Just Cause 2

Hov, men hvad er nu det? Jeg havde en klokkeklar forventning om at blive sat af på en solbeskinnet og paradisisk tropeø, der kunne lede tankerne lidt væk fra den snestorm der roterer udenfor mit vindue netop nu. Temperaturen synes at stå på kronisk minus, de lange underbukser er forvandlet til dagligdagspåklædning, og udsigten er hvid så langt øjet rækker.

Er der derfor noget at sige til, at jeg var mere end klar til at indtage lækre strande og frodige bjergtoppe? Nej vel? Jeg skulle hoppe med faldskærm, bestige bjerge og cruise de lune landeveje i stor stil. Og hvad sker der så? Det første der møder mine øjne i Just Cause 2 er regn, uvejr, storm - og sne! Som om her ikke var sne nok i forvejen! Absolut ikke den bedste start, når forventningen havde kurs mod sol, strand, sand og vand.

Just Cause udkom tilbage i 2006 og uden på nogen måder at være banebrydende, var det alligevel et herligt indspark og tilføjelse til den lidt fortærskede sandkasse-genre. Just Cause kastede spilleren ned på den sol-smukke og fiktive caribiske tropeø San Esperito, hvor man i rollen som CIA-agenten Rico Rodriguez havde til opgave, at sætte en stopper for den skumle diktator på øen, Salvador Mendoza.

Med ægte latino-stemning og et gameplay befriet fra genrens normale hiphop- og gangsterattituder udfoldede Just Cause sig som en lille perle, hvor man med øen som legeplads blev inviteret til at udføre de mest spektakulære stunts fra vand, land og luft - og fra faldskærm, fly, helikoptere, motorcykler, biler og både.

I Just Cause 2 indtager man igen rollen som Rico Rodriguez. Men sol og strand er altså til en start skiftet ud med kulde og sne. De braste stranddrømme bliver dog i løbet af kort tid vendt til glædelig overraskelse, da det viser sig at Avalanche Studios blot har valgt at lege kispus med ens indledende forventninger om Ricos nye eventyr.

Varmen er nemlig ikke langt væk - og fra den indledende prolog går der ikke længe før man forlader kulden til fordel for endnu en fiktiv tropeø. Panau er en tropisk ø i sydøstasien. Endnu en tropeø - og sandelig om ikke også målet for besøget ligner noget vi har set før: Denne gang er målet at få bugt med en anden ond og skummel diktator, nemlig Baby Panau.

Historien i første spil var en tynd kop the, og mit indledende møde med fortsættelsen sætter ikke nogen forventninger i vejret om, at niveauet skulle være hævet. Selvom Just Cause serverede herlig uforpligtende over-the-top action fra start til slut, så var denne action forbundet af en papirtynd historie der knap kunne kaldes sammenhængende.

Historien var mere et påskud for at sende spilleren fra actionsekvens til actionssekvens. Uden sammenligning i øvrigt, så er en de ting, der gør et spil som Grand Theft Auto IV så godt karaktererne som er troværdige, har dybde og er vedkommende. Det er endnu for tidligt at sige om Avalanche Studios har kastet flere kræfter efter historieelementet. Vi krydser fingre!

Men umiddelbart virker det, som om de i hvert fald har forsøgt at give karaktererne mere dybde. Den lidt fjollede Leasure Suit Larry-agtige stil er trådt mere i baggrunden. Karaktererne har fået lidt mere kant, billederne har fået tilført et lidt grynet look - og i det hele taget ser Just Cause 2 mere 'voksen' ud. Det klæder spillet.

Væsentlige forbedringer er der også sket i forhold til spillets AI. I det første spil udløste man store sirener og intens jagt fra militæret blot man kyssede en forankørende bil på kofangeren. I det hele tager virker det til, at fjenderne nu er blevet en hel del smartere. Der skulle så heller ikke så meget til, kan man sige.

Kontrollen er også ændret en anelse - og man har selvfølgelig også kastet et par ekstra tricks i ærmet på den gode Rico. Ricos vigtigste nye våben er en krog, som han kan bruge til at hive sig selv op på bygninger, broer osv. Han kan også bruge krogen til at manipulere og binde forskellige ting sammen med. I starten af spillet skal man for eksempel hive en bil fri af rabatten. Krogen bruges her til at forbinde bilen med en traktor, så man kan bruge traktoren til at trække bilen fri med. Smart! Det bliver spændende at se, hvilke gameplaymæssige muligheder dette åbner op for senere i spillet.

Under mit indledende møde med spillet blev jeg aldrig rigtig fuldstændig fortrolig med styringen. Man griber ofte fat i ting man ikke vil hive fat i, springer ud fra noget man ikke vil springe ud fra, eller kommer til at vælge våben man ikke vil vælge osv. Det er for upræcist - og jeg tog livet af Rico en del gange på grund af uventede bevægelsesmønstre.

Der er løbet meget sand i sandkasse-åen siden det første Just Cause udkom. Vi har set Saints Row 1 og 2 til Xbox 360, Crackdown - ligeledes til Xbox 360. Og så selvfølgelig Grand Theft Auto IV; et spil der satte nye standarder for hvordan man skruer et sandkassespil sammen på. Og nu er det så blevet 2010.

Fire år efter det oprindelige Just Cause udkom står vi med en fortsættelse, der som sådan ikke forsøger at løbe de nævnte spil i hælene, men virker til at forblive meget trofast mod sit eget forlæg - hvilket egentlig er forståeligt og virker som et klogt valg. Hvorfor ødelægge et koncept der har vist sig at fungere ok?

Just Cause 2 er med andre ord ikke sat i verden for at revolutionere sandkassegenren. Hvad Avalanche Studios til gengæld har forsøgt er, at skabe et gedigent og underholdende action. Med det in mente ser Just Cause 2 ud til at kunne blive et habilt actionspil. Ikke et perfekt spil, men et habilt et af slagsen.

Du kan læse anmeldelsen af Just Cause 2 i Gamereactor #106