Masahiro Sakurai fik sin vilje, som han så ofte gør. Kirby Air Ride, et aparte projekt hvor han tilbage i 2003 hældte alle sine personlige kendetegn ned i udviklingen, har fået en efterfølger, som ingen havde set komme... og som ærligt talt heller ikke mange havde efterspurgt. Det udkommer som et af de første egentlige Nintendo Switch 2-eksklusive spil, det fjerde efter Mario Kart World, Donkey Kong Bananza og Hyrule Warriors: Age of Calamity (og Drag x Drive, men i langt mindre skala).
Kirby Air Riders har ovenikøbet fået markedsføring uden fortilfælde, blandt andet med to dedikerede Nintendo Directs, der tilsammen løb op i næsten to timer. Det er måske ikke så overraskende, når man husker, at Sakurai for få år siden lavede præsentationer på over 30 minutter stykket udelukkende dedikeret til movesettet på nye figurer i Super Smash Bros. Ultimate.
Man skal nærmest være følelsesmæssigt afstumpet for ikke at beundre Sakurais enorme entusiasme og dedikation i alt, hvad han kaster sig over - fra Smash Bros.-serien til Kirby Air Riders, og alle de (fantastiske) YouTube-videoer han udgav i to år, selvom hans behov for at overforklare alting til tider blev lidt for meget (han lavede endda en hel video bare om, hvordan han lavede videoerne). Hans perfektionisme matches kun af den rene stolthed, der skinner igennem, når han gennemgår hver eneste kreative beslutning, og den utrættelige vilje til at underholde og overraske spilleren så meget, som han kan - nogle gange på usundt niveau, som han også selv har fortalt.
I en ofte sløret og upersonlig Nintendo-produktionskultur står Sakurais spil som kæmpe undtagelser - en spilludvikler der reelt er en auteur, og som ikke er bange for at vise sit ansigt (måske en af de meget, meget få der får lov til det i den hermetiske virksomhed, og i japansk spiludvikling generelt).
Som du måske kan mærke beundrer jeg virkelig Sakurai. Og alt denne ros skal frem, fordi Kirby Air Riders, hans første non-Smash Bros.-spil siden Kid Icarus Uprising i 2012... er mærkeligt. Mærkeligt på mange gode måder, men også mærkeligt på nogle "ikke for alle"-måder, som vi allerede sagde i vores preview: det kan blive et af årets mest polariserende spil. Selvom kvaliteten, personligheden og mængden af indhold er massivt, så er det et spil, mange vil have svært ved at komme ind i.
Det mest kontroversielle ved Kirby Air Riders er styringen. Den er stort set identisk med GameCube-originalen, som blev mødt af hård kritik i sin tid. Den er ekstremt simpel: du skal kun bruge analogpinden og én knap, som bruges til at bremse, drifte, få speed boosts, absorbere fjender og bruge deres evner (mange power-ups angriber automatisk). Ryster du analogpinden, udfører du et spin, og det er egentlig det. Der er ingen motion controls eller musekontrol.
Din figur accelererer automatisk, så din opmærksomhed går primært på at indtage svingene rigtigt. Derfor føles spillet ved første øjekast både ekstremt simpelt og ekstremt forvirrende på samme tid: man føler ikke, man har kontrol over sin karet, som konstant banker ind i sving og usynlige vægge. Endnu værre: den centrale drift-mekanik får dig til at sænke farten dramatisk, hvilket er frustrerende. Det er ikke et spil, der føles godt i starten - især ikke hvis du kommer direkte fra Mario Kart World eller Sonic Racing Crossworlds og forventer noget tilsvarende.
Det er absolut nødvendigt at starte med tutorialen, selvom den er lidt tør, hvis du vil forstå, hvad spillet går ud på. Og selv efter den er det normalt stadig at føle, at noget ikke helt spiller. Grafikken og musikken er fabelagtig, banerne store og fantasifulde, indholdsmængden enorm... men det mest basale, gameplayet, klikker bare ikke.
Men, vent nu lige! Efter at have spillet i omkring tyve timer, kan jeg sige... det bliver meget bedre. Giv det tid, lær at drifte og bygge fart uden at miste moment, og pludselig forvandler det mærkelige sig til magi, afvisningen til afhængighed, og du indser, at du spiller et spil, der ikke ligner noget andet i genren (hvilken genre er det i øvrigt?, kommer du til at spørge dig selv).
