Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Ice Age 3: Dawn of the Dinosaurs

Ice Age 3: Dawn of the Dinosaurs

Psst! Sig det ikke til nogen, men jeg har altså en svaghed for Ice Age filmenes trailere. I ved - dem hvor det der lille, lodne, egern-lignende dyr altid kommer så frygtelig galt afsted i jagten på sit elskede agern. Jeg kan ikke helt forklare det.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Om det er det absurde billede af den lille gnaver, der vandrer afsted henover kilometervis af gletscher med armene om sit elskede agern og med et lyksaligt ansigtsudtryk, der synes at sige; at så længe han bare har sit agern så skal alt nok blive godt til sidst. På trods af at han altså er et egern. På en gletscher.

HQ

Om det er de frygtelige, frygtelige ulykker der tilstøder ham, når han allermindst venter det. Eller om det bare er de usandsynligt morsomme ansigtsudtryk, den lille fyr kan præstere, når hans elskede agern endnu engang forsvinder ud af hænderne på ham og triller bort i horisonten mod en uvis skæbne, ved jeg ikke. Men en ting er sikkert. Jeg synes det er hylende morsomt.

Og lad os så lige få en ting på det rene fra starten af. Ice Age: Dawn of the Dinosaurs er et børnespil. Faktisk er det et ualmindelig vellykket børnespil. Det skyldes i høj grad, at spillet styrer stilsikkert uden om den største faldgrube, der ses i spil af denne slags - nemlig når udviklerne prøver at appellere til både børn og voksne på samme tid med det resultat, at det endelige spil bliver for svært for børnene og for kedeligt for de voksne. Den klassiske fejl med at sætte sig midt mellem to stole. Ice Age: Dawn of the Dinosaurs er ikke for voksne - og det ender med at blive spillets styrke.

Det første jeg ligger mærke til er spillets simplicitet. Grafikken er holdt i en tegneserieagtig stil med kraftige farver, uden for mange detaljer der kan forvirre synsindtrykket og med spilfigurer, der er let genkendelige fra filmen. Historien bliver fortalt via mellemsekvenser, der i al sin enkelthed består af minimalistiske vægmalerier med en fortællerstemme henover. Ja, billeder på en væg der kunne være tegnet af en 4-årig. Men det virker. Her er ikke nogle overraskende drejninger eller komplicerede referencer. Blot en simpel historie, hvor spilleren føres ved hånden fra punkt til punkt uden nogensinde at være i fare for at blive tabt på gulvet.

Spillet fungerer nærmest som én lang affladet indlæringskurve, hvor spilleren i starten kun skal holde styr på et par enkelte knapper. Langsomt lægges mere og mere til, og det er først mod slutningen af spillet, at de sidste styringsmekanismer gives fri. Men så ender man tilgengæld også med at have både slagkombinationer og præcisions-sigte til sin rådighed.

Dette er en annonce:

En anden af spillets helt store styrker er variationen. Man spiller i løbet spillet med hele 6 forskellige af figurerne fra filmen. Der er cirka 19 baner i spillet, og det er sjældent at gameplayet går igen i to på hinanden følgende baner. Kernen i spillet er et 3D platformsspil. Men derudover bliver man udsat for klassiske 2D platforms-baner, der er flyve-på-dinosaur-baner, jagte-dinosaur-racer-baner, rulle-på-snebolds-baner. Der er boss kampe. Ja, der er tilmed en Defender lignende sidescrolling-shooter-bane. Men vigtigst af alt; hver enkelt spil-type fungerer.

Der er ikke tvivl om, at Ice Age: Dawn of the Dinosaurs låner med hænder og fødder fra andre spil. Kigger man godt efter, kan man se elementer fra Mario, Sonic, Jak and Daxter, Crash Bandicoot, Ratchet and Clank, Defender, God of War, Prince of Persia. Og det er netop det snedige ved spillet. For i al sin simplicitet bliver Ice Age: Dawn of the Dinosaurs på sin vis en introduktion for nye spillere til alle disse spil. Igennem dette spil kan et barn for første gang stifte bekendtskab med God of Wars slagkombinationer, Prince of Persias vægakrobatik og Defenders intense skydekaos, uden nogensinde at have spillet de egentlig spil.

Spillet føles desuden som en helstøbt pakke. Selve historiedelen tager 6-8 timer at gennemføre, herefter kan individuelle afsnit genspilles, og der lukkes desuden op for en udfordringsdel, hvor enkelte baner kan gennemføres på tid. Der er en god mængde oplåseligt ekstramateriale. Vigtigst er dog de 8 mini-spil som kan spilles som lokal multiplayer. Spillene er simple men sjove, og hver mini-spil har 3-4 varianter. Alt i alt en fornuftig underholdningspakke.

Hvis jeg skal pege på én ting, der gør dette spil så godt som det er, så må det være, at det er et usædvanligt fokuseret spil. Licensspil har en frygtelig uvane med at prøve at være mere end de egentlig er. Hvor mange gange har vi ikke set udviklere af licensspil, der prøver at lave det næste Grand Theft Auto eller det næste Gears of War, blot for at fejle totalt i manglen på enten evner eller tid. Ice Age: Dawn of the Dinosaurs ved hvad det er. Det prøver ikke at slå et større brød op end det kan bage. Det er fuldt bevidst om egne evner og egne begrænsninger, og det leverer et spil der, netop fordi at det er så fokuseret, formår at levere varen, i hvad føles som en gennembearbejdet, velafrundet pakke.

Dette er en annonce:

Og så alt det med småt. For ligesom i springgymnastik eller kunstskøjteløb så er den endelige score ikke kun et udtryk for, hvor godt programmet bliver udført, men naturligvis også hvor høj sværhedsgrad de enkelte delelementer har. Og det er klart, at et børnespil ikke ligger lige så højt på den tekniske sværhedsskala som de mere avancerede voksenspil.

Derudover er spillet ikke oversat til dansk. Hvilket er et problem når målgruppen er børn i alderen cirka 7-12 år. Det ændrer jo i princippet ikke ved spillets kvaliteter, men det er da bestemt en praktisk omstændighed, der ender med at blive en streg i regningen.

Det kunne være let at dumpe spillet på denne bekostning. Ja, måske ligefrem rimeligt. Men i dag er det nu en anden historie jeg vil vælge at fortælle. I dag vil jeg fortælle historien om at spil nogle gange bliver gode når de forstår at begrænse sig selv. Forstår at fokusere.

Ice Age 3: Dawn of the Dinosaurs
Ice Age 3: Dawn of the Dinosaurs
Ice Age 3: Dawn of the Dinosaurs
Ice Age 3: Dawn of the Dinosaurs
Ice Age 3: Dawn of the Dinosaurs
Ice Age 3: Dawn of the Dinosaurs
Ice Age 3: Dawn of the Dinosaurs
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Velafrundet underholdningspakke. God variation. Børnevenlig indlæringskurve.
-
Spillet er på engelsk.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

4
Ice Age 3: Dawn of the DinosaursScore

Ice Age 3: Dawn of the Dinosaurs

ANMELDELSE. Skrevet af Michael Bregnbak

Psst! Sig det ikke til nogen, men jeg har altså en svaghed for Ice Age filmenes trailere. I ved - dem hvor det der lille, lodne, egern-lignende dyr altid kommer så frygtelig galt afsted i jagten på sit elskede agern. Jeg kan ikke helt forklare det.



Indlæser mere indhold