Indiana Jones and the Emperors Tomb

I en længere årrække har de eventyrlystne arkæologers digitale repræsentant været en kvinde ved navn Lara Croft. Det ultra atletiske fruentimmer fejede sine mandlige konkurrenter af banen med sine velproportionerede forlygter og rygende pistoler. Dengang må særlig én bestemt herre have følt sig slået på målstregen. Blandt venner går han under navnet Indy og dukker op på PS2 i en udgave, der gameplay-mæssigt er temmelig vellykket, men rent grafisk falder til jorden med et øredøvende brag, der sender trykbølger langt ud i fjerntliggende galakser. Spillet er udviklet af amerikanske, The Collective, som også står bag Buffy: The Vampire Slayer og det kommende Wrath.

Året er 1935, og som altid er Nazisterne i gang med at snuse sig frem til fortidens forsvundne skatte. Indy bliver sat til at opspore et ældgammelt kinesisk gravkammer, hvor en af landets forhenværende kajsere ligger begravet. Det bringer Indy ud på en lang og farefuld rejse til bl.a. Prag, Istanbul og Hong Kong. Indy har lånt ideér og gameplay elemeter fra bl.a. Tomb Raider og MGS. Sidstnævnte bidrager med steath, som giver Indy mulighed for at snige sig langs mure og kigge om hjørner, mens det næsten giver sig selv, at frøken Croft’s akrobatiske præcisionshop, armgangssekvenser og evige brug af kontakter også gennemsyrer gameplayet i Indy. Det trækkes selvfølgelig mest af alt på Indy filmene - ikke mindst er Indy’s pisk, et redskab man kommer til at bruge meget - og generelt har udvikleren fanget seriens atmosfære på fornem vis.

Kampsystemet er et af spillets stærkere punkter. Det er op med paraderne og så ellers dele kajerystere ud til højre og venstre. Der er to slåtaster - en til hver hånd - og det åbner op for combo-muligheder. Man kan samle alt fra stole til flasker og skovle op og prygle modstanderne med dem, og Indy kan også et par tricks med sin pisk. Det spædes op med et pænt våbenudvalg og muligheden for at gribe i fjenden og nikke ham en skalle eller banke ham gul og blå. Kampsystemet har meget at byde på og bliver aldrig kedeligt. I det hele taget er styringen intuitiv og velfungerende, og man bliver kun sjældent svigtet af kameraet.

På tænkefronten bliver man stort set holdt i hånden hele vejen. Skal man bruge sin pisk for at svinge sit korpus fra A til B eller sin kniv til at skære plantestængler over med, popper et ikon op på skærmen. Det man først tror er en opstarts-tutorial, viser sig at være en du-skal-ikke-tænke-selv procedure, der fortsætter hovedløst fra start til slut. Men måske er det kompensation for det ringe udsyn, gameren har, takket være spillets meget gnidrede grafik.

Visuelt er Indy ren tortur for hornhinderne. For det første er billedet helt ubegribelig uskarpt. Skærmtekst fremstår så gnidret, at en jægerpilot ville være nødt til at knibe øjnene sammen for at kunne læse den. Denne anmelder måtte tjekke sit RGB kabel på alle leder og kanter, men det kunne ikke forklare problemet. Det er svært at bedømme de visuelle detaljer alene af den grund, at man ikke rigtig kan øje på dem, men det man kan se, imponerer på ingen måde.

Det er imidlertid ingen kunst få øje på spillets haltende frame-rate. Billedet hakker frygteligt det meste af tiden, hvilket forekommer fuldstændig uforståeligt, når så mange titler efterhånden har vist, hvad Sonys maskine er i stand til, hvis en udvikler evner at tæmme dens kræfter bare en smule.
Det hører ikke til sjældenhederne, at et spil brygget på en filmlicens lader et prangende visuelt ydre indkapsle et uinspirerende og kedeligt gameplay. Indy er dog et eksempel på det stik modsatte.

Et godt kampsystem, overvejende velfungerende kamera og styring og en lækker Indy-atmosfære. Men de positive sider overskygges af puzzles, der alt for ofte løses af spillet selv, samt at spillet er et teknisk mareridt af hidtil uset karakter. Spillet falder helt igennem pga. det grafiske, og hvor er det ærgerligt, når den, Lara Croft i sin tid stjal opmærksomheden fra, endelig er vendt tilbage i digital form og ellers gør så mange ting rigtigt.