Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Into the Dead: Our Darkest Days

Into the Dead: Our Darkest Days

Udvikler PikPok leverer et mildest talt ambitiøst zombie-spil, der stort set kommer i mål hele vejen rundt. Stort set.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Guderne må vide at der er rigeligt med zombie-spil i alle afskygninger, men at de, på en eller anden måde, ikke bare fortsat fascinerer os, men at de tydeligvis er effektive til at danne rammerne om god historiefortælling. I spillenes verden har de sågar utallige gange bevist at de ligeledes skaber spændende spilstruktur, og det gør sig også gældende i Into the Dead: Our Darkest Days.

Mange af de aspekter der udgør Into the Dead: Our Darkest Days har du set før, men remixes i en sådan grad at de her former en ret effektiv zombie-oplevelse uden plads til de helt store overraskelser. Men igennem effektivt gameplay, ret sprød grafik og et fokus på overlevelse får Into the Dead den nødvendige dybde, som man i første omgang tror mangler.

Into the Dead er en 2D side-scroller, hvor du som udgangspunkt vælger et par overlevende der former rygraden af din egen slags koloni, som ekspanderes gradvist med tiden. I sidder fast i Walton, Texas, en fiktiv by der er blevet totalt lukket ned efter zombie-epidimien ramte, og det er op til dig at vedligeholde din base, tilgodese dine overlevendes basale behov samtidig med at du udforsker specifikke mål i Walton med henblik på at samle ressourcer, finde våben og sørge for at du kan fastholde en levestandard samtidig med at du leder efter en vej ud.

Dette er en annonce:
Into the Dead: Our Darkest Days

Til at starte med vælger du, som sagt, bare to, og i basen giver det så mening at holde den ene hjemme, enten for at restituere eller for eksempelvis at vedligeholde basens barrikader, eller foretage en eller anden central opgradering. Den anden udvælger så et mål i Walton fra et konstant ekspanderende map, som så er en adskilt bane. Into the Dead er et overraskende detaljeret spil rent grafisk, og om det er den spinkle lyskegle fra din lommelygte i det ellers uigennemtrængelige mørke foran en forladt tankstation, eller støvet der hænger i luften når du opdager at der er en zombie bevæger sig på etagen over dig, Into the Dead bruger alle kneb til at skabe en indlevelsesrig oplevelse, og det virker.

I øjebliksbilledet er der også tale om velkendte, men effektive gameplay-modeller, også. Der er en simpel stealth-model, der tillader instant kills i visse situationer, der er en rudimentær men effektiv crafting-model, hvor du naturligvis har alt for lidt inventory-plads til at tage alt det du gerne vil have med tilbage med dig, men som alt sammen kan bruges til meningsfulde opgraderinger af din base, og egentlig combat involverer sjældent mere end timede slag med en kølle, en guitar eller hvad du finder rundt omkring, men der er tilpas tyngde, og det er tilpas farligt for dine karakterer (som dør permanent) til at det er spændende hver gang.

Problemet er, at selvom alle disse individuelle systemer fungerer, begynder repetition at sætte ind relativt hurtigt. 2D-perspektivet og basebyggeriet er lånt fra This War of Mine, konceptet om gruelige konsekvenser for den enkelte overlevende, skulle der opstå problemet kommer fra State of Decay og hele zombie-epidemien er naturligvis et så kendt motiv at der er meget lidt plads til egentlige overraskelser. Naturligvis udvider du din kapacitet som flere overlevende kommer til, og udvikler PikPok skal have ros for deres relativt åbne men fine måde hvorpå du gradvist opdager måder hvorpå du kan undslippe Walton, men for hver gang Hector genopbygger barrikaderne og du undslipper med gaffatape, gulvbrædder og skruer nok til at overleve endnu en dag, så går det op for dig at i den nuværende udgave af Into the Dead: Our Darkest Days, så er der bare ikke så meget mere.

Dette er en annonce:
Into the Dead: Our Darkest Days

Det er ikke ligefrem fordi spillet mangler features, men som loopet er konstrueret lige nu så bliver du så eksponeret for de forskellige aspekter af det her loop, at det bliver trættende hurtigt. Naturligvis skal det siges, at når kernelementerne som kampsystemet, opgraderingsstien og sågar survival-mekanikkerne der synes ret præcist tunet i skrivende stund, så er det let at anbefale Into the Dead til zombie-entusiasterne. Det her er velkonstrueret, der er ingen vej uden om, men måske er det mangel på mere direkte storytelling der gør at man føler at man famler en kende i blinde, og at repetitionen sætter hurtigere ind som resultat, og det giver lidt skår i hvad der ellers er ret glædeligt.

Som det står er Into the Dead: Our Darkest Days dog et fantastisk fundament hvorpå PikPok kan bygge, og selvom det nuværende loop blev ensformigt for mig, særligt uden en narrativ ramme at referere til udover de historier jeg selv skabte, så respekterer jeg det i enorm grad.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Fantastisk atmosfære, ret skøn grafik, fine underliggende systemer, masser af muligheder for at bygge en indlevelsesrig oplevelse.
-
Mangler et lettere udbygget gameplay loop, kan blive lettere ensformigt uden mere direkte historiefortælling.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold