Kengo: Master of Bushido

Lige siden jeg som 9-årig dreng så Shogun i fjernsynet med flødebollen Richard Chamberlain som Anjin San, har jeg været fascineret af samuraier, og fascinationen af de elegante krigere er stadig den samme her mange år efter. Hvad fik disse mænd til at vie hele deres liv til at perfektionere deres teknik med et stykke skarpt metal? Dette er, hvad Kengo: Master of Bushido forsøger at give et svar på.

Tekken goes to Japan (med mere)
Spillet har tre modes: En turneringsdel, hvor du møder modstandere, der bliver bedre og bedre, indtil du til sidst får bank af din overmand. En topersoners Battle-del, hvor du kæmper mod en af dine venner og endelig spillets største del: Single player. Der er ikke meget nyt i de to første modes, der dog dækker hvad man kan forvente af et kampspil. Den tredje del, Single Player, er derimod den, der gør spillet holdbart.

Første dag i Samurai-skolen
Du starter ud som den helt grønne begyndersamurai, der næsten intet kan. Du melder dig i en Dojo (læremesterens hus), for der at starte den lange vej mod sværdets perfektion. Der findes 9 forskellig Dojos, der hver specialiserer sig i forskellige teknikker, enhåndsteknik, styrke, hurtighed og finter. Hvilken du vælger er en temperamentssag.

Laaang vej til toppen
Du får ikke et rigtigt sværd til at starte med, for i de første mange kampe må du lære dig de grundlæggende manøvrer. Hertil har du et træsværd. Du bliver introduceret til de helt basale teknikker, før du begynder at kæmpe mod andre elever fra din Dojo. For at få et rigtigt sværd, skal du besejre først mesterens yndlingselev og derpå mesteren selv. Så er du klar til det rigtige liv, som består i at blive endnu bedre og udfordre de andre Dojos mestre. Er du god nok, inviteres du til den kejserlige turnering, hvor du for alvor skal vise dit værd.

Sjove prøver
I takt med at du slår bedre og bedre modstandere, får du tildelt øgede egenskaber i form af større styrke, hurtighed, smidighed, ånd og så videre. Men kun hvis dit potentiale er stort nok, kan du modtage disse point og dermed blive en bedre kriger. Du bliver derfor nødt til at arbejde med dit potentiale mellem kampene. Det foregår ved nogle meget originale prøver, hvor du for eksempel skal stå i et vandfald i 30 sekunder eller slå en trækæp over med dit træsværd på tid.

Flot - men ikke fejlfrit
Figurerne i Kegno er fantastiske. Det er som at se en film komme til liv. Bevægelserne er lynhurtige og elegante, ligegyldigt om samuraierne løber, springer eller slår med sværdet. Omgivelserne er også i orden, men skændes af småfejl, som at man i det blankpolerede dojo-gulv kan se refleksioner af omgivelserne, men ikke af den mand der står på gulvet - småting? Ja måske, men det falder i øjnene. Det gør det også, at sår, man bliver påført eller selv påfører sig, er en meget simpel animation af sprøjtende blod, der er den samme om såret sidder på knæet, halsen eller hovedet. Grafikken er holdt i meget grå/brune nuancer, og kommer man direkte fra et spil som Tekken, ligner det hele leverpostej. Men i længden gør det faktisk ikke noget.

Musik? Hvor?
Lyd og musik er spillets svageste side og et godt eksempel på, hvor vigtig lyd er for et spil. Musik er faktisk næsten ikke-eksisterende i hvert fald under kampene. Sådan har det selvfølgelig også været i det gamle Japan, men noget dramatisk musik til at piske stemningen op ville have gjort kampene mere adrenalinfyldte. Lydene består mest af sværdhug og parader, som begge er i orden. På tværs får vi dog krigernes skrig, der er temmeligt dårlige og uvarierede.

Næsten en vinder
Kengo er, når man har lært at se bort fra den lidt halvfærdige grafik og gameplay, en utrolig god idé. Jeg tror, at en samurais liv har været temmelig ensformigt, og det har spillet ramt lige på kornet. Om dét så er hensigtsmæssigt til et PS2-spil, kan man diskutere. Personligt kunne jeg godt have tænkt mig lidt mere afveksling ved for eksempel nogle missioner. Fraværet af lyde er som sagt også med til ikke at få spillet helt op at ringe.