Hvis du har lidt år på bagen, kan du måske huske TV-serien "En stemme i natten" fra starten af 90'erne, hvor en tidligere politimand, efter en ulykke, endte med at blive nat-radiovært på et talkshow på en radiostation i San Francisco. Killer Frequency minder mig lidt om denne TV-serie.
Killer Frequency er et first-person horror-adventure, som udspiller sig i 1980'erne på den lille radiostation KFAM i den søvnige by Gallows Creek. Man tager rollen som radio-DJ'en Forrest Nash, der er blevet fyret fra sit radio-job i storbyen og er nu havnet som DJ og radiovært på "The Scream" talkshowet, som kører om natten i den lille by midt ude i ingenting.
Denne nat er der dog en morder løs i den lille by, og aftenen udvikler sig til Forrest Nash's vildeste nattevagt. Da byens sherif på mystisk vis er død og ingen på politistationen tager telefonen, så ringer morderens ofre ind til radioen for at få hjælp til at undslippe The Whistling Man. Sammen med ens producer, skal man nu finde ledetråde i deres opkald og gå på opdagelse på den næsten mørklagte radiostation, for at finde hjælp og ledetråde til hvordan man hjælper de desperate mennesker, som ringer ind.
Et eksempel, taget fra tidligt i spillet, kan være at man skal finde ud af, hvordan man starter en bil uden nøglerne, da et offer har låst sig selv inde i en bil og morderen er nu på vej derhen. Man finder ledetråde ved at gå ned til det skrivebord, hvor værterne til radiostationens bilprogram sidder og kigge deres papirer igennem - de må vide, hvilke ledninger der skal kortsluttes for at få en bil til at starte. Giver man lytteren besked på at klippe de forkerte ledninger, begynder bilen at dytte højt eller spille høj musik, og man afslører hvor ofret gemmer sig.
Hele handlingen foregår via telefonopkald og dialoger med dem som ringer ind. Det spænder lige fra virkelige ofre, til den lokale pizzajoint der ser muligheden for noget gratis reklame og til de lokale teenagere, som udgiver sig for at være The Whistling Man. Mellem opkaldene skal man sørge for at holde liv i radioprogrammet, ved at chit-chatte med ens producer, spille musik og afvikle reklamerne.
Det er et ganske anderledes koncept end hvad jeg lige havde forestillet mig. Det er et meget dialog-tungt spil, for der bliver i sagens natur snakket meget, så det skal man være indstillet på. Opgaverne med at hjælpe ofrene er egentlig varieret nok, men nogle gange kan det være lidt svært at gennemskue, hvordan man skal hjælpe dem. Det gælder om at finde de helt rigtige ledetråd, for ellers kan det være meget svært.
Grafikken er ganske nydelig for et indiespil af denne type og lydsiden er virkelig god. Af et spil, hvor dialog er så vigtig, har man valgt nogle ganske gode stemmeskuespillere, som gør det glimrende og de 80'er plader man kan afspille i radioen giver en fin 80'er vibe til det hele. PC-versionen kan spilles i VR med Oculus Quest 2, mens PlayStation VR ikke understøttes.
Alt i alt er Killer Frequency et fint lille eventyrspil, som jeg mest spillede i kortere perioder. Der bliver snakket rigtigt meget - lidt for meget ind imellem, men så får man pludselig et opkald og så skal man løse en opgave på ganske kreative måder.
Hvis du er til eventyr- og puzzlespil, hvor du gerne vil bruge de små grå lidt, så er Killer Frequency et fint og lidt anderledes bud på et spil i den genre. Men det er ikke et spil for alle.