Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Joe Danger 2: The Movie

Joe Danger: The Movie

Den gæve stuntmand er tilbage med et nyt og storslået eventyr. Heldigvis er successen ikke steget ham til hovedet.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Det var de færreste der nåede at reagere, inden det oprindelige Joe Danger havde begyndt sit charmeangreb - først på PlayStation 3 og senere på Xbox 360. Miniput-holdet hos britiske Hello Games havde nemlig på kort tid sammensat et spil af den slags, der via et enkelt billede kunne sende de fleste spillere med mod på arkadeaction i knæ.

Plottet var simpelt, og som den engang så hæderkronede stuntmand Joe Danger skulle du hjælpe stjernen med at genfinde gårsdagens popularitet ved at gennemføre baner bestående af vanvittige motorcykelstunts.

Joe Danger 2: The Movie

Ligesom de fleste spilnydere i dag godt ved hvem Joe Danger er, synes det også at være de fleste, der nu kender til stuntmanden i det spilunivers, hvor han befinder. I hvert fald er det ikke længere Hollywood-arbejde der mangler, og filmene og deres mange stunts tigger nærmest efter den populære stuntmands unikke evner.

Dette er en annonce:

Ligesom sidst er banerne også denne gang delt op i forskellige verdner, der dog denne gang er kategoriseret efter et særligt filmtema. I den første oplever man således Hr. Danger som Indiana Jones-inspireret eventyrer, mens han senere giver den som James Bond-klon, motorcykelbetjent, dinosaur, robotspecialist, dinosaur-ekspert og mere.

Joe Danger 2: The Movie

Tilgængeligheden er lige så stor som sidst, også selvom der denne gang er blevet skruet kraftigt op for variationen. Med LT og RT-knapperne giver man således gas eller bremser, mens man med analogsticket styrer Joes balance og derved eksempelvis får ham selv og fartøjet til at dreje rundt i luften. Perspektivet er holdt i 2-en-halv-D, hvor man altså ser det hele skråt bagfra, og oftest får man kun lov til at køre fra venstre mod højre uden selv at skifte spor (sidstnævnte mulighed bruges senere til at krydre sværhedsgraden).

Spillets egentlige formular er der altså ikke blevet pillet særlig meget ved, og i stedet har Hello Games koncentreret sig om at hive så meget ud af den som muligt. Derfor bliver man allerede i løbet af de første baner budt på flere forskellige spilvarianter.

Dette er en annonce:

I en bane skal der eksempelvis konkurreres mod andre stuntmænd på tid, mens der i en anden skal indsamles mønter, bananer, stjerner og bogstaver, samtidigt med at man skal komme helskindet i mål. I en tredje er enhver form for tidsramme droppet til fordel for udforskning, hvilket er en beslutning som klæder spillet overraskende godt.

Alle de forskellige varianter krydres yderligere med det givne filmtema, samt en ivrig filminstruktør der i baggrunden skråler hvad han ønsker du skal gøre, således at det passer ind i hans film. Er man eksempelvis i gang med at give den som superagent, kan man godt forvente at skulle undslippe rullende snelaviner og sekunder senere have fingeren på bremsen for ikke at aktivere de alarmer, der rundhåndet er blevet spredt ud over banerne. Andre gange er det bestemte mål, der skal landes på, for eksempelvis at stoppe affyringen af atommissiler, eller superskurke der skal bankes af deres motorcykler.

Joe Danger 2: The Movie

Joes ikoniske motorcykel er for øvrigt ikke længere det eneste fartøj der bydes på. I stedet er der nu også blevet plads til et sæt ski, en jetpack, en snescooter, en minevogn, en politimotorcykel og adskillige andre fartøjer. Det sjoveste jeg endnu er stødt på er dog en enhjulet cykel, som kræver at man konstant holder øje med både balancen og alle de udfordringer som banen måtte byde på.

Har du allerede gennemspillet det første Joe Danger og plyndret det for alle trophies eller achievements, kan du godt stadig forvente at blive udfordret af selve hovedkampagnen i efterfølgeren. Hello Games har nemlig sørget for at proppe hver bane med delmål, og eksempelvis har de fleste af banerne en "Par Time" som du godt kan forvente at skulle ned under, hvis du ønsker at klatre op ad den highscore-liste, der hele tiden fortæller dig hvordan du klarer dig mod resten af verden.

Flere udfordringer findes der i de baner, der udgør "Deleted Scenes"-sektionen, hvor temaet ikke spiller den store rolle, og udvikleren i stedet har fokuseret på at sammenstrikke nogle frustrerende svære udfordringer. Heldigvis er frustrationen for en sjælden gang skyld ikke et resultat af dårlig styring eller urimelige krav, men i stedet et resultat af at man ikke selv har hurtigere reflekser. Et forsøg bliver hurtigt til halvfjerds, samtidigt med at en controller hurtigt risikerer at blive skiftet ud med en anden.

Joe Danger 2: The Movie

Et stort aspekt af det forrige spil var muligheden for selv at lave sine baner, og heldigvis er det også en mulighed, der har fundet vej til efterfølgeren, endda på en måde så alle de skabte kreationer kan deles med resten af verden. Introduktionen til denne sektion af spillet er særligt snedig, da den udgøres af en bane som ikke kan gennemføres, medmindre man eksperimenterer med de forskellige værktøjer.

Joe Danger: The Movie gør næsten alt rigtigt, men overrasker dog aldrig på samme måde som det første, hvis man altså allerede har hjulpet den gæve stuntmand før. Ligeledes er der ingen vej uden om at en direkte konkurrent har meldt sig ind i kampen siden sidst, og det eminente Trials Evolution byder ligeledes på tonsvis af indhold, samt flere af de samme muligheder.

Joe Dangers nyeste eventyr er dog en charmebombe af format, der tilmed er fyldt til randen med lettilgængeligt indhold, og samtidigt indeholder et gameplay, der til tider kan være skræmmende fængende. Hvis du derfor ikke allerede har fået nok af afsindige stunts, banebygning og gæve stuntmænd er der ikke mange veje uden om Joe Danger: The Movie.

Joe Danger 2: The Movie
Joe Danger 2: The Movie
Joe Danger 2: The Movie
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Utroligt indbydende, masser af variationen, nemt at stykke sine egne baner sammen, mange timers spilletid
-
Få overraskelser hvis man har spillet det første spil
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Joe Danger: The MovieScore

Joe Danger: The Movie

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Blichfeldt

Den gæve stuntmand er tilbage med et nyt og storslået eventyr. Heldigvis er successen ikke steget ham til hovedet.

PSN-special: Joe Danger 1 og 2

PSN-special: Joe Danger 1 og 2

NYHED. Skrevet af Magnus Groth-Andersen

No Man's Sky er uden tvivl et af de mest ventede Indie-projekter lige nu, og det er ikke svært at se hvorfor, når man får Hello Games' Sean Murrays elevator-pitch for et...

Joe Danger 2 datosat til PC

Joe Danger 2 datosat til PC

NYHED. Skrevet af Lee West

Joe Danger 2 er på vej til PC. Hello Games kan nu fortælle at PC-udgaven lander på Steam den 24. juni. Joe Danger 2 vil tilbyde Steamworks-support til de brugere, der vil...

Joe Danger er på vej til PC

Joe Danger er på vej til PC

NYHED. Skrevet af Rasmus Lund-Hansen

Hello Games meddeler, at deres farverige stuntmand Joe Danger snart indtager PC'en. Begge vovehalsens konsoleventyr, Joe Danger og Joe Danger 2: The Movie er på vej til...



Indlæser mere indhold