Killzone 3

I det tredje spil i Killzone-serien har udvikleren Guerilla Games fokuseret på at finpudse nærkampsangreb og fortælle en mere personlig historie. Ifølge topchefen Hermen Hulst var målet at perfektionere selve skydefølelsen i Killzone 2, mens det i Killzone 3 har været at perfektionere de brutale nærkamsangreb. Og det er lykkedes. Både nærkampangreb og skydefølelsen er poleret langt ud til fingerspidserne - fundamentet er uden tvivl på plads.

Killzone 3 er en otte timer lang skydefest fra start til slut. Det er action, action og atter action. Der er ingen gåder som skal løses eller andre afbræk i spillet, kun den ene brutale og eksplosive scene efter den anden. Men til trods for at fokus hviler tungt på hæsblæsende skyderi og ikke meget andet, er kvaliteten gennemgående og bundsolid i alle led. Killzone 3 introducerer ikke meget nyt, men gør det meste utroligt godt. Hvilket resulterer i et actionspil i særklasse.

Killzone 3 fortsætter hvor forgængeren slap, hvor den menneskelige styrke akkurat har gjort en ende på Visari, men ikke før den nyligt afdøde Helghast-diktator nåede at rette sin krigsflåde mod menneskenes fartøjer. Det resulterer i en rutsjebanetur for den menneskelige ISA-styrke (Interplanetary Strategic Alliance), hvor den ene trussel overtager den anden.

Magten bliver overladt til Helghast-racens politiske overhoveder, hvor vi får indblik i en mørk og kynisk magtkamp af politisk intriger. Det er utrolig udførligt lavet, og alle figurene har distinkte personlighedstræk, der oser af ondskab og desperation. Inspirationen ser ud til at være hentet fra Nazi-Tyskland og Sovjetunionens frygtindgydende politiske spil under Anden Verdenskrig. Det sætter en ekstra spids og motivationsfaktor på krigen, der udspiller sig på planetens overflade.

Parallelt med den mørke og dystre historie ved magthavernes runde bord, tager vi del i en mere menneskelig historie, der udspiller sig på slagmarken. Gennem hovedpersonen Sev og hans kammerat Rico oplever vi en desperat kamp for at overleve det ene nådesløse Helghast-angreb efter det andet, men også direkte ordrer fra de militære ledere går stik imod så at sige alt, som vores venner tror på og kæmper for. Via bunker af spektakulære filmsekvenser med detaljeret Motion Capture-teknologi kommer figurenes følelser til syne. Det er ikke bare en kamp om at overleve, men også en kamp om at beholde den sidste rest af menneskelig værdighed.

Spillet starter i en steril Helghast-fabrik, hvor vores venner befinder sig på en undercover-mission i fjendens militære base. Vi får en hurtig oplæring i de vigtigste styrefunktioner som skydning, sigte og dækning på en skydebane. Her gælder det om ikke at ramme mørkemændene med glødende orange øjne, men derimod mennesker som sidder på hug med hænderne foldet bag hovedet. Morsomt. Styringen er solid og sidder lige i bullseye gennem hele spillet - pun intended.

Designet på Helghast-soldater, -fartøjer og -specialstyrker ser virkelig godt ud. De orange øjne gør fjenderne frygtindgydende, og det føles meget tilfredsstillende at pumpe dem fulde af bly. Blodsprøjtene er lige tilpas bestialske, og man kan se at kuglerne har tyngde og kraft i det de borer sig ind i Helghast-kroppene. Skydefølelsen i Killzone 3 er fantastisk.

Spillet indeholder også ragdoll-fysik i særklasse. Ved nærkampsangreb kan fjenderne slå hovedet mod en væg og falde fremover med troværdig tyngde, men også ved skud ser vi soldaterne falde naturligt med positurer, som tyder på at krigernes sidste sekunder har været nådesløse. Et eksempel på dette var en Helghast som sad i skydeposition bag en kasse, med arme og gevær pegende i den retning som menneskene befandt sig i, uden hoved. Slagmarken er i konstant forandring.

