Infamous: Second Son

Delsin Rowe er spild af tid. Med sin hue trukket godt ned om ørene, langt pjusket hår og en tøjkombination fuld af egne designs, er han den ærketypiske hipster der pokkerme ikke kan forstå at verden ikke er vinklet efter hans synspunkter. Han er i konstant kamp mod "overmagten" uden helt at vide hvad den egentligt er, og så er han ikke bange for at gøre opmærksom på alt dette via sine altid tilstedeværende spraydåser.

Han er med andre ord virkelig irriterende. Det synes hans venner og familie i det lille stamme-samfund også, og selvom de har det bedst med at holde sig for sig selv, er Delsin tydeligvis tæt på at få sparket ud af Akomish-stammen, da han første gang toner frem på skærmen. Sparket står til at blive leveret af hans broder Reggie, der udover at være Delsins yndlingsoffer også er sherif og ordensmagt i den lille by.

Hvis du ikke føler en eller anden form for irritation over Delsin inden for de første par minutter, har Sucker Punch ikke gjort deres arbejde rigtigt. Det er et tydeligt designvalg, der med tiden viser sig at give Delsins forudsigelige forvandling mere dybde, og et designvalg der paradoksalt nok gør ham mere charmerende jo mere tid man bruger i hans selskab.

Forvandlingen fra lokal hipster til superhelt vil jeg selv lade jer opleve. Man mærker dog hurtigt, at det ikke er første gang Sucker Punch har med superhelte at gøre, og derfor sørger den talentfulde udvikler for ganske hurtigt at give spilleren et par fantastiske evner, der betyder at man kan bevæge sig som kun en superhelt ville kunne. Det lyder måske som en petitesse, men med en troværdig gengivelse af Seattle som åben legeplads, er det i langt højere grad end laserstråler og røntgensyn de fantastiske muligheder for bevægelse, der bedst fortæller hvor utroligt det er at være en superhelt.

Delsins første superkræfter har alle røg som tema, hvilket ud over superstyrke betyder at han kan skyde med ildkugler, omdanne sig til et menneskeligt missil, svæve, samt forvandle sig til en røgsky i et par sekunder ad gangen. Man opdager hurtigt at sidstnævnte evne kan bruges sammen med bygningernes udluftningssystemer, hvilket på et sekund sender Delsin op på toppen af en bygning. Herfra er det en smal sag at kombinere røgsky-evnen og svæve-mulighederne til at nå fra bygning til bygning, og pludselig er enhver afkrog af Seattle et mål man ønsker at undersøge.

Historien i Second Son er ligeså dystopisk som den slags plejer at være, og selvom den udspiller sig syv år efter Cole ofrede alt for at redde planeten, er hverdagen som Conduit (spillets høflige navn for folk med superkræfter) ikke blevet nemmere. I stedet har en privatejet ordensmagt ved navn Department of Unified Protection (DUP) besluttet sig for at tage hånd om problemet, markeret enhver person med superkræfter som Bio-Terrorist, og gjort sit for at skaffe dem af vejen.

DUP-lederen Brooke Augestine er en næsten omnipotent ordenskvinde, der ikke et eneste sekund lægger skjul på, at det er hende og hende alene, der har en klar vision for fremtiden. At denne primært består af en systematisk afskaffelse af ethvert problem på vejen, er der øjensynligt ikke nogen der tør nævne overfor hende som et problem. Hvad der gør hende endnu mere interessant er at hun selv er en Conduit, der glædeligt bruger sine unikke kræfter.

DUP-troppernes mange bastioner bliver hurtigt til Delsins primære mål, og selvom udvikleren har sørget for et krydre spillets verden med masser af sidemissioner, er det kun ved at udrydde disse fæstninger at man kan gøre en reel forskel. Forskansningerne bliver oftest forsvaret af et stort arsenal af menneskelige tropper, autokanoner og dets lige, men ved at besejre dem og ødelægge en speciel mandskabsvogn befrier man en lille del af Seattle. Bonusserne for en sejr er mange, og udover efterfølgende at kunne teleportere sig til de befriede områder, bliver man også oplyst om hvor man finder de mange bonusmissioner, og vigtigst af alt, hvor man kan finde de mange shards.

Shards er spillets navn for de små energi-krystaller, man bruger til at åbne op for de forskellige evner i Delsins evnetræer, og det udvikler sig hurtigt til en slags besættelse af finde dem alle. Med det i tankerne har udvikleren også været lidt snedig i placeringen af dem, og mens nogle kræver at man er villig til at gå i kamp eller kravle op i svimlende højder for at få fingrene i dem, er de sjoveste dem som befinder sig på fritflyvende drone-fly.

Adgangen til de forskellige evner afhænger dog ikke udelukkende af det indsamlede antal af Shards, men også din karma. Som i seriens forgængere har Delsin hele tiden valget mellem at gøre tingene på en nogenlunde fredsommelig måde, eller i stedet glemme enhver form for samvittighed og gå superhelte-bananas på modstanderne. Alt efter hvor temperamentet ligger, åbner man op for specifikke evner, som alle er designet til yderligere at forfine den valgte spillestil.

