Iron Man 2

Hver sommer drøner der store actionfilm ind over landet fra Hollywood. Det er kæmpe budgetterede film, der skal indbringe en ordentlig pose guld til filmselskaberne. Det er uforpligtende underholdning til massepublikummet, der sluger hele moletjavsen med popcorn og sodavand.

Så hvad karakteriserer egentlig en blockbusterfilm? Kæmpe eksplosioner, masser af special effects, gadgets og de dyrest betalte skuespillere Hollywood kan komme op med. Vi bliver forkælet med storstilet action, hvor der som oftest ikke er sparet på noget som helst. Det er ren flødeguf til øjnene, hvis man da er drengerøv og godt kan lide actionbrag.

Og her kommer så det jeg ikke forstår: Hver gang disse film stjæler de store plakatpladser i biograferne, så kan man være sikker som amen i kirken på, at der også samtidig bliver gjort plads i butikkerne til en spiludgave. De ser som oftest sådan ud: Det er grimme spil med dårlig action, ringe historier, middelmådig kontrol og elendigt stemmeskuespil - og har dermed ingen som helst relation til de film de forsøger at lægge sig i kølvandet af.

Det er grotesk at tænke på, men man kan næsten beskrive spillene som modpoler til blockbusterfilmene. Bare sådan lige for at skære dem alle over en kam. For der er selvfølgelig - og heldigvis for det da - undtagelser. Batman: Arkham Asylum er jo det seneste mønstereksempel og undtagelsen fra reglen. Og Wolverine: Origins var decideret bedre end filmudgaven. Så har man set det med.

Men i det store hele må man nok erkende, at der er langt mellem snapsene, når det kommer til licenserede spil. Hvis man endelig vil udgive spiludgaver af disse blockbusterfilm, så forstår jeg simpelthen ikke hvorfor man så ikke også bestræber sig på at lave et spil, der netop lever op til blockbusterens karakteristika: Lækkerhed over hele linjen - som f.eks. i tilfældet med Batman: Arkham Asylum. Er der noget at sige til, at disse spil er blandt de første, der ryger ned i tilbudskasserne?

Det bringer mig så til seneste skud på stammen: Iron Man 2. Det vil være synd at sige, at Sega havde held med at bringe den første Iron Man-film til live i spiludgaven. Det blev slagtet af stort set alle anmeldere, og det er vist de færreste, der har glade minder fra det spil. Men det har åbenbart ikke holdt Sega tilbage fra at prøve en gang til. Og har de så lært noget af fortidens synder? Ikke rigtigt, desværre.

På papiret er der ellers mange gode ting at finde. Spillet følger ikke direkte i hælene på historien i filmudgaven, men fungerer derimod som et supplement til filmen. Historien er skrevet af Matt Fraction, som ikke er hvem som helst. Han kender indgående til Iron Man-universet, og i 2009 vandt han den prestigefyldte Will Eisner-pris for bedste Comic-serie med netop Iron Man (The Invincible Iron Man).

Historien vinder nok ingen Eisner-pris denne gang, men den fungerer faktisk ganske godt, selvom vi ikke får andet end en skabelonskåret heltehistorie, som vi har hørt så mange gange før. Man indtager selvfølgelig rollen som rigmanden, playboyen og geniet Tony Stark, som har viet sit liv til at gøre verden til et bedre sted.

Andre, blandt andet den klassiske Iron Man-skurk, Crimson Dynamo, har selvfølgelig tænkt sig at stikke en kæp i hjulet på de ellers så hæderlige planer. I sidste ende er det Iron Mans opgave at redde verden fra de ondes herredømme. Uha, uha! Men det er jo sådan superhelteuniverset er, og vel også sådan set hvad man forventer at få i disse superheltefilm.

Desværre er den egentlig underholdende historie slet ikke bakket op i resten af spillet. Resten har nemlig fået en rigtig grim og kedelig indpakning. Min Playstation 3 næsten sukker og sprutter. Grafikken lugter langt væk af, at udviklerne ikke har haft ordentlig tid til at give spillet den sidste afpudsning inden udgivelse. Omgivelserne er triste og kedelige at se på, og skriger i dén grad på detaljer.

Animationerne og persontegningerne er ikke meget bedre, og i en af de første scener i spillet, består den kære stålmand mest af alt af grimme grafikblokke og signalerer langtfra blankpoleret og glat stål. Her er intet, der får mig til at tabe kæben og gribe ud efter popcorn og cola.

Den skrantende indpakning går igen i selve gameplayet. Iron Man kan jo flyve drønende stærkt. Det går fantastisk hurtigt, og Robert Downey jr. har i hvert fald vind i håret, når han blæser derudaf i ståldragten. Men her mærker man ikke det mindste pust. Det går alt, alt for langsomt.

Target-systemet halter til tider, mens styringen for så vidt er ok, hvis man ser bort fra nogle finurlige knapplaceringer. Før hver mission i spillet kan du vælge, om du vil spille som War Machine eller Iron Man. Selvom der ikke er nogen egentlig mærkbar forskel på at styre de to, så er kontrollen egentlig ganske hæderlig og nem at gå til - og det hvad enten man vælger at rende rundt på jorden eller sætte jetmotorerne til og flyve.

Men det er lige fedt, når alt andet er gået i stå. Fart og hurtighed er totalt amputeret. Var Iron Man en bil på en motorvej, var han den der irriterende ældre dame i en Fiat Punto, som stædigt insisterer på at køre 80 km/t. i overhalingsbanen.

Det samme gælder følelsen af rent faktisk at være udstyret med superheltekræfter. Man tjatter og tøffer skud ud af bøssen og næverne. Og gentager dette gang på gang. Hvor er slagkraften? Hvor er følelsen af, at man virkelig kan gå til stålet?

Der er selvfølgelig mulighed for at opgradere alle disse ting i løbet af spillet, det gør bare ikke den store forskel, og det redder ikke det faktum, at Iron Man i dén grad mangler punch og hurtighed. Der er mere duksedreng end mand af stål i denne udgave af Iron Man.

Nu har Sega så fuldført jobbet. De har - igen - lavet et Iron Man spil. Og selvom det ikke er så forfærdeligt som det første, så er det ikke mange roser man kan hægte på den her sag. Og jeg tror ikke det varer længe før spillet havner i de triste tilbudskasser fyldt med spil som ingen vil have eller eje. Spildt potentiale.