmen.

Bevares, figurgalleriet er selvfølgelig velkendt. Du skal endnu en gang være i selskab med mammutten Manfred, dovendyret Sid, sabelkatten Diego - og sidst men ikke mindst det umådeligt ihærdige egern Scrat, der konstant er på jagt efter flere nødder og agern. Det lakker mod enden med istiden og det går op for den lille trup, at smeltevandet vil ende med at oversvømme den idylliske dal, hvor de har slået sig ned. Så det gælder om at advare de andre intetanende dyr i dalen.

I modsætning til handlingen i filmen er det faktisk Scrat, der er hovedpersonen i en tilsyneladende endeløs indsamling af nødder, agern og kastanjer. I virkeligheden er det bare en snor igennem banerne, som spilleren kan holde fast i eller slippe og gå på en lille sviptur i omgivelserne. Samtidig er indsamlingen varieret på den måde, at Scrat kommer ud for, at han skal grave huller eller slå is i stykker for at få fat i de eftertragtede nødder. Endelig bliver han udsat for, at han skal samle nødder i den hule, hvor sabelkatten Diego sover til middag, så det gælder om ikke at blive opdaget.

Med Scrats status som hovedperson er der lagt en ekstra indsats i at genskabe hans spændte og ivrige kropssprog i spillet. Det er således både en gimmick for figuren og en del af spillet, at Scrat skal forsøge at snuse sig frem til den næste nød. Han snuser langs jorden, står på tæer - nå ja, poter - og snuser, og får han færten af noget, skal du blot lade ham følge retningen. Herlige animationer med fine detaljer som den diskrete damp, der står ud af næseboret på Scrat.

I det hele taget er den visuelle oplevelse i top. Banerne er nok skåret ret stramt, men udsigten er til alle sider fyldt med detaljer og perspektiv, så man får en fin oplevelse af åbne vidder og fjerne horisonter. På nært hold kan man dog godt mærke, at spillet ikke råder over helt den samme kraft som filmen, når der skal genereres lyseffekter og toverflader Men både Scrats og de andre figurers animation er i absolut topklasse, ikke mindst når det går galt for Scrat eller når han lynhurtigt må spille død for at narre sabelkatten Diego.

Lydsiden når ikke helt de samme højder. Stemmerne til figurerne er ellers indtalt af de samme skuespillere, som er anvendt i filmen. Ikke mindst Ray Romano - fra Alle elsker Raymond - lyder således både uengageret og træt som mammutten Manny, mens Jay Leno - ja, ham! - på den anden side er i herlig form som lusket bæltedyr.

Jeg var som nævnt i indledningen forberedt på en middelmådig oplevelse. Heldigvis er jeg blevet positivt overrasket. Jeg kan dog alligevel ikke dy mig for at bemærke, at spillet sjældent bevæger sig mange skridt ved siden af gængse formler og konventioner for platformspil. Når Scrat skal hoppe, grave eller snuse efter nødderne, så kræver det sjældent den helt store motion for de små grå hjerneceller at finde ud af hvordan. Det gør spillet let fordøjeligt for yngre spillere, men det bliver samtidig en smule rutinepræget. Heldigvis kan man dog også opleve, at udfordringen har fået en uventet drejning. Som i en situation, hvor Scrat kun kan komme op på en klippehylde ved at stille sig bag et enormt, ubestemmeligt dyr, der har luft i maven, så han kan blive ’blæst’ derop.

Ice Age 2: Meltdown er en herligt flydende men desværre også sørgeligt kortvarig gang platformsunderholdning. Du skal ikke forvente den helt store nytænkning af platform-genren. Til gengæld kan du godt forberede på, at din lillebror eller -søster kan komme op også med din far og mor om din PlayStation 2. For humoren går rent ind hos både store og små.