Inscryption

Henover jul og nytår gik det op for mig, at i det næste lange stykke tid vil det være begrænset hvor meget tid jeg kan indtage stuen og det store fjernsyn. Med to små drenge, hvoraf den ene nu på forfærdelig vis er ved at droppe middagsluren, så er fritiden knap, og den der nu er 10 minutter her og der på sofaen.

Med det in mente har jeg kastet mig over min Switch som et centralt underholdningsværktøj, og netop i ovenstående periode har jeg gennemført intet mindre end tre spil. Det var en fornøjelig oplevelse at genopdage gaming på farten.

Af de tre har Inscryption uden tvivl været min absolutte favorit. Det er endnu et af de der spil der primært er udviklet af en enkelt person, Daniel Mullins, dog med lidt hjælp fra hans eget studie, og hvis du har haft øret til jorden de sidste par år, så har uden tvivl hørt om det allerede. Ligesom Celeste, Slay the Spire, Darkest Dungeon og senest Vampire Survivors of Cult of the Lamb (som jeg også har gennemført for nylig), så erobrede denne beskedne indie-titel overskrifterne og mediefladen for en stund, og betragtes idag som værende en gigantisk kritisk og økonomisk succes.

Jeg selv blev tryllebundet fra start af. Du vågner op i en bjælkehytte, hvor et mystisk væsen, som kun identificeres gennem to lysende øjne i det ene dunkle hjørne af hyttens ene, store rum stirrer olmt på dig. Hans præmis er simpel; du kan udelukkende undslippe ved at spille et hjemmelavet kortspil mod ham. Samtidig med det er du fri til at udforske dine umiddelbare omgivelser, og skal i sidste ende balancere en slags Escape Room-agtig præmis med det her roguelike-kortspil indtil det hele til sidst... ja, klikker.

Det er bare starten på Inscryption, et spil der på satirisk og selvbevidst vis formår at fortælle en langt større historie end det umiddelbart tyder på i starten, og det når sågar at blive ganske meta, noget som jeg senere har lært ikke rigtig falder i alles smag.

Jeg selv nød historien i fulde drag, og følte mig altid underholdt og draget til at se hvad der ville ske rundt om det næste narrative hjørne. Samtidig med det stoppede spillet aldrig tværs over de cirka 10 timer med at finde på nye påfund - altid en ny idé i ærmet, altid en selvbevidst meta-kommentar. Det fungerer til fulde.

Samtidig med det er Inscryption også bare helt generelt et fantastisk kortspil, som balancerer rundt om det faktum at der er fem "lanes" hvor du kan placere kort, ligesom i eksempelvis Hearthstone. Er en "lane" ubeskyttet, så kan et kort spillet af modstanderen give dig direkte skade der. Nogle kort kræver at du ofrer dårligere kort som betaling, mens andre ignorerer spillets regler fuldstændig. Kombiner det med en roguelike "sti", som er anderledes for hver gang du begiver dig ud i et "run", som tilbyder nye kort, muligheder for at kombinere eller forbedre, og alt derimellem, og så har du et helt og holdent vanedannende spil der også fungerer i det hele lavpraktiske, det helt granulære.

Det betyder ikke at Inscryption er direkte perfekt. I sit ønske om altid, konstant, at innovere, så kaster det til tider noget velfungerende ud af vinduet til fordel for noget nyt - der så ikke fungerer nær lige så godt. Sådan er det lidt når man insisterer på at det næste kapitel skal vende alt på hovedet, altid.

Men fra et grafisk, musikalsk, strategisk og mekanisk synspunkt er Inscryption en triumf, og noget som de fleste der har hang til roguelikes og kortspil bør prøve, om ikke andet fordi det at gebærder sig som få andre spil på markedet.

Giv det et skud, og du vil ikke fortryde det.