Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Indika

Indika

En guddommelig rejse med djævelen som ledsager.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Der skal tænkes ud af boksen for at skille sig ud i dagens spilverden, og det må man sige, at Odd Meter gør. Det lille studie, der før havde hjemme i Moskva, men nu holder til i Kasakhstan (jeg behøver vist ikke forklare baggrunden for denne flytning), har leveret et spil, der blander teologiske debatter, trøstesløse russiske vinterlandskaber og aparte 8-bit-elementer. Det burde ikke fungere, men det gør det. I den grad.

Vi befinder os et eller andet sted i Rusland, langt mod øst og mod enden af 1800-tallet. Vældige omvæltninger er på vej i det store kejserrige, men det er nu ikke noget, der optager vores unge heltinde Indika, en dydig og underdanig nonne i et middelalderligt kloster. Det lyder næppe som den mest sindsoprivende beskæftigelse, og INDIKA gør indledningsvist ikke meget for at modbevise den antagelse. En af dine første opgaver er at fylde en spand med vand fra klostrets brønd. Møjsommeligt henter du vandet op fra brønden og traver gennem den beskidte sne. Ikke en, ikke to, men hele fem gange. Og hvad er så din belønning? En nonne vælter spanden og overdynger dig med en salve af overraskende ukristelige skældsord.

Så er stemningen ellers sat. INDIKA vil tydeligvis gerne lære dig noget, men efter endt gennemspilning er jeg ikke helt sikker på, hvad præcist det er. Det skyldes ikke kun, at jeg måske er en lidt tungnem elev, eller mangler viden om den ortodokse gren af kristendommen. Nej, det er nok snarere fordi, at hvor de indledende pointer hamres hjem med tungt, repetitivt gameplay, så droppes den tunge morallektion hurtigt til fordel for et sjovt, skørt og ikke så lidt rørende roadtrip.

Indika
Dette er en annonce:

Efter de indledende ydmygelser får Indika til opgave at levere et brev til et andet kloster en dagsrejse væk. Vejen dertil indeholder ikke fjender, du skal besejre, og du skal heller ikke finde hverken mad, varme eller andre ressourcer, trods den bidende kulde og Indikas ydmyge klæder. I stedet skal du løse en række gåder, der næsten altid kræver, at du manipulerer miljøet på den ene eller anden måde. Det koger ofte ned til, at du skal trække i et håndtag eller skubbe til nogle kasser, hvilket vi har set tusinde af gange før. Men det gør nu ikke det store, for hver eneste udfordring er godt skruet sammen. Her er ingen lysende, eller overivrige hjælpere, der efter to sekunders tilstand på det nærmeste forærer dig løsningen. Det er simpelthen ikke nødvendigt.

Tidligt i spillet kravler man op på taget af en faldefærdig bygning. Her er et flytbart pengeskab, så logisk nok prøver man at skubbe det hen i et hjørne, hvor det ligner, at man - lige akkurat - kan nå en afsats. Problemet er bare, at det ustabile tag flytter sig med vægten, og derfor ender der faktisk med at være længere op, når man har flyttet pengeskabet. Jeg skal ikke afsløre den konkrete vej frem her, men blot bemærke, at spillet meget ofte frister med en nem løsning, for så blot at komplicere gåden med et interessant tvist, der ofte kræver at man holder både øjne og øre åbne.

Udover at være godt gameplaydesign, understøtter dette også spillets kritiske syn på dogmatisk religion: Simple løsninger er ikke vejen frem, og verden er mere kompliceret end så. En enkelt lektion fra klosterlivet, vil dog alligevel komme spilleren til gavn. Det er nemlig godt at kende sine begrænsninger. Indika viser sig at være en overraskende handlekraftig karakter, og hun er god til at manipulere maskiner og kravle over små forhøjninger. Men nogen Super Mario er hun ikke. Hendes begrænsede evner kombineret med miljøer, der aldrig indeholder specielt mange interagerbare elementer, er endnu en årsag til, at spillets design fungerer. Så snart man har forstået spillets præmisser, er man aldrig rigtig i tvivl om, hvor man skal lede efter en løsning, eller i hvilken retning man bør bevæge sig gennem de tilsyneladende uoverskuelige miljøer. Det er godt design, men man kunne måske godt ønske sig lidt mere originalitet i nogle af gåder. Særligt de segmenter, hvor man ved skiftevist at undertrykke sin tvivl og lade den komme til udtryk ændrer miljøerne, kunne være brugt lidt bedre. Det er visuelt flot, men jeg synes, at eksempelvis Hellblade: Senua's Sacrifice gør bedre brug af hovedpersonens psykologi til gådeløsningen.

