Indiana Jones and the Emperors Tomb

Actionmættet eventyr personificeret - det er vel den korrekte betegnelse for Indiana Jones. Gennem tre, mere eller mindre, fremragende episoder slog George Lucas én gang for alle den udfarende arkæolog fast på nethinden. Kombinationen af eventyr, mystik og hæsblæsende handling slog benene væk under publikum. En nærmest mytisk figur blev født. Der har været talrige forsøg på at konvertere Indy til en interaktiv oplevelse. I toppen ligger helt klart de to glimrende Adventure titler, mens det har haltet lidt efter på actionfronten. Det søges der nu rodet bod på. The Collective, der senest bragte os det yderst vellykkede Buffy, er hyret til tjansen.

Med et slet skjult nik til the Temple of Doom tager titlen sit udgangspunkt i den tætte jungle. I et fyrværkeri af udspekulerede dødsfælder føres vi gennem faldefærdige ruiner. Et relikvie venter os naturligvis for enden af strabadserne, men arkæologi er tilsyneladende et yderst farligt fag. Til yderligere at fylde krydderi på tilværelsen, vrimler omgivelserne af stereotypt onde elfenbensjægere. Tilsyneladende har de gennemskuet alle fældernes karakter. Åbenlyst uanfægtet vandrer de i hvert fald rundt mellem afgrundsløse dyb og giftpile en masse. I eventyrets ånd ignorerer man dog sin faktuelle mistro, og viser, at arkæologer kan andet end at grave. I en lettere modificeret udgave af kampsystemet fra Buffy uddeles flade på den hårde måde. På nærmest værtshusagtig maner serveres springskaller og kæberystere til højre og venstre.

Umiddelbart er Indy lidt mere begrænset i sine udfoldelsesmuligheder. Antallet af bevægelser er blevet noget begrænset i forhold til den yndige vampyrdræber. Til gengæld er adgangen til våben blevet markant udvidet. Allerede fra starten er der skydevåben i oppakningen, og løbende bliver der føjet nye ting til. Mere eller mindre automatiserede ildspyende dræbere ligger med jævne mellemrum klar til opsamling. Det er nu en sært tilfredsstillende følelse, at udgyde en samling hagl ind i en ordentlig gruppe sortklædte lædernazister. Givende er det også, når scenen skifter, og man sidder bag et fastforankret maskingevær, omgivet af motorcykelkørende kinesiske triademedlemmer.

Det første kapitel agerer blot indgang til en dybereliggende historie. Problemet er, at to formål søges afdækket. Vi skal lære kontrollen at kende - dette samtidig med, at vi helst skal få adrenalinen op at køre. Desværre ender det som lidt af et antiklimaks, der - trods højdepunkter - føles for langtrukket. Efter strabadserne i junglens indre føres vi gennem Prags gader frem mod en åndelig udløsning i Kinas undergrund. Alle kapitler er underopdelt i sekvenser med hvert deres hovedbrudsgivende primærobjektiv. De tilgængelige omgivelser er som oftest temmelig begrænsede, hvorfor spillets linearitet skinner igennem. Dette har dog også sine fordele, da det henleder opmærksomheden på de puzzles, der konstant flyder under overfladen. Problemstillingerne vil ofte spøge i underbevidstheden efter en endt session: Hvordan kommer jeg forbi krokodillen? Hvordan når jeg den port?

Udfordringerne varierer mellem puzzles og kampsekvenser. Førstnævnte er et haglnedslag af platforme, bundløse dyb og gitre. Konstant bombarderes du af refleksprøvelser. Desværre så er der lagt alt for meget vægt på dette segment. Underholdningsværdien forsvinder i en tåge af frustration, når man for tyvende gang skal igennem samme sekvens. Problemet er, at begrænsningens kunst er ignoreret, hvilket holdes i uløselig koalition med en uhjælpelig savefunktion. Mange af sekvenserne er så hårdt belastede, at man fristes til fuldstændigt at opgive ævred efter endnu et uretfærdigt dødsfald.

I solskinsbetonet kontrast står kampsekvenserne. Selv om kameraet har det med at spille vinkeltricks, så er helheden dog belønnende. Essensen af filmenes slagsmål er fanget i herlig slå på tæven maner. Den digitale fremstilling af Harrison Ford er lige i øjet. Dette gælder lige fra hans fysiske fremtoning frem til hans karakteristiske bevægelsesmønster. Malurt har dog også her fundet vej til bægeret. I et ellers herligt grafisk univers bryder ujævnheder illusionen. Massive overflader nedbrydes af seriøse problemer med clipping. Det føles uprofessionelt, når Indy stikker såvel arme som ben gennem en ellers solid klippevæg. Alligevel holder man fast. Som aktør i den lalleglade forlystelsespark der afslører heltemod i klicheland. Et landskab af piskesmæld, evigt onde nazister og små skæve actionsekvenser venter.

Det er med splittet sind, at jeg lader mig indfange i det episke univers omgivet af John Williams legendariske soundtrack. Hver gang jeg træder et skridt frem, præges min drengeglæde af skyggesider. I sidste ende overvinder min fascination af ikonet problemstillingerne. Desværre med en gennemgribende følelse af bitterhed. Aftegningen af noget stort lurer under en upoleret overflade.