Inside

Det starter med en flugt. En lille dreng glider ned af en skrænt i et mørkt, dystopisk landskab, og undgår med nød op næppe den glinsende kegle fra de mange spotlys. Hunde er blevet sluppet løs, og deres gøen kan høres ude i periferien. Maskerede mænd leder febrilsk bag hver en krog, alt imens horder af tilfangetagende, zombie-lignende væsner bliver gelejdet op i en lastbil, for at blive transporteret langt, langt væk.

Dette er begyndelsen på Inside. Det nye spil fra den dansker udvikler PlayDead, der tidligere har imponeret med debuten Limbo. Inside er en subtil, mørk og obskur fortælling om en modløs verden, som du bevæger dig igennem, gemmer dig fra og er bange for. Alt er ude på at gøre dig fortræd, der er ingen der kan hjælpe dig. Det eneste du kan gøre er at holde dig i bevægelse, og forsøge at undslippe mørket.

Inside er Limbo 2.0. Det er ikke bare en spirituel efterfølger, i det man kan mærke det foregåendes spils DNA, nej, der er tale om det tætteste vi overhovedet kan komme på en ægte efterfølger til Limbo, i både udtryksmæssig og mekanisk forstand. Inside er en 2D-platformer med et lille puslespil hist og her, hvor du skal manipulere en række objekter for at bevæge dig videre. Selve fortællingen er subtil, indforstået og uden én eneste linje dialog. Det eneste du kan gøre at se godt efter, og være, ligesom drengen du styrer, vidne til de begivenheder du oplever.

Inside oser af stemning fra start til slut, og formår at fortælle en dyb om ikke andet implicit historie uden så meget som et kvæk fra hovedpersonen, overhørt dialog eller tekstbaseret kommunikation. Det hele foregår mellem linjerne, og det der foregår efterlader et stort indtryk på spilleren. Faktisk nyder Inside utrolig godt af ikke at blive mudret til med al mulig unødvendig støj. Spillerens oplevelse af miljøerne, af spillets begivenheder er central hele vejen igennem, og denne mere puritanske tilgang gør at man spekulerer, at man bliver aktiveret. For nylig anmeldte jeg Deadlight, og der var det et konstant irritationsmoment at hovedpersonen Randalls monolog lå som et tykt lag husholdningsfilm henover historien. Overeksponering kvæler alt. Denne fælde falder Inside, ligesom Limbo, aldrig i, og selvom du aldrig får de svar du søger, så er nysgerrigheden altid i top.

PlayDead må have nogle alvorligt dygtige grafikere og animatorer, for synes du at Limbo var en utrolig visuel oplevelse, så vil Inside uden tvivl blæse dig bagover. Designet er stadig forsætteligt kantet og simplificeret, og ligesom Limbo har Inside en begrænset farvepalette. Det betyder dog at balancen imellem lyssætning og skygger for alvor får lov til at komme til sin ret, og derfor ligner Inside en bevægelig silhuet, en tegning. Det gør spillet til en utrolig betagende ting at betragte, og jeg tog flere gang mig selv i standse op, om ikke andet bare for at være til stede i denne grusomme men dragende verden. Insides visuelle udtryk sælger hele oplevelsen med hud og hår, og alt lige fra uhyggelige 1989-inspirerede robotvagter til de forfaldne rester af den engang kendte civilisation hører så meget hjemme i det samlede helhedsindtryk.

Ligesom med Limbo er der ingen dialog at finde i Inside, og reallyden er også sparsom. Ligesom med narrativet bliver less dog i virkeligheden more, for drengens skridt i de tomme industribygninger runger med mere klang, og regnen der trommer på de rustne bliktønder på de dunkle marker ekkoer med mere karakter - at der er så lidt at lytte efter gør at man altid lytter efter. Musikken er dog ikke en konstant som tidligere, men er snarere sat i kø til at akkompagnere dig når situationen kræver det. Bliver du pludselig jagtet af noget ondsindet stiger tempoet, og musikken sparker i gear. Der er stadig tale om dunkle, pulserende elektroniske melodier, men når du bevæger dig igennem miljøerne i dit eget tempo, får du for det meste kun selskab af lyden af dig selv, dit åndedræt, dine fodtrin. Følelsen af isolation forstærkes af lyddesignet og den sparsomme men effektive musik.

Inside handler om selve oplevelsen, sammensætningen af disse udsøgte ingredienser, der tilsammen udgør en harmonisk, helstøbt oplevelse, og derfor er der ingen individuelle aspekter af spillet der er synderligt avancerede. Dette gælder særligt spillets mekaniske struktur. Ja, ligesom i Limbo er der en række fyiskbaserede puslespil, der blandt andet lader dig tager styringen over nogle mennesker, for så at dirigere dem i forskellige retninger. Hele opsætningen forbliver dog forsætteligt simpel, men aldrig til det punkt hvor du føler dig skuffet. Ligesom med Journey eller Monument Valley er det ikke udfordringen i puslespillene der skaber underholdningen, nej, underholdningen og investeringen i oplevelsen annoncerer sin ankomst på en langt mere subtil facon. Inside er et af de spil der kryber ind under huden på dig fra det aller første frame, til slutteksterne løber over skærmen.

En række af paragraferne i denne anmeldelse har indeholdt sammenligninger med Limbo, og selvom man bør bedømme hver spiloplevelse på sine egne præmisser, ligner Inside sin forgænger på godt, men også til tider på ondt. Der er ingen tvivl om at spillet er et kvantespring fremad for udvikleren PlayDead, men samtidig kan Inside til tider gå hen og blive en smule for velkendt, det kan føles lidt for meget som en direkte efterfølger til Limbo, i stedet for en ny titel der bygger videre på disse elementer. Så sandelig er Inside mere ambitiøst, og føles da også større, bredere og som en naturlig forlængelse af sin forgænger, men det hele kan til tider føles som et ekko fra fortiden. At hoppe med hovedkarakteren i Inside føles præcis som i Limbo, ligeså gør bevægelsesmønsteret, lige så med den manglende dialog og lige så med stort set samtlige puslespil. Dette er ikke en klage som så, for at bygge et nyt spil på et fundament så solidt som Limbo er nu ikke så dårlig en idé igen.

Det betyder heldigvis ikke at Inside er mindre magisk, for der er i sandhed tale om en platform-perle her, der endnu en gang bekræfter at PlayDead er et af de helt store indie-studier, der formår at skabe spiloplevelser der kryber ind under huden på én. Inside er en mørk fortælling om en dystopisk fremtid, og sjældent har et univers med så lidt eksponering føltes så ægte. Det siger altså noget om studiets narrative og kunstneriske evner. Forventer du noget helt andet Limbo vil du sandsynligvis blive skuffet, men det forhindrer ikke Inside i at flyve helt til tops.