Ilomilo

Ofte har jeg undret mig over hvorfor det er så pokkers svært at finde gode spil til børn, eller i hvert fald spil med et barnligt appeal, der kan stimulere børn og barnlige uden at spillene går hen og bliver overpædagogiske eller fordummende overfor andre aldersgrupper.

Kort sagt kan det være svært at finde spil der både underholder og stimulerer voksne såvel som børn, og selvom Apple og et hav af uafhængige udviklere har gjort det nemt at finde netop sådanne titler på iPhone, har det haltet hvis man har forsøgt at sig at finde sådan en titel på enten Xbox 360 eller PlayStation.

Bevares, både Braid, Portal og The Misadventures of Mr. Longbottom står til stadighed som fine eksempler på gode puzzle-spil, men disse spil har enten været for stiliserede eller for komplekse til at børn for alvor kunne nyde dem - efter min mening. Men nu kan jagten altså for alvor indstilles, for det svenske spilstudie Southend Interactive har netop udgivet Ilomilo.
<bild

I Ilomilo er historien ganske ligetil: Ilona og Milton er to væsner der til forveksling kunne ligne håndsyede teposer, og der findes ganske enkelt intet bedre end for de to at mødes i parken. Men hukommelsen for de to kære venner er ikke hvad den har været, og hver gang de skal mødes på ny, har vejen forandret sig. Vejen skal i dette tilfælde forstås som en række kasser der er sat sammen til at udgøre banerne, og de veksler meget i form, farve og ikke mindst sværhedsgrad. Det åbenlyse mål er at sammenføre ilo og milo, men der er også flere delmål, da der rundt på banerne er de små væsner Safkas, der hvis man indsamler dem alle, låser de op for nye bonusbaner. Samtidig ligger der tonsvis af små gyldne points spredt over alle banerne, og samler man et vist antal sammen, låser man op for et fragment af billede der er med til at fortælle ilo og milos baggrundshistorie ikke ulig de billeder man sammensætter i Braid.

Det mest slående ved spillets fremtoning som helhed er dog hvor lækkert spillet er designet og præsenteret. Banerne og figurene føles som taget ud af en moderne animationsfilm, og i henhold til historien, bliver der aldrig præsenteret flere elementer end højest nødvendigt.

Som når spillets hjælper Sebastian med sin napoleonshat kommer ridende på sin flyvende mariehøne, for at give en hjælpende hånd med spillets gåder og for at introducere nye mekanikker, ja så ved man at spillet ligeså godt kunne være inspireret af Spike Jonzes film "Where The Wild Things Are". Med andre ord, er det en verden som både børn og voksne kan fordybe sig i med god ro i sindet, og ellers skal de varme farver og det underfundige lydspor af træblæsere og akustiske guitarer nok sætte rammen for en fredfyldt og særpræget oplevelse.

Men på trods af spillets rolige tempo og umiddelbart børnevenlige design, så er det absolut ikke ensbetydende med at der ikke er udfordringer at hente i det besnærende eventyr om de to venner. Den bedste måde at beskrive gameplayets inkorporation med det visuelle design, er at se spillet som et sammensurium af Echochrome, Little Big Planet, Pikmin og Tetris. I sin vej gennem spillet tager man styringen over både ilo og milo, men hver for sig og på hver sin del af banen. Ved hjælp af oppustelige og udvidende kasser skal man afkode de forskellige baners strukturer, og samtidig undgå at banernes fjender sætter en effektiv stopper for videre progression. Alt dette er med til at man som spiller skal tænke kreativt, og udnytte dynamikken mellem de to figurer optimalt, og selvom spillet indimellem føles en anelse restriktivt og med nogle uforholdsmæssigt svære udfordringer, så tilgiver man hurtigt spillet med sin afvæbnende atmosfære. Som belønning er der til gengæld også masser af ekstra materiale der kan findes, og når spillets historie er afsluttet, er der masser af bonusbaner og en lokal multiplayer at kaste sig over.

Som puzzle-spil målrettet børn eller barnlige sjæle, er Ilomilo i særklasse og har man eftersøgt et spil med ovenstående kvaliteter, kan man snildt lægge en karakter oveni. For mit vedkommende blev den sukkersøde fremstilling hurtigt lidt for overfladisk, og jeg savnede et lidt dybere og mere eftertænksomt plan der også ville kunne appellere og skabe et større spillemæssigt incitament for voksne, da spillet ikke efterlader et følelsesmæssigt stort indtryk. Men som børnespil der kan aktivere de små grå i de små poder og for resten af familien, er Ilomilo et meget stærkt bud.