Dansk
Gamereactor
previews
Kane & Lynch 2: Dog Days

Kane & Lynch 2: Dog Days

Gamereactor er blevet inviteret på besøg i IO Interactives imponerende domicil, der ligger med flot udsigt over Københavns gamle havn, for at prøve multiplayer-delen af det kommende Kane & Lynch 2: Dog Days.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Sammen med andre spiljournalister fra norden får vi en bid morgenmad, og efter en kort præsentation af spillet, bliver vi ført hen til de otte Xboxe, der er opstillet til lejligheden.

Den første spiltype, vi skal prøve, hedder Arcade Mode. Multiplayer director Kim Krogh forklarer, at den startede som en slags tutorial for spiltypen Fragile Alliance, som vi skal prøve senere, men fungerede så godt, at IO besluttede at udvide den til en selvstændig spiltype.

Man spiller sammen med et hold af computerstyrede allierede. Målet er at stjæle en masse penge, kæmpe sig igennem en række politiblokader, og nå frem til den flugtbil, der holder og venter. Man har tre liv, og sværhedsgraden stiger runde for runde. Når de tre liv er brugt, bliver ens samlede rov talt op, og scoren bliver lagt på spillets online scoreboards, så man kan prale over for sine venner.

Kane & Lynch 2: Dog Days
Dette er en annonce:

Men vi lærer dog hurtigt, at intet i Kane & Lynch 2 er, som det ser ud på overfladen, og Arcade Mode er ingen undtagelse. Resten af holdet stiller nemlig krav. Laver man ikke sin del af arbejdet - det vil sige, bærer man ikke nok penge, eller skyder man ikke nok politifolk - bliver de utilfredse, og kan finde på at skyde en. Deres krav til ens ydelse starter lavt, men stiger runde for runde.

Hver multiplayer-bane har sin egen historie, og Krogh fortæller at de har hentet inspiration i virkelighedens kup. I den bane, vi får lov at prøve i dag, er historien som følger: Vores bande har fået et tip om, at en anden bande er i gang med et større bankindbrud. Vi lader dem gøre det hårde arbejde, og stjæler pengene fra dem, når de er på vej ud.

Derfor starter banen med, at vi skyder den håndfuld skurke, der løber ud af bygningen over for vores startsted. De taber en masse penge, som vi samler op, og så er det ellers afsted mod flugtbilen.

Kane & Lynch 2: Dog Days
Dette er en annonce:

Efter vi har lært de grundlæggende koncepter at kende, er det videre til multiplayer. Her skal vi spille Fragile Alliance. Ideen er den samme: stjæl pengene, nå afsted til flugtbilen. De computerstyrede makkere er nu skiftet ud med vores medspillere. Flugtbilen kører efter fire minutter, og alle spillere, der når frem inden da, deler i fællesskab de penge, de har med sig. Vinderen er den spiller, der efter tre runder har scoret flest penge.

Og det er her, ordet "Fragile" kommer ind. For hvis to spillere bærer på knap en million hver, og en tredje kun har 10.000, så skal man ikke have gået mange år i skole, for at regne ud, at det ikke kan svare sig at dele med ham.

Derfor går der ikke længe, før alle ser skævt til hinanden. For hvad nu hvis en af de andre skiderikker skyder mig? Pløkker man en kammerat, bliver man markeret som forædder - dermed kan alle de andre spillere se, at man har skudt en makker. Skyder man på forræderen, bliver man ikke selv gjort til forræder, så man kommer hurtigt resten af holdet på nakken, hvis man afliver nogen.

Omvendt kan de andre måske godt se fornuften i at skyde ham taberen, der ingenting laver, og med en holdstørrelse på otte spillere er der rig mulighed for aftalt spil. En slags organiseret alle mod alle. Og efter tre runder står det klart, at de spillere, der var med størst snedighed faldt os andre i ryggen, også løber med den største del af rovet.

Døde spillere genopstår som politifolk, så bliver man nakket af en kammerat, har man altså god mulighed for at tage hævn.

Kane & Lynch 2: Dog Days

Er man virkelig egotripper, har man mulighed for at dele de penge, man selv bærer, lige over med chaufføren - så når ingen andre frem til flugtbilen, og ingen andre får altså penge. Det er en sjov ide, og selvom den bedste taktik måske ikke umiddelbart er til at gennemskue, skal denne form for co-op blandet med alle mod alle nok give rig mulighed for nogle mindeværdige multiplayeroplevelser.

Næste spiltype på programmet er Undercover Cop. Grundkonceptet er det samme som før, men med et nyt twist: En tilfældigt udvalgt spiller er i virkeligheden strømer, og han har til opgave at forhindre de andre spillere i at slippe væk med byttet.

Kane & Lynch 2: Dog Days

Den hemmelige betjent bliver ikke markeret som forræder, når han skyder en af sine medspillere, så det gælder om at holde øjnene åbne. Paranoiaen er total. Vi ved, at de computerstyrede politifolk ikke vil skyde på undercover-betjenten, og han må ikke skyde dem, men det er alligevel svært at vurdere, hvem man kan stole på.

