Solen glider langsomt ned bag de majæstetiske bjerge, der har fundet sig til rette i horisonten, og kaster et orange skær over den stille landsby Chikuan, hvor indbyggerne så småt gør sig klar til en hårdt tiltrængt fyraften. Et sted i landsbyen trasker en hvileløs kriger rundt, på konstant flugt fra en ubehagelig fortid - en fortid han snart skal konfrontere. Som et borende knivstik høres et skrig pludselig i det fjerne; en kvinde i nød, jagtet af to brutale mordere. Uden et sekunds overvejelse går vores helt i aktion.
Efter de to fjender er nedslagtet, fortæller den unge pige, hvordan hendes klan, Gate of Seiryu, netop er blevet brutalt angrebet af en række mystiske krigere, og som eneste overlevende, leder hun efter det udstødte klanmedlem, Shinbue. Hvilket spidsfindigt nok er navnet på vores helt. Og herfra går rejsen for klanens to eneste tilbageværende medlemmer i jagten på at finde deres hellige sværd og genvinde klanens ære.
Den indledende historie i Key of Heaven virker måske en anelse klicheagtige, men takket være en fornem præsentation baseret på stemningsfyldt musik og lækre omgivelser, bliver man hurtigt suget ind i det semi-celshadede univers, Climax har skabt. Uheldigvis er dette en indlevelse, som hurtigt bliver fortæret af et oversimplificeret kampsystem, et uheldigt kamera og en irriterende struktur.
Som PSP’ens første rollespil, i hvert fald på de vestlige breddegrader, har Climax givetvis forsøgt at inkludere samtlige krydderier for at servere den bedst muligt balancerede ret, men på trods af dette virker Key of Heaven ikke på dette stadie som et spil, der kan opfylde rollespilstomrummet.
Key of Heaven er gennemgående et ganske normalt rollespil, der har sine byer fyldt med indbyggere, der både vil snakke med dig og sælge alskens varer. Der er masser af erfaringspoint og våben at hente i de mange tilfældige kampe på vej fra punkt A til B, og så er det hele naturligvis kombineret med et magisystem baseret på elementerne. Selvom alt dette i realiteten kunne udgøre fundamentet for et udmærket spil, så ser det ikke lovende ud. Med et kampsystem, hvor kun én knap tages i brug, og en kameravinkel, der udelukkende anskuer hovedpersonen i profil, føles Key of Heaven konstant som et 2D hack’n’slash, hvilket ikke umiddelbart er det man forventer af et rollespil på PSP.
Selvom Climax har lovet et spændende kampsystem, hvor det strategiske mere specifikt ligger i en forudbestemt sammensætning af de mere end 150 forskellige angreb, så bliver det hurtigt til et kedeligt bekendtskab. Med mindre den ellers spændende historie kan holde mig fasttømret til skærmen, så ser jeg næppe nogen lys fremtid for Key of Heaven, der hurtigt kan gå over i historien som endnu et tryk-slå-dræb spil.