Fra starten er evnerne ikke mange, og selvom røg-temaet giver Delsin nogle unikke muligheder, kommer der først rigtig gang i sagerne da han møder Abigail Fetch. På trods af en sørgmodig baggrundshistorie råder hun nemlig over Neon-superevner, der alle gør brug af et smil-fremkaldende og friskt lilla farvetema. Ved at absorbere Neon-evnerne opnår Delsin superfart og adgang til et finskytte-lignende præcisionsvåben, der er særligt effektivt til anskaffelse af Karma-points. Et møde med den nørdede Eugene Sims giver senere adgang til Video-superevner, hvilket betyder digitale vinger, skytsengle-fremkaldelse og andet godt, og så er der endda et evne-tema mere, som jeg her vil undgå at røbe.

I modsætning til Cole har Delsin ikke mulighed for at kombinere flere forskellige evner. I stedet må man finde kilder med enten røg, neon eller video for at aktivere eller genoplade de enkelte evne-sæt, og selvom det i højere grad lader udvikleren diktere i hvilke situationer specifikke evner skal bruges, kommer det faktisk til at virke som en hæmsko. På trods af at Delsin optjener langt flere muligheder, træder de fleste af evnerne hinanden over tæerne og er blot erstatninger med nye twists og effekter. Her var Coles muligheder for at kombinere dem væsentligt sjovere. Ærgerligt er det også, at der ikke er en eneste af evnerne i Second Son, som jeg ville have fortrukket frem for Coles elektriske af slagsen, hvis jeg selv havde haft valget.

Skiftet til en stærkere hardware er tydeligvis noget der har behaget talenterne hos Sucker Punch. Den digitale version af Seattle er fyldt med detaljer, der gør at byen er en fornøjelse at beskue, uanset om det er mens nattemørket ligger sig over byen, om det er når solens første stråler finder vej gennem betonjunglen, eller om det er når byen finder sit største smil frem på en sommerdag. Mulighederne for at eksperimentere med forskellige grafiske temaer er tydeligt blevet mindsket, fordi udvikleren har ønsket at holde på autenciteten, men selvom man fra tid til anden savner lidt mere variation, bliver det sjældent kedelig at se på.

Second Sons utvivlsomt mest imponerende tekniske bedrift er dog skuespillet og ansigtsmimikken. Jeg kan ikke huske nogensinde tidligere at have oplevet et spil der så effektivt har fortalt så meget via ansigtsudtryk i mellemsekvenserne. Samspillet mellem Delsin og hans broder Reggie er både varmt og troværdigt, og samtidigt fyldt med broderlige drillerier og den slags diskussioner som man oftest kun har med familiemedlemmer, og for en gang skyld i spilregi føles det rammende. Når scenerne ikke virker, er det oftest fordi historien er mangelfuld, og alligevel reddes også mange af de scener fordi man nøje kan genkende smerte, glæde, tvivl og frygt hos hovedpersonerne.

Fokusset på hvad den nye hardware har kunnet gøre for skuespillet betyder dog også, at andre mindre polerede aspekter af oplevelsen fremstår væsentligt tydeligere. Den omkringliggende verden virker således ofte aldeles ligeglad med de krigszoner, der udgør Seattles gader, og biler følger den normale trafik, stopper for rødt lys og kører i sneglefart, på trods af at raketskyts, laserstråler og ildkugler flyver gennem luften. Andetsteds er Seattles indbyggere så optagede af deres hverdag, at de ignorer hvordan DUP-soldater beskyder dem med maskinpistoler, fordi Delsin har krydset deres vej. Problemerne er dog rettet en smule i en day-one-patch, men det er stadig ikke helt i top.

Animationen lider også stadig af de samme problemer som i PlayStation 3-forløberne, hvor Delsin nogle gange synes at have svært ved at finde ud af hvilke elementer af spilverdenen han kan holde fast i, og hvilke der udelukkende er tænkt som baggrund. Det ser underligt ud, er skuffende fordi der nu er mange flere tekniske hestekræfter til rådighed, og får mig til at mistænke udvikleren for at have genbrugt dele af koden direkte fra forgængerne. Mest af alt er disse elementer dog skuffende, fordi man hurtigt kommer til at mistænke Sucker Punch for at have skyndt sig lige rigeligt nok for at få spillet gjort klar til tiden.

Disse små mangler og skuffelser ændrer dog ikke ved, at Infamous: Second Son er et helt igennem solidt og aldeles fornøjeligt actioneventyr, som jeg selv efter de cirka 12 timer, det tog mig at gennemføre hovedkampagnen og jagte shards, hurtigt vendte tilbage til for at fuldføre de sidste sidemissioner. Det vil føles meget bekendt for de, der allerede har gennemført seriens tidligere kapitler, og man vil fra tid til anden støde på elementer, der får det til at virke som om udvikleren har haft virkelig travlt. Det ændrer dog ikke på at man er i rigtig godt selskab med Delsin under hele hans rejse.

Infamous: Second Son er måske ikke en spilklassiker af den slags, vi i fremtiden vil huske tilbage på som et genre-unikum, men som en af de første store eksklusive spiloplevelser til PlayStation 4 er det en overordentlig solid start af den slags, som de fleste ejere af konsollen virkelig bør overveje at give et forsøg.