IndikaIndika
Dette er en annonce:

Visuelt er INDIKA vist definitionen på en usleben diamant. Teksturerne og er ikke specielt polerede, og animationerne er en anelse stive og kluntede. Du skal heller ikke frygte at blive sneblind for det atmosfæriske og dynamiske lys, vi så ofte ser i denne generations spil, er kun til stede i yderst begrænset grad. Alligevel er der en slags rå skønhed over de faldefærdige russiske provinsbyer og de triste fabrikshaller, som man skal bevæge sig igennem. Selv himlen er grå og trist, og den begrænsede farvepalet, der giver minder om Xbox 360/PS3-æraen, underbygger virkelig stemningen. Det samme gør sneen, der er ikke den kridhvide, rene slags, vi kender fra andre spil, og som på det nærmeste ville få dig stoppet i en lufthavn. Nej, det er snavset, tungt, og er flere steder trådt til mudret, sort sjap. Jeg elsker det.

Alt er dog ikke snavs, mørke og kulde. Undervejs oplever vi en række flashbacks til Indikas barndom, der udspiller sig som små retrospil med flot og farverig pixelgrafik. Selvom minispillene er, ja, små, så bryder de spillet op på effektiv vis, og det samme kan siges om et segment, hvor du får lov til at køre på en slags futuristisk dampcykel. Den trøstesløse præsentation lives også op af pixelerede point, som du løbende tildeles på din rejse. Dem kan du bruge på et komisk færdighedstræ, der absolut ingen effekt har på spillets gameplay, hvilket udvikleren selv advarer om under en indlæsningsskærm. Jeg vil dog godt afsløre, at pointene - som næsten alt andet i spillet - har betydning for spillets historie og tematik.

Indika

Netop historien er Indikas største styrke. Spillet tager "kun" en tre til fire timer, men man sidder alligevel tilbage med følelsen af at have været på en lang rejse - så meget når man at opleve på den korte tid. Indledningsvist er det næsten som en slags mørk komedie, da du møder uduelige soldater, fordrukne kommandører og mange andre farverige karakterer. Du render også ind i den undslupne straffefange Ilya, der ender med at ledsage dig på din rejse. Din anden rejsekammerat er dine egne tvivlende tanker, manifesteret i Indikas hoved som djævlen selv. Som du kommer tættere på din destination, er det dog som om, at du gradvist skrumper, og du står pludselig over for monstrøse dyr og kaviardåser på størrelse med olietønder. Stemningen er nu anderledes dyster, og du må kæmpe dig igennem triste, overvældende fabrikker, der giver minder om Inside og Limbo.

Det hele ender ud i en stemningsfuld slutning, men det er nu alligevel rejsen og ikke destinationen, det handler om. Som sagt ledsages du både af straffefangen Ilya og djævlen i dine tanker, og både den indre og ydre dialog er intet mindre end fremragende. Selvom emner er tunge og filosofiske glider dialogen naturligt, og der er masser af humor undervejs. Samtidig er det overraskende spændende at følge den teologiske diskussion, da de religiøse dogmer konstant udfordres af modargumenter taget ud af den rene logik eller den beskidte virkelighed i det triste russiske landbrugssamfund. Mon ikke forfatterne har læst deres Dostojevskij? Du kan høre det hele på acceptabelt britisk, men gør dig selv den tjeneste, at slå de russiske stemmer til i stedet. Jeg forstod ganske vist ikke et kuk, men mit indtryk er, at stemmeskuespillet her er af højere kvalitet, da tonelejet passer bedre til, hvad der sker.

IndikaIndika

INDIKA er som nævnt en smule upoleret. Teknisk halter spillet, og på PS5 er kameraet ofte lidt tungt, ligesom spillet bestemt vakler i troen, når det kommer til at holde sig til de 60 fps. Ja, for nu at skære ind til benet, er den tekniske ydelse bare ikke god nok. Det kan dog alt sammen tilgives, for med ret simple midler formår Odd Meter at bygge en helstøbt spiloplevelse, der underholder undervejs og efterlader en med stof til eftertanke.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Dialog og historie af øverste skuffe. Simple, men veldesignede gåder. Stemningsfuldt visuelt design.
-
Flere aspekter fremstår en smule rå. Hoster og pruster på konsol.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

IndikaScore

Indika

ANMELDELSE. Skrevet af Jakob Hansen

En guddommelig rejse med djævelen som ledsager.



Indlæser mere indhold