Kane & Lynch: Dead Men

Jeg befinder mig i forhallen til en bank, der før var nok så nydelig med romersk arkitektur, hyggelige potteplanter og smilende receptionister, der pænt ekspederede dig, hvis du havde behov for det. Men hvis de romerske guder fra Olympen kunne se mig nu, ville de sikkert ikke være alt for glade, for stedet ligner mest af alt et bombekrater, og de romerske søjler er blevet skudt i stumper og stykker, potteplanterne ligger spredt for alle verdens vinde på en nærmest melankolsk måde og receptionisterne dækker hver kvadratmeter af gulvet sammen med andre civile og en række politimænd. Det skulle have været problemfrit - hurtigt ind, spræng boksen, og hurtigt ud, men på grund af være en vis psykopatisk makker, ser min situation nu ret så sort ud.

Og det er lige præcis, hvad Kane and Lynch: Dead Men er. Et mørkt eventyr med to tvivlsomme antihelte, der gør, hvad de kan for at slippe væk fra ordensmagten, eller rettere sagt, slippe gennem den, for hvorhen de kommer, værende det alt fra eksotiske japanske natklubber i Tokyo til Havanas ruinhobe under en borgerkrig, så står problemerne bare og venter på dem.

Du spiller selv Kane, en forhærdet lejemorder med international klasse, der er havnet i spjældet efter at have stjålet en stor mængde penge fra et røveri med dine partnere fra gruppen The7 i Venezuela, hvorefter du stjal pengene fra dine egne folk for så tilsidst at ende i fængsel. Spillet starter med, at du brydes ud af fangetransporten af Lynch, en mindre professionel kriminel, der er blevet ansat af The7 til at sørge for, at du skaffer pengene tilbage. Lyder det indviklet? Det skulle det også gerne, for historien i Kane and Lynch er så knudret (på den gode måde) og fyldt med plotdrejninger, at man nogen gange mister pusten af bare spænding.

Hvad så med gameplayet, spørger du måske så, kan det matche historiens omfattende kaliber? Både ja og nej, spillet er generelt set en almindelig third person shooter tilsat en god portion taktik, da du har mulighed for at vælge, om dine holdkammerater skal beskytte dig, give dig dækning eller storme frem mod fjenderne. Udviklerne har også valgt at give dig et nyttigt cover-system, så du kan gemme dig bag alt fra betonmure til japanske teborde.

Problemet er bare, at de to elementer ikke altid fungerer efter hensigten, for du kommer tit ud for, at spillet automatisk stiller dig i en cover-position, som du faktisk hellere havde været foruden og omvendt, og så hjælper det heller ikke, at dine allieredes hjerner til tider kan minde om 5-åriges, når de vælger at ignorere en shotgun-bevæbnet skurk, der står to meter fra dem. Jeg kom f.eks. også ud for, at jeg pludselig døde, hvorefter Lynch kom løbende hen for at give mig en dosis adrenalin, så jeg kunne vågne op igen. Men i stedet for at gøre dette standsede han bare op lige foran mig, vendte sig om og begyndte at skyde igen som for at pine min tålmodighed. Og din tålmodighed er præcis, hvad der kommer på en gevaldig manddomsprøve, for det er heller ikke altid lige klart, hvad spillet vil have dig til i de givne situationer.

Angående grafikken medvirker den til en helt igennem flydende oplevelse, og jeg oplevede aldrig, at motoren bag spillet hakkede så meget som et sekund. Designmæssigt er der tale om et realistisk actionspil med dertilhørende filmreferencer til bl.a. Heat og Collateral, og netop inspirationen fra Michael Mann er tydelig. IO Interactive har også skabt en lille genistreg i form af et loading-screen, hvor man i modsætning til andre spil skal alt andet end at slappe af, for alt imens man venter på, at næste bane går i gang, hører man hovedpersonerne snakke sammen, og det giver en forfriskende pause fra de ellers så hæsblæsende kampe. Samtidig er det altid stemningsfuldt og interessant at lytte til de to skurke, der for det meste er oppe at toppes om, hvad de nu skal gøre for at holde sig i live, og det kan være ret så underholdende at overhøre.

Stemmeskuespillet er noget af det bedste i spillet og giver masser af liv til de to korrupte protagonister. Specielt Kanes stemme er indtalt med sådan en indlevelse og følelse bag, at man ikke kan undgå at blive grebet af et par situationer, hvor man i glimt ser beviset på, at selv hårdkogte lejemordere kan være følsomme individer. Musikken er komponeret af danske Jesper Kyd og er måske det mest skuffende element i spillet, måske fordi den mest fungerer udelukkende som baggrundsmusik, noget man ikke rigtig lægger mærke til i stedet for at være en aktiv deltager i uddybning af karaktererne og historien og sparke ekstra liv i det i forvejen tempofyldte gameplay. Selvom jeg ved, at det afdæmpede, elektroniske musik passer bedst til stilen i spillet (og som oven i købet er hans hjemmebane), så savner jeg til tider et par bombastiske toner, der kan "vække" spilleren, som vi så det i hans fremragende soundtrack til Hitman: Silent Assassin.

Multiplayerdelen er strikket sådan sammen, at man er en del af en gruppe, der skal røve en bank og slippe væk med pengene, altså lidt ligesom i spillet, men der er bare det ved det, at du som allieret i gruppen kan vælge at forråde de andre ved at skyde dem, for så selv at rende med byttet. Dine intentioner vil dog blive afsløret, da alle, såfremt du vælger at skyde dine egne, kan se, at du er en forræder og vil derfor åbne ild, hvis de ser dig. Hvis du bliver skudt, respawner du som en af de politimænd, der pænt står og venter ved hovedindgangen for at stoppe din gruppe, og hele "hvem snyder hvem først"-temaet samt det overordnede hævnaspekt fra singleplayer-delen er en ret så forunderlig oplevelse og må siges at være kærkommen i en industri, der mister mere og mere de tænkende situationer, hvor din strategiske sans virkelig kommer på overarbejde.

Kane and Lynch en ganske habil spiloplevelse, der desværre har en del forstyrrende elementer og fejl, som godt kunne bruge en kærlig hånd, og det er tydeligt, at spillet er blevet rushet ud i julehandlen uden at være 100% færdigt. Men kan du lide historietunge actionspil som f.eks. Max Payne, så er Kane and Lynch bestemt et kig værd, du skal bare ikke forvente et mesterværk.