Jak and Daxter: The Lost Frontier

Jak and Daxter: The Precursor's Legacy var et af de første spil jeg fik mellem hænderne, dengang jeg fik en Playstation 2. Det var et fantastisk spil som viste hvor dygtige Naughty Dog var allerede dengang. Udvikleren som for kort tid siden præsterede det brandvarme Uncharted 2: Among Thieves, præsenterede et åbent og frit spil, med nydelige omgivelser og en fængende historie som fik mig til at sidde nat og dag foran skærmen.

Jeg fik et godt forhold til makkerparret, og der var bare et eller andet ved snakkemaskinen Daxter, og den nærmest stumme Jak som gik rent ind hos mig.

Personligt mener jeg dog at serien kun er blevet dårligere siden dengang. I de to første spil gik vi fra tropiske og varierede omgivelser, til et mørkt og dystert landskab jeg aldrig kom til at lide. Jak bliver pludseligt faretruende, og Daxter blev reduceret til en snakkende pels der var klistret til Jaks skulder, og kun gav en kommentar når Jak fik for mange tæv.

Alligevel var det med godt mod og et forsøgt åbent sind at jeg kastede mig over Jak and Daxter: The Lost Frontier, selvom jeg naturligvis frygtede ikke at finde mine helte som jeg bedste kan lide dem.

Jak and Daxter: The Lost Frontier handler primært om den for Jak altid nærværende Eco, og der er praktisk talt ikke en eneste scene som ikke inkluderer snak om det magiske stof, som vores venners verden er bygget af. Kort tid efter spillets start møder vi Keira, en ung pige som har gjort det til sin opgave af udforske de problemer Eco'en har bragt til verdenen, samt de problemer den muligvis vil kunne løse. Og problemer bliver der naturligvis, alle sammen fokuseret omkring både Jak og Daxter.

Hvis du var en af dem som kunne lide Jaks hidsige og dystre side, kan jeg til din skuffelse fortælle dig at den side af helten er gået til fyraften, hvilket betyder at raserianfaldene nu kun strækker sig til lidt surmuleri. Igen tager Daxter også sin egen vej gennem spillet, og derfor møder vi ham i Eco-fyldt monsterform i udvalgte scener. Scenerne virker dog overflødige for mig, og byder ofte på en så usandsynlig høj sværhedsgrad at min tålmodighed bliver testet til det yderste.

Denne frustration dukker op gang på gang i spillet. Akkurat når det hele fungerer bedst, snubler spillet ind i en sekvens som kun synes at være tilføjet for at forlænge spilletiden, og byde på en smule forceret innovation. Det skaber en rutsjebane-effekt i spillets kvalitet, hvilket er særdeles ærgerligt fordi spillet fungerer rigtig godt i sine bedste sekvenser.

I den første scene får vi et gensyn med de tropiske omgivelser, som mange forelskede sig i da Jak and Daxter første gang så dagens lys. Til min store skuffelse varer denne del dog kun et par minutter, og fungerer egentlig mest som indlæringssekvens. Kort tid efter er jeg igen blevet placeret i en klaustrofobisk by, med alt for smalle gader og alt for mange personligheder at løbe ind i.

Det er alt sammen ærgerligt, for når spillet fungerer bedst er det faktisk rigtig godt. Selv om visse langsommelige sekvenser trækker ned, sidder kontrollen lige i skabet og det hele er pokkers vanskeligt at ligge fra sig, når man først er kommet godt i gang. Det giver mig til tider følelsen fra det gamle spil, og jeg måtte simpelthen bare igennem det.

Ganske ligesom tidligere, er Daxters herlige sarkasme en herlig bonus til et spil der ellers har svært ved at placere sig selv på karakterskalaen. Det her er nemlig godkendt tidsfordriv til en bustur eller lignende, der dog på ingen måde skriver sig selv ind i historiebøgerne...