Killzone 2

Der er ingen tvivl om at 21 millioner euro er mange penge. For den sum funklende mammon kunne du bygge skoler i Uganda, vaccinere store dele af Zimbabwes kolera-ramte befolkning og sikre Togoleserne endnu mere rent drikkevand. Hos hollandske Guerrilla Games, der er placeret lige midt i centrum af Amsterdam, har fokus dog ligget et helt andet sted. Hvor nødhjælpsarbejdere har svedt under den afrikanske sol for at redde menneskeliv, har de godt 150 programmører, grafikere, lyddesignere og spiltestere svedt foran fladskærmene, for at skabe et af verdens mest imponerende computerspil - og det er i den grad lykkes.

Killzone 2 lugter af penge allerede fra opstartssekvensen. Eksplosioner fylder såvel skærmen som højttalerne, og på skærmen opildner Helghast-lederen Visari sine tropper til den forestående kamp om hjemplaneten Helghan. Imens forbereder Interplanetary Strategic Alliance sig i luftrummet over planeten på en regulær invasion. Der males med brede, episke penselstrøg fra begyndelsen, og det er noget der virker på en garvet kritiker som jeg selv. Før jeg ved af det, er jeg smidt ned i militærstøvlerne på Tomas "Sev" Sevchenko og i gang med en hårrejsende nedstigning til Helghan, mens antiluftskyts eliminerer mine soldaterkammerater og deres åbne troppetransporter.

Killzone 2 slipper aldrig taget om dig, og tempoet er mindst ligeså skånselsløst som klimaet på Helghan. Mellem murbrokker, elektriske storme og rygende bombekratere tømmer du magasin efter magasin i de fremadstormende Helghan-soldater med de ikoniske, orange øjne. Nogle falder som fluer for dit buldrende våben, mens andre kryber i skjul og i stedet forsøger at ryge dig ud med nøje tilrettelagte granater og velplacerede skud. Visse ting er åbenlyst planlagt på forhånd og gentages på nøjagtig samme måde, hvis du dør og må genspille en bid af oplevelsen, mens andre aldrig foregår på samme måde to gange - dette holder dig konstant på tæerne og inde i kampen.

Visuelt er Killzone 2 uden tvivl Guerrillas svendestykke. At sammenligne spillet med 2005-traileren fra Electronic Entertainment Expo er ikke fair, men heller ikke nødvendigt, for Sonys actionepos leverer grafik af så høj klasse, at man ikke et øjeblik er i tvivl om at PlayStation 3-konsollen puster og stønner i kredsene under pianolakken. Helghan har i postkortsform måske ikke så meget at byde på, da paletten af farver holdes dæmpet og udelukkende leveres i rustbrune, grå og blålige nuancer, men detaljegraden er tårnhøj, designet funkler og antallet af fjender, der enten stormer frem mod dig, lægger dækild for deres kammerater eller overvåger et område med et monteret maskingevær, er mildest talt imponerende. Når dette så krydres af med rullende tanks og øredøvende luftbombardementer, havner kæben til tider på gulvet.

Men Guerrilla Games kan trække mere ud af PlayStation 3, og det viser de i den grad med deres banedesign, der til trods for at tage udgangspunkt i sønderbombede byer og forladte fabriksparker, virker levende, meget lidt firkantet og med adskillige muligheder for strategisk fremrykning. Selvfølgelig er der de åbenlyse betonpiller, der nærmest skriger om at blive brugt, når kuglerne pifter om ørerne, men det er i de små krinkelkroge at Killzone 2 virkelig kommer til sin ret. En perfekt kastet granat fra skyggerne bag en søjle og nedskydningen af en hær af Helghast-soldater, siddende i skjul af to slidte planker med en snigskytteriffel, kan totalt ændre udfaldet. Killzone 2 er et levende bevis på, at korridor-spil ikke behøver at føles indelukkede og firkantede.

