Kelly Slater’s Pro Surfer

En hurtigt kickflip med skateboardet før transportmidlet skiftes ud med en BMX cykel og de mange tricks forsætter. Scenariet skifter derefter scene fra store betonbadekar til sne beklædte pister hvor snowboardet trækkes frem. Pludselig smelter sneen og ud af bjerglandskabet tegner sig en tropestrand og efter at have spidset snowboardet til er det bølgerne der kalder. Kelly Slater’s Pro Surfer der også mænger sig på PS2’en gør et forsøg på at trænge ind på GBA’ens territorium. GameReactor hopper i våddragten, smager på vindforholdene og gør sig klar på at få våde fødder.

Surfsurfsurf!
KSPS går, som så mange andre spil, ud på at lave de mest sindssyge tricks på nul komma fem og derefter slippe godt fra det. Derefter indtjener man en masse points som så bruges til at låse alt fra baner til surf-brædder, snydekoder og lignende gejl op. I det store hele ligner KSPS en tro kopi af for eksempel Tony Hawk’s Pro Skater, hvor brættet med hjul er blevet skiftet ud til fordel for et uden. Indlæringskurven er lav og det er godt hvad nybegyndere angår, da det ikke kræver den store intelligens at sætte sig ind i tingene.

Desværre medfører dette også at man hurtigt kører træt i at plaske rundt, eftersom det hele bliver en smule for monotont. Når der kun er en bølge at ride på bliver det hurtigt tidsspilde at bruge tid på at avancere i spillet. Udgangspunktet er det samme og mængden af variation er mindre end i Tetris. Hvis man ikke ligger og sover efter første halve times spil, så kan man med gode nerver måske holde ud til enden, mængden af strande er pæn, men da de ikke byder nogen egentlig form for afveksling kan det for så vidt diskuteres om det indgår i holdbarheden. Multiplayer er også en lidt plumret og drøj oplevelse, men trods alt en smule bedre end singleplayer. Grundlaget for underholdning er det samme hvilket egentlig ikke overrasker.

Sammenlignet med versionen til PS2 er KSPS til GBA frygtelig ringe, både at kigge på og spille. Hvor man i versionen til den stationere konsol får et ordentligt og gedigent indtryk af surfing så står den håndholdte tilbage med et kedeligt og monotont alternativ.

Blå bølger og grå bølger
Grafisk er KSPS et halvkedeligt foretagende. Et 2D bølgebillede er hvad præger skærmen hele tiden og dette gør ikke synderligt meget indtryk på én. De tricks man udfører under vand-pjaskeriet er ifølge spillet vidt forskellige, men på skærmen ligner de grangiveligt hinanden uden at det er muligt at kende forskel. Farverigt er heller ikke hvad man kan kalde KSPS for selvom farven blå selvfølgelig dominerer, er der ikke megen forskel på de forskellige tidspunkter man surfer på og de forskellige strande. Ligesom på PS2’en ligger der dog en mindre bunke videoer til rådighed. Udover at omhandle en smule surfing er de forholdsvis uinteressante, også for surferentusiaster, og fylder egentlig bare pladsen op. Lyden er et enkelt eller to monotone lydspor der looper i én uendelighed og en gang plaske lyde tilsat lidt stønnen engang imellem er hvad effekterne kan byde på.

Vand, sne eller beton
Der er en smagssag om KSPS er noget for én, men hvis man foretrækker snowboarding frem for surfing så bør man vælge muligheden med sne. Man skal være meget bidt af surfing hvis interessen skal falde på KSPS til GBAen, og det set i lyset af at den udmærker sig noget bedre i PS2 versionen. Dyrt tidsfordriv er nok det begreb der ligger bedst på tungen når dette surferspil skal defineres, men hvis man absolut vil have et spil der har en hidtil uset linearitet så er KSPS et overordentligt godt bud.