Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Juiced

Juiced

Frækt, forførende og pokkers gennemført racingspil. Rasmus Sindberg har gennemspillet THQ's længe ventede biloplevelse.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Vi havde alt klar sidste efterår, det ved du godt, ikke? En fyldestgørende anmeldelse, der proklamerede at Juiced var et yderst kompetent og omfangsrigt spil, og uden tvivl fortjente et funklende ni-tal. En strålende og fræk forside, der ville få selv den mest inkarnerede bilentusiast til at tabe kæben på gulvet og en redaktion der sad hjælpeløst fast foran fjernsynet for lige at køre endnu en omgang. Og så skete det. Acclaim gik konkurs. Juiced Games mistede deres udgiver og et af spilgenrens hidtil bedste bilspil svævede ud i et reelt limbo.

HQ

THQ har dog set potentialet i at udgive Juiced og nu får jeg, efter en længere ventetid på otte måneder, så muligheden for igen at give konkurrenterne baghjul på de regnglatte asfaltveje i storbyerne. Og de otte måneders udviklings tid kan virkelig ses på det færdige resultat. Det første jeg lagde mærke til var menuerne - som nu så mere strømlignede og konsolvenlige ud. Dette var især mærkbart når man skulle rode med tuning og styling af slæden. Hvor der før var en del nørklen frem og tilbage i menuer for at skifte og justere, klarede jeg nu dette betragteligt hurtigere. Desuden er der kommet en snild lille tilføjelse for dem som ikke gider bruge tid på at rode med de små detaljer. Man kan simpelthen bare bede om at få sat alle de nye dele på som man har fået låst op for. Med tre tryk er der skiftet udstødning, bremsere, kraftigere nitro osv. - det piller naturligvis lidt af glæden ud af det hele, hvis det virkelig kribler i mekanikerhænderne, men det åbner op for en bredere målgruppe, så det er forståeligt.

En anden og mere væsentlig ting er en kraftig revurdering af bilernes fysik. Hvor øserne tidligere havde en tendens til at føles noget stive i det, som kørte de på skinner, får vi nu nogle yderst sprælske biler at lege med. Om det virker mere eller mindre realistisk, vil jeg lade eksperterne om at beslutte, men personligt kan jeg godt lide den lidt mere hidsige følelse der nu er lagt ned i motorrummet. Også AI’en, et stort problem i sidste års kode, er betragtelig bedre. Nu handler det i høj grad om at vinde med stil. Hvis du kører og vinder med stil, uden at smadre din egen eller de andres biler, stiger respekten for dig. Hvis du derimod smadrer dine modstanderes biler, bliver de sure, og så daler respekten med det samme. Ideen var faktisk god nok i sidste omgang, men grundet en umanerligt svag AI, der altid kørte dig af banen og aldrig selv mistede farten, så virkede dette element en smule tomt. Specielt gjorde de mange værkstedsregninger ondt og når de for det meste oversteg dine præmiesumme betragteligt, så blev det for alvor en akilleshæl, jeg havde svært med at leve med.

Det er også svært at tale Juiced og så helt lade være med at snakke om den nye finish. Det var skam ikke fordi spillet var grimt førhen - tværtimod. THQ og Juice Games har dog valgt at give grafikken et lidt mere realistisk udseende. Dette er primært opnået med nogle bragende flotte opdateringer af banerne. Detaljegraden har fået et hak opad sammen med en lidt mere nedtonet og realistisk udnyttelse af de mange lyskilder. De mange biler, officielle licenserede biler selvfølgelig, er stadig utroligt frække at se på, og er et af de få steder hvor der ikke er gjort noget mærkbart. Juiced kan desuden bryste sig med at være et af de få spil med virkelighedens licenserede biler, hvor man kan beskadige de firehjulede. Den omfattende skadesmodel hører så absolut til blandt de bedste.