Til trods for det grafiske overflødighedshorn, den umage gruppe af ISA-læderhalse og den bombastiske musik, så er hovedaktøren i Killzone 2 i virkeligheden våbnene. Lugtende af olie og med en god virtuel tyngde samt en hidsig hvæsen, sprøjter de kugler ud, mens dit Sixaxis-joypad brummer lystigt med fra sofakanten. At holde skulderknappen inde og se en håndfuld sortklædte soldater forsvinde i en kugleregn, føles helt rigtigt - nøjagtigt som det var tilfældet med det oprindelige spil. Begejstringen bliver ikke mindre, når du lader dit våben og ser hvordan ivrige hænder flår magasinet ud af geværet, sætter et nyt i, banker på våbnet og sætter fingeren tilbage på aftrækkeren. Intet spil fanger min sygelige interesse for våben bedre end Killzone 2 - jeg har nogle forbundsfæller hos Guerrilla, det er stensikkert.

Killzone 2 kan dog ikke fastholde intensiteten hele vejen. Generelt føles mange af kampene, trods et helt uvirkeligt antal fjender på skærmen og højt tempo, for lange. Det, der starter ud som ren digital eufori, erstattes i nogle perioder af decideret ensformighed og et ønske om, at spilstudiet til trods for et imponerende skelet af grafik, våben og intensitet, havde fyldt lidt mere variation på tanken. De drevne kampe erstattes sjældent af andet end en fortællende mellemsekvens, hvorefter det er tilbage på slagmarken, og når du har mødt Helghast-hærens svar på en omvandrende tank for femte gang, kræver det ikke megen list, udelukkende at sigte efter hans højeksplosive tank på ryggen. Det samme gælder de svævende droner, som med jævne mellemrum skal skydes ned med en bazooka. Landskabet skifter tit karakter i Killzone 2, men kampene forbliver de samme - uanset om du vandrer gennem Helghan-hovedstaden Pyrrhus eller det fjerntliggende Tharsis-raffinaderi.

Set i lyset af den episke stemning, som Killzone 2 lægger for dagen, er slutningen også noget nær en skuffelse. Radec, Visaris højre hånd og general, der kan gøre brug af optisk camouflage, er det naturlige sidste bolværk mod dig og dine soldaterkammerater, men af en eller anden grund får Guerrilla aldrig rigtigt skabt en værdig slutning ud af det opgør - og når spilstudiet så skynder sig videre til en obligatorisk mellemsekvens, der i vanlig stil lægger op til en fortsættelse, så sad jeg i hvert fald tilbage med en underlig fornemmelse i maven - præcis den samme underlige, udefinerbare klump, der opstod i kølvandet på gennemførelsen af Bioshock.

Heldigvis skal der ingen historie til i online-delen, der stik mod Guerrillas første projekt, kun rummer en spilmode kaldet Warzone, dog med masser af variation over temaet samarbejde. Kædet sammen med muligheden for at skræddersy din egen karakter til slagmarken, blander Killzone 2 det bedste fra spil som Enemy Territory: Quake Wars og mere traditionelle oplevelser som Resistance 2. Pressesessionen som Guerrilla afholdte, gav kun 16 spillere adgang til kampe, der normalt kan afvikles med 32 personer, men det var tydeligt at se potentialet i multiplayerdelen.

Killzone 2 er mageløs underholdning i den dyre ende af spilbranchen. Det er et produkt, der viser hvad en PlayStation 3 kan, når et hold spilentusiaster har både færdighederne, tiden og pengene til at udleve deres drømme om den ultimative action-oplevelse. Killzone 2 er ikke mesterværk, til det mangler spillet en bedre slutning, en større variation og et mere velfungerende stemmeskuespil, måske endda også en skarpere kunstig intelligens i dine allierede, men som virtuel krigssimulator er Guerrilla Games' rutschebanetur intet mindre end overvældende.