Indiana Jones and the Staff of Kings

Det er svært at sidde stille, da det klassiske tema begynder. Eventyret er ligesom startet, allerede inden jeg er nået til hovedmenuen. Da-dada-DAA-da-dada...ah, det er noget helt særligt for alle med en forkærlighed for hattebærende, piskesvingende arkæologer. Og det kan lyde som en noget tvivlsom skare af personer, men det er det ikke, ikke når vi snakker om gode, gamle Indiana Jones.

Indiana Jones and the Staff of Kings følger ikke nogle af de fire biograffilm. Det er i stedet en helt ny historie, der dog holder godt fast i det universet altid har handlet om: Eventyr på steder, der er omgærdet af myter og historier, action med et gevaldigt glimt i øjet og en charmerende arkæolog i hovedrollen. Søndagsmatinee-følelsen er der. Jeg føler, at jeg løber rundt i en Indiana Jones-film, det er der ingen tvivl om.

Året er 1939, krigen hærger verden over. Altså godt og vel et år efter den sidste af de oprindelige tre film. Denne gang er filmens omdrejningspunkt et kapløb mellem Indiana og nazisterne, der leder efter et gammelt artefakt, nemlig Moses stav. Som i den bibelske Moses stav. Den som kan dele havene, ved I. Vanen tro er der en del overnaturlige hændelser i Indiana Jones and the Staff of Kings. Tyskernes store skurk og dermed Indys nemesis er i denne omgang Magnus Völler. Og han dukker naturligvis op på de mest ubelejlige steder og tidspunkter.

Efter en introduktion i Sudan, pisker Indy eventyret videre til San Francisco, Panama, Tyrkiet og Nepal. Jeg bruger ca. en time på hver bane samt en portion tid på den afslutningsvise bane, en bane jeg ikke har tænkt mig at afsløre her. Det er altså noget nær et kort spil, du med lidt god vilje kan klare på en eftermiddag. Mellem fire og seks timer vil jeg tro. Men selvom det er kort, så er det et velgjort actioneventyr med masser af variation, underholdning - og så er det ikke mindst pænt.

Med ekstra tryk på pænt. I hvert fald ligger det i Wii'ens absolutte top rent grafisk. I visse øjeblikke blider jeg mig nærmest, at det er en ældre Xbox 360-titel jeg spiller. Jeg trasker rundt i detaljerede og variationsrige miljøer, der gennemgående besidder en fin lyssætning og et godt design. Det forstærker naturligvis følelsen af at være en del af en klassisk film, når junglen er tæt og farvefyldt, og solens stråler bader både blade og tempelvæggene i et smukt skær. Specielt når man samtidig helt tydeligt kan se Indiana Jones' ansigtsudtryk. Spillet beviser, at der findes en del grafiske muskler i Nintendos lille hvide maskine.

I forhold til spiloplevelsen, så er de fire fokuspunkter slagsmål, platformhopperi, gådeløsning og revolverskyderi. De bevægelsesfølsomme controllere fungerer for det meste godt i slagsmålene. Nunchuck og Wii-moten repræsenterer hver deres næve, og uppercuts, hookslag og en lige højre registeres for det meste uden problemer. Det er gammeldags slå-på-tæven slagsmål der gælder.

Og det giver naturligvis mulighed for en lang række klassiske barslagsmål, noget der inkluderer øjeblikke, hvor du griber fat i kraven på skurke og uddeler velplacerede håndmadder. Samtidig kan du bruge pisken til at afvæbne og gribe fat i fjenderne, samt at samle ting op i spilverdenen, hvilket absolut er en fordel. Der er noget specielt over at kaste med billardkugler og flasker.

Platformhopperi er lige så let som at klø sig selv i nakken. Det kan nærmest ikke gå galt, og det er ikke til at komme uden om. Og siden spillet indeholder en stor portion af dette, så er Indiana Jones and the Staff of Kings pr. automatik meget enkelt at spille. Det samme gælder gåder, hvor det er helt åbenlyst, hvad du skal gøre for at løse dem.

Pistolkampene er sekvenser der afvikles for sig selv, på tidspunkter hvor du er fastlåst bag en eller anden form for beskyttelse. Det eneste du kan gøre, er at bevæge dig frem og tilbage bag denne beskyttelse. Og det er ikke nødvendigvis noget negativt, da jeg godt kunne forestille mig, at spille ville blive alt for let, hvis man kunne skyde som det passede én. Desuden er Indiana Jones ingen revolverdesperado, han lader hellere knytnæverne og pisken tale. Jeg ser mere revolverkampene som en skøn, arkadeagtig mulighed for at ændre lidt på tempoet. Hardcore-spillere der vant til andre ting vil dog nok fnyse. Men jeg vil foreslå, at du går ind til det med et åbent sind. Personligt havde jeg det for det meste rigtigt sjovt.

For det meste, altså. Der findes øjeblikke, hvor jeg havde lyst til at tæve mig selv med håndledsremmen. Som f.eks. i flere minutter forsøger at indsætte et kranie i et stort maskineri, for at kunne komme forbi en fælde. Eller da jeg i et mini-spil skal slå fjender ud med en kran og et svævende piano. Ja, I læste rigtigt, et piano. Her brugte jeg godt og vel en halv time af mit liv på at forbande en bevægelsesfølsom kontrol, der var brugt på den helt forkerte måde.

Harrison Ford står i øvrigt ikke selv for stemmeskuespillet. Alligevel er lydbilldet mere end godkendt, da hans stand-in gør det rigtig godt. Og så er det naturligvis svært, at gå synderligt galt i byen med det licenserede soundtrack fra filmene.

Sidst, men ikke mindst, så er der ekstramaterialet. Der findes nogle Co-op-mission og en slags deathmatch-alternativer, hvor man både kan kæmpe med flyvere og tanks. Aboslut sjovt, men det er ikke et seriøst alternativ til de mange andre spil på markedet. Langt bedre er det, at hele det klassiske SCUMM-baserede point 'n click-spil Indiana Jones and the Fate of Atlantis medfølger. Det er et rigtigt solidt spil, der byder på underholdende dialog, pixeleret og skøn grafik, et eventyr i stil med The Secret of Monkey Island. Wii-moten er faktisk god i denne funktion, og så er det fedt at opleve spillet fra en sofa på en fladskærm.

Indiana Jones and the Staff of Kings er måske lidt for enkelt, lineært og kort, og ind i mellem fejler kontrollen også. Ja, sågar er et par af mini-spillene ekstremt frustrerende. Men samtidig drypper spillet af den der velkendte søndagsmatinee-stemning, der er et godt tempo og masser af afveksling, og så er det ikke til at komme uden om, at dette er et af de flotteste spil på Wii. Det skal faktisk bemærkes at billederne her i anmeldelsen ikke er helt retfærdige mod det grafiske niveau. Spillet viser sig klart fra det bedste side, når det er i bevægelse. Herfra skal der lyde en varm anbefaling til Indy-fans om at snuppe et eksemplar.