Troede du, spillet var simpelt? Dybden er enorm. De forskellige skibe ændrer styringen dramatisk og tvinger dig til at bruge vidt forskellige strategier. Ligesom i Smash Bros.! Nogle skibe er nemme at styre, andre er ekstremt glatte men lynhurtige, og nogle introducerer helt nye mekanikker som transformationer midt i løbet eller muligheden for at hoppe. Andre er rene tanks - dårlige til traditionel racing, men fantastiske i kampe og boss fights.
Boss fights? Ja, det her spil har boss fights... Andre skibe er lavet af papir, hvilket er perfekt til flyve-events og åbner for smutveje utilgængelige for andre. Figurerne betyder også noget: sammen med skibet påvirker de ti (!) forskellige stats, fra speed og acceleration til attack, defence og flying. Der er masser af power-ups, men i modsætning til Mario Kart handler de ikke om uretfærdige fordele - de fungerer mere som våben til at kæmpe med nærmeste modstander.
Meget ofte føles Kirby Air Riders mere som et 3D actionspil end en arcade-racer, især i nogle af de mange game modes: du har Air Race, de klassiske races for seks spillere; en top-down udgave der minder om StreetPass-minispillet fra Smash Bros. 3DS; og så er der City Trials... som nærmest er et helt andet spil: et større åbent område hvor du samler power-ups, bygger din karakter op til absurde hastigheder og til sidst mødes i én ud af 20 mulige finaler.
Og så er der Road trip, en singleplayer mode der igen føles som en blanding af Subspace Emissary fra Smash Bros. Brawl og World of Light fra Ultimate, men med roguelike-æstetik (dog uden rogue-elementet). Du bevæger dig fra bane til bane, vælger mellem tre events, får nye evner og låser op for skibe, mens små cutscenes fortæller en sær historie om et kæmpe rumskib, der forsøger at invadere verden.
Det er måske lidt skuffende, hvis du forventede en regulær story mode, men omvendt - det er stadig et racingspil. Og selvom det hurtigt bliver repetitivt og føles som om det aldrig helt slutter, er det en fremragende måde at forstå spillet på, fordi det tvinger dig til at prøve alt. Det er ikke mindeværdigt i sig selv, men jeg tror ikke, jeg ville elske spillet på samme måde uden denne del.
Der er meget i Kirby Air Riders, der er objektivt fremragende. Grafikken er farverig og detaljeret, og selvom den ikke er decideret banebrydende, er det imponerende, når 16 spillere drøner frem i groteske hastigheder uden det mindste frame drop - og så forstår man godt, hvorfor spillet er eksklusivt til Switch 2.
Musikken er også fremragende, så god at Nintendo udgav dele af den måneder i forvejen via Nintendo Music, selvom komponisterne ikke krediteres... modsat Sakurai, der navngav dem (Shogo Sakai og Noriyuki Iwadare) i Directen.
Og her er den ubestridelige sandhed: mængden af indhold får Mario Kart World til at blegne - et spil der både er enormt og tomt på samme tid. Der gik måneder før det fik simple quality-of-life-funktioner, mens Sakurai traditionen tro har sørget for, at spilleren altid føler sig underholdt, velkommen og godt guidet, med de sødeste og mest overskuelige menuer siden... ja, Smash Bros. Ultimate.
Indholdsmæssigt er der ikke kun tre store og fundamentalt forskellige game modes (plus en singleplayer-mode som blander dem alle), men også et væld af småting at lave og låse op. Du kan endda tilpasse dit eget navnekort til online-delen - en funktion moderne spil oftest tilføjer for at sælge kosmetik, mens Sakurai gør det her bare fordi det er sjovt.
Men uanset hvor meget man fylder i et spil, handler det hele i sidste ende om gameplayet. Og gameplayet i Kirby Air Riders er... mærkeligt, ikke særlig intuitivt, og selvom det kræver en del skill at mestre, tvivler jeg på, at skill-niveauet når samme højder som i Smash Bros. Giver du det en chance, kan det være fantastisk, men jeg frygter lidt, at det er for obskurt for sit eget bedste. Sakurai forsøgte det i 2003, og næsten ingen lyttede - hvorfor skulle det være anderledes nu?
Jeg håber, at vi spillere i dag er mere åbne, mere villige til at omfavne noget anderledes, der udfordrer genrer og forventninger. Om det er nok til at overbevise mine ikke-Nintendo-hardcore venner om at vælge dette til spilaften i stedet for det klassiske Mario Kart (eller Smash Bros.)? Jeg tvivler. Men det betyder ikke, at du ikke bør give det en chance.
