Kingdom Under Fire: Circle of Doom

Jeg trykker gabende på knappen, mens jeg beordrer Kendal til at hugge sig gennem endnu en horde af håbløse fjender. Faktisk er jeg slet ikke sikker på, at de kan betegnes som fjender, for langt de fleste af dem står bare, nærmest målløse, og kigger på, mens min udvalgte helt hugger, hakker og skærer sig gennem dem. Og det er ikke fordi, det er svært. Tryk lidt på den ene knap, så barberer min ridder, i en usædvanlig glinsende rustning, let et torso ned til det halve. Bank lidt på en anden, og han planter sit sværd i et par sagesløse kødhoveder, der tilsyneladende bare står og venter på at få et par ekstra huller til samlingen. Det er håbløst at se på, men endnu værre at spille sig igennem.

Det der er mest skræmmende ved Kingdom under Fire: Circle of Doom er, at det er et spil, der er produceret i år 2007 og udgivet i år 2008. Alligevel har det mere til fælles med både det originale Gauntlet og Golden Axe, spil der har mere end tyve år på bagen, end de spil, jeg ellers propper i min Xbox 360. Trange gange fyldt med glubske fjender, er hvad den står på hele vejen, og ikke én gang brydes monotonien af noget, der bare er opfundet i det seneste årti. At kalde Circle of Doom for et actionrollespil, er i øvrigt også at overdrive kraftigt, for der er hverken historie, karakterer eller dialog nok, til overhovedet at opretholde noget, der minder om et plot. Kingdom under Fire er pinligt banalt. Du er god, de andre er onde og med et skarpt sværd, tonsvis af healende salver og et par grynt, kan du stort set redde hele verden.

Med Circle of Doom har Blueside gjort det let for sig selv. Væk er de ekspansive slagmarker, bataljoner af frådende monstre og soldater, samt den taktik, der skulle til, for at hive sejren hjem. Det hele er erstattet af muligheden for at vælge mellem seks karakterer, hvoraf de to af dem er låst op fra starten. Derefter er det bare at indtage område efter område af skov, slot, sump og en række andre fantasiløse steder, for at nedslagte alt, der bare ligner noget, der kunne have en puls. Jeg siger ligner, fordi jeg faktisk er blevet usikker på om den kæmpemæssige, kødædende plante, som jeg forleden huggede ned, rent faktisk havde en puls.

Og det er et andet af spillets helt store problemer, for designet af ens modstandere nærmer sig næsten det åndssvage. Halvdebile, tyndhårde harlekin-agtige fætre med ternede bukser, fede mænd på (grill)spyd, der springer op af jorden, fjollede øglemænd og store blomster, er bare noget af det, du møder - og de er alle trådt lige ud af en Zerox kopimaskine, for der er ikke en pixels forskel på dem, heller ikke selvom der er tyve af dem på skærmen samtidig. Kædet sammen med banerne, der mest af alt ligner teaterkulisser, der kunne falde sammen hvert øjeblik, så er der ikke meget at tage hatten af for. Heldigvis er ens helt i det mindste rimeligt animeret og generelt er grafikken godtaget, men når du har set én skov med et utal af overdrevne lyseffekter, så har du set dem alle.

Jeg har på fornemmelsen, at Blueside måske har troet, at Circle of Doom var kvalificeret til titlen som et actionrollespil, på grund af spillets Synthesis-funktion, altså muligheden for at sammensmelte flere forskellige våben og genstandes evner, til et nyt og mere kraftfuldt våben - og det kunne det måske have været, hvis ikke det hele bare handlede om SP-points. Disse er nemlig udslagsgivende for, hvor meget du kan slå, og jo flere du har, jo bedre våben kan du slå med. Og sætter du flere stærke våben sammen, ja så kræver det flere SP, men så slår du hårdere - og så er den vist sivet ind. Systemet er absolut let at bruge, men generelt kan du ligeså godt lade spillets egen Auto Equip-funktion lave arbejdet, for så er den skid slået. Der er kort sagt meget lidt vundet ved at begive sig dybere ind i facetterne af det, hvis man overhovedet kan tale om facetter i denne sammenhæng.

Kriminelt ringe er det også, at Kingdom Under Fire: Circle of Doom, til trods for hverken at være ekstremt krævende grafisk eller actionmæssigt vanvittigt, konstant halter i hastigheden. Jeg har spillet langt de fleste timer, der var nødvendige til denne anmeldelse på redaktionens debug, og regnede naturligvis med, at de nærmest tuberkuloseagtige host som kom fra den udgave, var strøget væk med dampstrygejernet i den endelige udgave, men det er overhovedet ikke tilfældet. Circle of Doom hakker derudad som en totaktsmotor, og når der virkelig sker ting og sager, så får du ikke et øjeblik lov til at glemme, at der er tale om digital underholdning. Velkommen til det 21. Århundrede, Blueside.

Det der reddede mig fra at give spillet en reel dumpekarakter, er multiplayerdelen. Ligesom det var tilfældet med Gauntlet og Golden Axe, så er selv det mest hjernedøde actionspil, på en eller anden underlig facon, faktisk en smule sjovt, når bare det er ens venner der er med til at opleve det, og det var også tilfældet under gennemspilningen af Circle of Doom. Det er ikke fordi Blueside har opfundet den dybe tallerken med co-op for op til fire personer online, men det er unægtelig noget sjovere at knække totalt sammen over en knasende mikrofon, når endnu en horde af fjender omringer ens lille gruppe og man har mere end nok tid til at planlægge, hvem der skal have høvl, og hvordan. Faktisk gennemførte jeg kun Circle of Doom, fordi jeg havde et par venner ved min side, for alene var det så knusende kedeligt, at jeg let kunne have mistet lysten til at eksistere adskillige gange.

Kingdom under Fire-serien fortjener bedre end afstikkeren Circle of Doom, og så vidt jeg kan se fra billederne til Dominion, så lader det til at koreanske Blueside, også selv har opdaget, at de har leveret en vaskeægte maveplasker. Jeg ved ikke præcis hvem, der er det tilsigtede publikum til denne underlige action-cocktail, men har man spillet bare et minimum af spil på sin Xbox 360, så vil Circle of Doom føles enormt utilfredsstillende.