Fra blodige kampe mod landstyrker støder vi også på flere livsfarlige Helghast-fartøjer, der er mindst lige så tilfredsstillende at skyde ned som soldaterne. Det larmer godt i metallet idet raketter og tungt skyts regner mod fjendernes skibe, og der sluttes gerne af med en storslået eksplosion efterfulgt af et styrt med rigelig flammer og røg. Sådanne scener er ganske vist ikke noget nyt som sådan, men når spillet er så velpoleret, bliver det en oplevelse i sig selv.

Vi møder også fjender med jetpacks, som står for flere højdepunkter i Killzone 3, eftersom jetpacken får overtryk og spinner ud af kontrol når man rammer den. Under skudveksling med tre jetpack-krigere fik jeg skudt den første af dem, hvilket resulterede i at han susede 20 meter op i luften, ramte en anden kriger og eksploderede. Det er sådanne sekvenser, der ikke er iscenesatte, men vidner om en poleret og dynamisk spilmotor som gør, at Killzone 3 leverer.

Men fartøjer er ikke kun til for at blive skudt ned, og ved flere lejligheder får man lov til at betjene kanoner og andre skydevåben både til lands og i luften. Det fungerer glimrende som et lille afbræk i spillet, og scenerne er ofte svært flotte. Vi får også lov at styre en mech i løbet af spillet, og selvom det ikke er spillets højdepunkt, fungerer det godt som variation.

Lydbilledet er bundsolidt i Killzone 3. Stemmeskuespil og musik glider godt ind i atmosfæren, men det er våbenlyde, brag og metal som virkelig skiller sig ud. Skarpskytteriflen synger idet kuglen spinner gennem løbet, efterfulgt af patronhylsteret der klinger mod jorden - hvilket selvfølgelig lyder heftigt på et godt surround-anlæg. Det er dette med at kvalitetssikre alle led, som er den røde tråd i Guerillas skydefest.

Killzone 3 understøtter både stereoskopisk 3D og Move. Selvom begge dele er interessant på papiret, har jeg valgt at spille med traditionel controller og uden 3D. Selvom Sony og Killzone 3 er frontløbere for 3D, er teknologien og måden den bruges på ikke moden nok endnu - ikke i et førstepersonsspil. Det er interessant at se dybde i spillet, men efter 10 minutter orker man ikke mere og skruer ned for 3D til fordel for en langt bedre oplevelse i 2D. Ironisk nok.

Move fungerer faktisk overraskende godt, hvis man har tålmodighed til at sætte sig ned og lære styringsformen. Bliver det en vanesag, kan det være underholdende. Der er flere indstillingsmuligheder for hvor automatisk eller manuel Move-styringen skal være, så det burde være muligt at finde noget der passer til en. Sony hævder at oplevelsen skal være mere naturlig og præcis. Jeg er ikke enig, og jeg tror at Sony og udviklerne i virkeligheden har det på samme måde. Der er en grund til at de benytter et hjælpesigte som standard med Move, mens sigtet er helt manuelt med almindelig controller.

Jeg har ikke haft mulighed for at prøve multiplayer-delen i mere end 30 minutter, og det er ikke meget tid at basere et indtryk på. Killzone 3 har en opgavebaseret multiplayer-del, hvor man kan vælge mellem forskellige roller. Det virker solidt og spændende, og er mere historiebaseret end tilsvarende spil.

Det er muligt at gennemspille hele kampagnen med en makker på sofaen, eftersom spillet understøtter co-op på delt skærm. Desværre kan denne del ikke spilles over nettet, hvilket ellers kunne være utrolig fedt, i betragtning af hvor spektakulært og intenst et actionspil Killzone 3 er. Denne mangel er mildest talt skuffende.

Jeg har spurgt udviklerne hvorfor de ikke havde inkluderet denne funktion, og fik et ærligt men trist svar: de havde simpelthen ikke tid og mulighed for det. Selvom co-op på delt skærm fungerer knagende godt med relativt solid billedopdatering, er der for meget snadder som går til spilde på den lille og mindre overskuelige skærmflade.

Killzone 3 gør ikke meget nyt i actiongenren, men perfektionerer nærmest de fleste elementer med bundsolid kvalitet. Det er utrolig hektisk og intenst, og byder på en række eksplosive og spektakulære actionscener. En brutal actionfest som holder dig på tæerne fra begyndelse til ende.

Vi bringer yderligere en anmeldelse, den kan du læse omkring udgivelsen. Denne gang vil det være Thomas, der vil gå yderligere til bunds i multiplayer og Move.