"Ej!", kommer det pludseligt fra en af de andre journalister. Strømeren fik ham! To mere falder kort efter. En spiller går i panik, og skyder en af sine kammerater - men ikke strømeren. Nu er han markeret som forræder, og alle vender deres våben mod ham. Nu er vi kun tre tilbage. Men de døde spillere er respawnet som SWAT-folk, og da de kan se, hvem af os der er betjent, bliver der gjort kort process. Undercover-strømeren vinder. Pokkers.

Næste runde. Ventetiden under loading-skærmen er intens. Hvem bliver undercover-strømer denne gang? Gys! Det er mig! Jeg får et sug i maven, mens jeg febrilsk prøver at lægge en plan. Jeg bliver enig med mig selv om, at jeg må prøve at isolere de andre. Skyder i retning af de computerstyrede røvere, men sørger for ikke at ramme. Nupper en pæn portion penge, og følger så med resten af flokken - men ikke bagerst. De skal nødig fatte mistanke.

De første SWAT-folk dukker op, og alle begynder at skyde. Jeg sigter med vilje henover hovedet på SWAT-holdet, og venter tålmodigt på en åbning. En spiller løber mod en garage, for at flankere strisserne. Der er min chance! Jeg løber efter ham, og så snart jeg er ude af syne for resten af gruppen, trykker jeg aftrækkeren i bund. Jeg fylder ham med bly, men mit sigte er desværre for dårligt. Han falder om, men overlever lige præcis, og tømmer sit magasin i maven på mig, mens jeg febrilsk prøver at genlade. Nu er det min tur til at vælte om, men en tredje spiller er dukket op, og regner hurtigt ud hvad der foregår. Han ekspederer mig med et par velplacerede skud i hovedet. Tre spillere slipper væk med penge. Satans!

Kane & Lynch 2: Dog Days

Sidste spiltype vi prøver hedder Cops & Robbers. Som navnet antyder, bliver vi her delt i to hold. Det ene skal slippe væk med pengene, mens det andet hold skal stoppe dem. Hvis en spiller samler mere end én million op, bliver han automatisk markeret på politiholdets skærm, så det gælder om at fordele pengene mellem sig. Den detalje er der dog en af de andre journalister, der ikke har fanget, så han lyser fra starten op på vores skærm. Men forvirringen på politiholdet er total. Skal vil holde vores position nær flugtbilen, og skyde modstanderne, når de nærmer sig? Eller skal vi presse frem og tage dem på sengen?

Mens røverne holder sammen, bliver vi andre hurtigt delt, og det må vi betale for: Samtlige røvere slipper væk. Øv.

Og så er præsentationen slut, og det er blevet frokosttid. Mens vi spiser, funderer jeg lidt over de forskellige spiltyper. Af multiplayer-delene er det klart Fragile Alliance og Undercover Cop, der er mest interessant. Den altoverskyggende paranoia giver spillet en ekstra facet, som jeg ikke har set andre steder. Det nærmeste vi kommer er spion-klassen i Team Fortress 2, men Valves hit når slet ikke disse højder af mistillid mellem spillerne. Cops & Robbers ligner derimod de fleste andre holdspil. Ikke at det er nogen dårlig ting, men sammenlignet med den originalitet, vi ellers har set i løbet af dagen, virker det lidt antiklimatisk. På den anden side er holdspil jo altid populære, så det skal nok finde et publikum.

Efter den noget blandede oplevelse, som det første Kane & Lynch-spil var, bliver det spændende at se om de danske drenge kan få formlen på plads og ramme plet med Kane & Lynch 2: Dog Days. Skal man vurdere spillet ud fra de få timer, vi fik med det, tegner det i hvert fald godt.

Kane & Lynch 2: Dog Days
Kane & Lynch 2: Dog Days
Kane & Lynch 2: Dog Days
Kane & Lynch 2: Dog Days
Kane & Lynch 2: Dog Days
Kane & Lynch 2: Dog Days
Kane & Lynch 2: Dog Days
Kane & Lynch 2: Dog Days
Kane & Lynch 2: Dog Days
Kane & Lynch 2: Dog Days
Kane & Lynch 2: Dog Days
Kane & Lynch 2: Dog Days
Kane & Lynch 2: Dog Days
Kane & Lynch 2: Dog Days
Kane & Lynch 2: Dog Days
Kane & Lynch 2: Dog Days
Kane & Lynch 2: Dog Days
Kane & Lynch 2: Dog Days
Kane & Lynch 2: Dog Days

Relaterede tekster

Kane & Lynch 2: Dog DaysScore

Kane & Lynch 2: Dog Days

ANMELDELSE. Skrevet af Nikolaj Kürstein Jepsen

IO Interactive har for anden gang sluppet Kane og Lynch ud fra galehuset. Denne gang foregår løjerne i Shanghais gader og stræder, og det går ikke stille for sig...

Mød skaberne af Kane & Lynch

Mød skaberne af Kane & Lynch

NYHED. Skrevet af Lee West

Startskuddet til lanceringen af det danske Kane & Lynch 2: Dog Days indledes med en særlig præsentation for pressen, og hvis du er heldig, også dig...



Indlæser mere indhold