Lad det være sagt med det samme: med mindre du i en tidlig barndom bliv bidt af en gal trucker og drømmer om et liv på landevejen med at fragte ting frem og tilbage, frem og tilbage, frem og tilbage så er King of the Road ikke noget for dig eller for nogen anden for den sags skyld.
God ide, men noget så kedeligt spil
King of the Road er kort og godt et noget så forfærdeligt kedeligt spil men paradoksalt nok er ideen faktisk meget god. Som spiller er man den stolte indehaver af et nystartet lille fragtfirma, der nu vil til at mænge sig med de store. Uden for holder en nyindkøbt men ikke særlig prangende lastbil og forude ligger de amerikanske landeveje og lokker, varer der venter på at blive fragtet til deres bestemmelses sted og politibiler der bare venter på at en fartglad trucker skal gå lige i fotofælden. Din opgave er simpel: sæt dig ind bag rattet i lastbilen og fragt varer fra et bestemmelsessted til et andet. Når det er gjort fragter du nye varer til et andet bestemmelsessted og når det er gjort fragter du nye varer til et tredje bestemmelsessted og når det er gjort...Kan du se problemet?
Igen og igen og igen og igen og...
Gentagelse på gentagelse følger gentagelse på gentagelse og der går ikke lang tid efter man er begyndt på spillet, førend frustrationen over at gøre det samme igen og igen begynder at melde sig. Helt håbløs er tilværelsen i King of the Road nu ikke. Politiet er som sagt klar til at sprænge på dig i det øjeblik du overtræder fartgrænsen. Du kan blive fanget af en fotofælde eller tvunget ind til siden af politiet. Sker det får du øjeblikkelig en bøde men du kan også prøve at stikke af hvorefter politiet med djævlens vold og magt forsøger at få dig til at stoppe. Helt alene i truckerfaget er du heller ikke. Du er oppe mod skrappe konkurrenter hvoraf nogle har et forspring og indhenter du dem ikke, så er det dem der løber med betalingen. Heldigvis findes der skjulte smutveje, der kan forkorte køretiden.
Er truck-race noget for dig?
Lige netop det der med at komme først frem med lasten og indkassere betalingen er en ret vigtig faktor i King of the Road. Pengene kan nemlig investeres i nyt udstyr til lastbilen, så den blive bedre, hurtige, mere hårdfør og så videre. Du kan også vælge at udvide din vognpark ved købe en helt nye og større lastbiler eller hyre ekstra chauffører, så du kan fragte flere varer rundt. Er der lidt fartdjævel over dig og vil du gerne have lov til at ræse i fred, er der også en racerbane for lastbiler så du kan få afløb for dine lyster.
Gammeldags grafik
Det lyder meget sjovt og det er da også takket være disse elementer at King of the Road undgår bundkarakter for ellers er spillet ikke ret meget værd. Grafikken er heller ikke meget bevendt. Faktisk virker den meget som noget udviklerne skyndsomt hentede frem fra gemmerne, fordi de ikke havde tid til at udvikle noget ordentligt. Resultatet er at King of the Road ser meget gammeldags ud, hvilket ødelægger lidt af oplevelsen. Lyden er meget sparsom hvilket heller ikke hjælper særlig meget på tingene. Havde det hele blot lydt lidt bedre og set lidt bedre ud havde indlevelsen været bedre, hvilket i sidste ende ville have hjulpet en del op selve spil-oplevelsen.
Svært at anbefale.
King of the Road er et spil der er svært at anbefale til nogen. Som jeg tidligere nævnte så er ideen meget appellerende og der er da også en snert Privateer over det hele. Havde udviklerne blot gennemarbejdet ideen noget mere og lagt flere udfordringer ind og frem for alt: et mere varierende gameplay havde King of the Road været et langt sjovere bekendtskab at gøre