James Bond 007: Nightfire

Konsol og PC er to vidt forskellige ting og det har James Bond 007 Nightfire måtte lære på den hårde måde. Spillet er stadigvæk fuld af slagkraftige våben, sjove Q-dimser og lækre damer men sammenlignet med andre 3D-shooters til PC er Nightfire ikke meget mere end et middelmådigt action-spil, der kun er sjovt for en kort stund.

Ny skurk, nye omgivelser, nye damer
James Bond kommer denne gang på tværs af Raphael Drake, direktøren for den verdensomspændende Phoenix-koncern. På overfladen virker Drake som en helt igennem fin fyr men overvågninger viser at han er lidt for langfingret. Han har stjålet et særligt navigationssystem til missiler som skal bruges i endnu en skummel plan om overtagelse af verdensherredømmet, så Bond må endnu engang gå i aktion og redde både dagen og damerne i nød. Historien sender James rundt til mange steder i verden. Det hele starter på et skummelt slot i Alperne men turen går også til Tokyo, hvor Bond både besøger Phoenix-koncernens hovedkvarter og et gammelt atomkraftanlæg, inden der sluttes af med det hele store brag ude i verdensrummet.

Ingen biljagter
Uden Q ville det være knap så sjovt at være Bond så heldigvis har den ældre men evigt fingernemme herre stillet en masse af sine sjove opfindelser til rådighed. Der er også rig mulighed for bruge masser af våben fra de mere traditionelle pistoler og maskingeværer til de mere specielle såsom særlige strålepistoler, lureminer og et automatisk maskinegeværer forklædt som en kuffert. Der skulle egentlig også have været mulighed for at beskyde fjender fra en helikopter og sætte sig bag rattet i heftig sportsvogn og deltage i en ligeså heftig biljagt men af en eller anden grund er de sekvenser udelukkende reserveret for konsol-udgaverne af spillet. Til gengæld har PC-versionen så fået lidt flere baner men det ville nu have været en hel del sjovere med en enkelt biljagt eller to i stedet for flere gange at traske igennem

Sov godt
Nightfire er først og fremmest et actionspil, så mange af banerne ligger op til at gå lige i kødet på modstanderne med pegefingeren foldet solidt omkring aftrækkeren men der findes undtagelser. Udviklerne har lagt stort arbejde i banedesignet, så der ofte er mulighed for at undgå ildkamp. I en af spillets bedste baner skal James snige sig ind Phoenix-koncernens hovedkvarter for at hacke sig ind i deres mainframe og her er det påkrævet at James holder pistolen i hylsteret. Helt hjælpeløs er han dog ikke. Q har udstyret James med en særlig fylde pen, der kan affyre små bedøvelsespile og James’ bilnøgler har desuden den sjove egenskab, at de kan afgive et elektrisk stød, der kan slå offeret bevidstløs. Virkningen er dog ikke permanent og efter et par minutter er ofret på benene igen hvilket blot gør det hele lidt mere udfordrende

Kortvarig udfordring
Udfordringen er dog kortvarig. Nightfire kan faktisk nemt gennemføres over et par dage, hvis man er vant til 3D-shooters. Det bliver heller ikke bedre af at sætte sværhedsgraden i vejret og når først man er kommet igennem, er der ikke meget der taler for at gøre det hele en gang til. Heller ikke spillets multiplayer-del kan holde interessen ved lige fordi den slet og ret er kedelig. Nightfire kan kun byde på deathmatch, team deathmatch og capture-the-flag og ingen af dem er særlig sjove. Dertil kommer en række tekniske problemer som yderligere ligger en dæmper på fornøjelsen. Hvis et våben er udstyret med lyddæmper er det fuldstændig umulig for modparten at høre når han eller hun bliver beskudt. Yderligere er det heller ikke til at se om man bliver ramt eller ej hvilket gør det ekstra frustrerende når man pludselig ligger død på jorden.

Flot grafik men...
På både grafik og lydsiden gør Nightfire sig dog ganske heldigt bemærket, særligt hvad angår grafikken. Nogle baner er meget statiske af udseende mens andre bugner af lækre detaljer, nogle gange i sådan en overflod at de kan få en ellers toptrimmet maskine til hoste lidt. Et godt eksempel på dette er spillets anden mission, der foregår i et japansk hus med tilhørende have, hvor det hele godt nok er flot at se på men kan være svært at spille på grund af udfald i frameraten. Det er heldigvis ikke et generelt problem i Nightfire men det er nok til irritere. Lyden er der dog ikke problemer med, til gengæld er den ikke særlig prangende. Det er desværre ikke Pierce Brosnans sprøde stemme vi får at høre som Bond men derimod en ret så flad efterligning. De andre stemmer er noget mere vellykkede og musikken, der mest består af variationer af det velkendte Bond-tema, er også god at lytte til men hurtigt glemt igen.

Et flygtigt bekendtskab
På konsol har Nightfire været en ganske imponerende titel men på PC er spillet langt væk hjemmefra. Problemet er at på konsol er 3D-shooters ikke den mest dominerende genre, så derfor er konkurrencen ikke særlig hård. Helt anderledes er det på PC og her er det svært for et spil som Nightfire at få fodfæste, for det vrimler med konkurrenter og alternativer der sagtens kan hamle op med Nightfires ringe multiplayer del og korte levetid.