Just Cause

Fra himlen er San Esperito et syn for guder. Rullende grønne bakker, solbeskinnede strande og pittoreske småbyer så langt øjet rækker - og det er imponerende langt. Ikke underligt, at Just Cause-udvikler Avalanche har travlt med at gøre opmærksom på udsigten: Spillet åbner med agent Rico Rodriguez i frit fald over San Esperito og finder siden en lang række andre undskyldninger for, at vise den lille caraibiske østat frem fra oven.

Visuelt er Just Cause en del af de "gamle" konsollers sene opblomstring på linje med blændende smukke kraftanstrengelser som Black og God of War. Spillets bjergtagende panoramaer, har ikke fundet vej til undertegnedes ydmyge Xbox uden kompromisser på kvaliteten, men den samlede oplevelse er ikke desto mindre imponerende. Næstegenerations-imponerende. Spørgsmålet er, om Avalanche har formået at klemme en underholdende spiloplevelse ind i de overdådige rammer.

Historien er hurtigt skitseret: Agent Rico Rodriguez er sendt til San Esperito for at afsætte den nuværende regering. "Another pissant regime that needs to be overthrown", som han lidt irriteret opsummerer opgaven i spillets intro. Men hvor CIA, i hvert fald i de gode gamle dage, ville have skudt regeringschefen og givet hånd på et veludført stykke arbejde, er det noget mere kompliceret at vælte regeringer i Just Cause.

Ikke blot skal du som agent Rodriguez, assistere den lokale oprørsbevægelse med bid for bid at overtage kontrollen over østaten. Du skal også hjælpe mafiosoerne The Riojas til at vinde en regulær bandekrig med de lokale rivaler The Montanos - alt imens du løbende udfører missioner for dine egentlige arbejdsgivere i efterretningstjenesten, og alt sammen inden for rammerne af et Grand Theft Auto-inspireret sandkassegameplay.

Kendere af danske Deadline Games’ Total Overdose, vil nikke genkendende til Just Causes "Desperado"-inspirerede stemning. Soundtracket er mættet med smittende latin-rytmer, smægtende mariachi-blæsere og støvede akustiske guitarer. Visuelt har Avalanche valgt en karikeret tegneseriestil til deres karaktermodeller, og den går nydeligt i spænd med spillets løsslupne stemning og de overgearede - men overdådige - farve- og lyseffekter, der især gør sig gældende i overgangen mellem dag og nat.

Alligevel mangler Just Cause lidt personlighed. Spillets korte cutscenes gør ikke meget for at engagere spilleren i det kulørte univers, og i åbent spil er mulighederne for at interagere med omgivelserne stærkt begrænsede. Værre er det, at Avalanche tilsyneladende har haft svært ved at finde på nye ideer til missioner. Just Cause rummer de samme variationer over henrettelsesmissioner, buddrengs-togter og sabotageraids - tilsat lidt ræs og anden hygge - som Grand Theft Auto-serien allerede har tyndslidt godt og grundigt.

I stedet for egentlig nytænkning, sætter udvikleren mere af det gode. Det angiveligt 1000 kvadratkilometer (!) store San Esperito rummer et væld af våben, missioner og især transportmidler, og særligt transportmidlerne vækker opsigt: Til det sædvanlige udvalg af to- og firehjulede køretøjer, føjes køretøjer med maskingevær og missiler, speedbåde, helikoptere og fly. Øen kan sågar inspiceres fra en paraglider.

Til transportmidlerne knytter sig en række flamboyante stunts. Kørende i en af spillets mange(!) biler, kan du klatre op på taget og derfra paraglide over hegn og andre forhindringer. Mens du alligevel er i luften, kan du hægte dig på en anden bil med en grappling hook, hale linen ind og overtage pladsen bag førersædet. Men du kunne selvfølgelig også bare have kørt op på siden af bilen, sprunget op på taget og derfra over på den anden bils tag. Hopla!

De løsslupne stunts føjer noget friskt til Just Causes lidt trætte gameplay, også selvom det kontekstafhængige styresystem føles en anelse hæmmende. Tilsvarende trækker styringen en del ned i spillets mange skudvekslinger, hvor fraværet af velfungerende alternativer, hurtigt reducerer det taktiske oplæg til Rambo-agtig bersærkergang. Som Rodriguez kan du tåle et utal af klokkeklare træffere fra ordensmagten, hæren og gangster-rivalerne, der selv er noget sårbare. Samtidig hører spillets auto-aim til i den gavmilde ende, så ordet "skydetelt" er ikke malplaceret her.

Styringen af spillets transportmidler virker tilsvarende en anelse løs og lemfældig. Simulations-realisme var måske meget at forvente, men Just Cause falder ofte meget langt under det mål. Og når nu vi er i den kritiske afdeling, så er den overdådige billedside som antydet, ikke uden svage punkter. San Esperitos smukke omgivelser brillerer på bekostning af en noget stivbenet Rodriguez, der samtidig ikke interagerer tilfredsstillende med omgivelserne: Han løber op ad 90 graders bakker, som var de et stykke midtjysk hede, ligesom græs og buske flyver lige lukt igennem ham.

Just Causes officielle udgivelsesdato ligger stadig et lille stykke ude i fremtiden, så Avalanche har stadig chancen for at finpudse deres baby. Omvendt er beta-udgaven den måske mest komplette, undertegnede har previewet, så spørgsmålet er, hvor meget mere udvikleren vil foretage sig. Spillets kerneydelser - missionerne og de indlagte skudvekslinger - halter endnu en anelse, men grafisk er det en oplevelse på første klasse. Som en maksimalistisk sandkasse-extravaganza med alt det hele og lidt til, har Just Cause gode chancer for at blive et hit.