Ændringerne er dog ikke revolutionerende på nogen måde. Men det er heller ikke meningen, for de otte måneders ekstra arbejde er brugt på at finpudse et allerede sublimt spil. Eneste reelle anke er nu de nye driving-tips, der giver dig gode råd til hvornår du skal bremse og hvordan du tager et hjørne. De kan ikke bruges til en pind, da Juiced modsat Need for Speed-serien arbejder med en langt mere krævende og til gengæld også givende styring, hvor dedikationen og de mange timer med et joypad er det eneste der kan gøre dig til en mester. Heldigvis har Juiced Games ikke rørt ved karrieredelen. Den generelle historie kender du dog, hvis blot du har et minimum af film under bæltestedet. En ny mand ankommer til storbyen - Angle City - hvor denne vil ind og gør sig gældende i street racing-miljøet. Først skal evnerne bevises i et one-on-one løb, derefter skal der købes en ny bil, som skal udgøre springbrættet til dyrere biler, større løb, flere penge og i sidste ende det vigtigste: Uforfalsket respekt for dine evner som street racer.

Dette er en annonce:

Men i denne verden kan man ikke klare det hele selv, enhver hardcore racer skal have sit eget hold af dygtige folk omkring sig. Denne flok er dog ikke kun til pynt, de skal bruges i de løb hvor man kan stille op med mere end én bil. Det kan måske virke svært at styre tre biler på en gang, men denne feature fungerer overraskende godt. Via kontrolleren vælger man hvor aggressivt de andre fra dit hold skal køre, og så klarer de selv resten. Og alt efter hvor dygtige de er, kan disse løb virkelig skrabe nogle store penge ind på kontoen. Men det er ikke præmiepengene for vundne løb som skæpper mest i kassen. Hvis man har is i maven kan man lave væddemål med nogle af de konkurrerende hold, og hvis man finder frem til en rigtig gambler, så kan man hurtigt vinde - eller tabe mange tusinde dollars. Men når det skal være ekstra spændende, så kan ens egen bil også bruges som indsats - et såkaldt Pink Slip-løb. Dermed er der masser af muligheder for at gøre løbene ekstra spændende.

Udover de features der allerede er nævnt, er der også mulighed for at kaste sig ud i nogle hurtige arkaderæs, eller lave nogle løb fra bunden. Men disse blegner helt ved siden af den næsten kriminelle tidsrøver, som karrieredelen reelt er. Jeg har ikke tal på antallet af løb, jeg har været med i, men det er langt over et hundrede, og det føles som om jeg har lang vej endnu. Hvis man skulle ønske sig menneskelig modstand, er der ingen vej udenom multiplayer-mulighederne. Især onlinedelen virker lovende, med løb for op til seks personer på én gang.

Juiced var allerede et godt spil sidste år og de otte ekstra måneder har ikke gjort det dårligere. Jeg fornemmer dog at holdet på nogle punkter har prøvet at brede spillet lidt ud til masserne, og det er ikke en ubetinget succes. På alle andre er det et strålende eksempel på, hvad man kan gøre selvom man er et lille studie og ikke mindst hvad otte måneder ekstra kan gøre for det færdige spil.

Juiced
Dette er en annonce:
Juiced
Juiced
Juiced
Juiced
Juiced
Juiced
Juiced
Juiced
Juiced
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Skademodellen. Grafikken. Den omfattende karrieredel. Den forbedrede AI.
-
Lyden. De ubrugelige driving-tips.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Et andet syn

Relaterede tekster

JuicedScore

Juiced

ANMELDELSE. Skrevet af Rasmus Sindberg

Frækt, forførende og pokkers gennemført racingspil. Rasmus Sindberg har gennemspillet THQ's længe ventede biloplevelse.

Juiced

Juiced

PREVIEW. Skrevet af Rasmus Sindberg

Juiced leverer et adrenalinsus som ikke er set i lange tider. EA får ikke årets trone alene. Rasmus har taget kørehandskerne på.



Indlæser mere indhold