Da Jak 3 sidste år blev sendt på gaden var det både til glæde og sorg for den store fanskare, som serien gennem de sidste fem år har fået samlet. Ikke fordi spillet skuffede, tværtimod, men Naughty Dog havde forinden udgivelsen allerede erklæret, at Jak & Daxters eventyr var en trilogi, og at Jak 3 naturligvis afsluttede denne.
Men heldigvis for alle os andre har Naughty Dog haft svært ved at slippe det kære makkerpar og besluttede sig for at tage serien i en ny retning. Jeg blev for nyligt inviteret til London for at se nærmere på Jak X, et spil der ser den langørede hovedperson tage førersædet i en række destruktive og meget hurtigere biler i, hvad der kan kaldes en endnu mere voksen og destruktiv udgave af Twisted Metal og Mario Kart.
Spillet bygger direkte på den populære racingdel af Jak 3, og Naughty Dog var hurtige til at udpege, hvordan Jak X er en naturlig udvikling af serien. Tilbage i PlayStation-æraen lavede Naughty Dog et lignende skift med Crash Team Racing, der havde deres populære Crash Bandicoot i førersædet, men Jak X er alligevel noget meget andet og nyt. Den vigtigste drivkraft bag genreskiftet er en langvarigt ønske om endelig at markere sig på onlinemarkedet.
Selvom trilogien er afsluttet og multiplayerdelen er den måske vigtigste del af spillet, så har man alligevel ikke ønsket helt at slippe historien. Jak X’s adventure-mode vil indeholde mere end en time med indlagte scener, der fastholder atmosfæren og personligheden fra de tidligere spil. Jak & Daxter er tilbage i Kras City, hvor de er blevet hidkaldt til oplæsningen af Kras’s testamente. Her viser det sig, at alle tilstede er blevet forgiftet og vil dø, medmindre de vinder Kras City Grand Championship. Historien indeholder mere end 100 løb, der både er baseret på kæmpemæssige baner, der rent faktisk er så store, at de konstant skal streames under løbet, samt areaner, der i bedste Twisted Metal stil indbyder til eksplosive kampe. Grafikken er intet mindre end betagende og Naughty Dog har virkelig forstået at fastholde den lækre stil fra tidligere spil.
Gennem spillet får man mulighed for at vinde sig til nye og bedre biler, som efterfølgende kan rodes og rages ved så det kommer tættere på ens smag; og der er både tale om visuelle og ydelsesmæssige forbedringer. Som enhver anden dødsracer med respekt for sig selv indeholder Jak X selvfølgelig også en masse forskellige power-ups. Disse er inddelt i fem forskellige Ecos, der giver både offensive og defensive våben samt skjold, liv og turbo. Som lidt ekstra krymmel til spillets mere destruktive side, så har Naughty Dog givet bilerne dynamisk skade, så delene flyver om ørene på dig, når du bliver beskudt, og så bliver de tilmed liggende på banen, hvilket gør det hele en smule mere uforudsigeligt.
Men hvor godt Jak X end måtte blive i dets adventure mode, som jeg naturligvis ikke kunne nå at få en dybere indsigt i, så bliver det i multiplayer og især online at spillet kommer til at stå stærkest. Man har mulighed for at spille op til seks personer i samme bane, som fuldt ud understøtter headset, og hvis man har en ven på besøg kan han også hoppe med online. Jeg fik mulighed for at prøve spillets LAN-funktion, hvilket bestemt hev stemningen i vejret og fyldte rummet med jubelskrig og jamren. Selvom det er Naughty Dogs første eventyr på nettet, så planlægger de det helt store. Klaner, vennelister, scoringstavler og muligvis endda turneringer vil fra start være en del af spillet, så der kan vokse sig et stort og stærkt community op omkring det.
Da vi talte med Evan Wells fra Naughty Dog var der ingen tvivl om, at udvikleren fra start havde været bange for at tage dette nye store spring. Selvom de tidligere og med succes havde lavet Crash Team Racing, så er Jak X bestemt et helt andet spil. De har på ingen måde tænkt sig at se bort fra seriens historie eller personlighed, men ligeledes har de ønsket en meget solid og nervepirrende multiplayerdel. Selvom det stadig er for tidligt at sige, om Jak X’s adventure mode er i stand fortælle en god gedigen racerfabel, der faktisk fænger, så man ikke bare hopper forbi denne del, så er der meget gode udsigter på multiplayerfronten. Jeg tør i hvert fald godt satse min guldtand på, at Jak X bliver et stensikkert multiplayerhit på redaktionen.