Kirby and the Rainbow Paintbrush

Nintendo har for længst gjort det klart, at de fokuserer på gameplay og det æstetiske først, for derefter at rette historien ind efter dette. Kirby and the Rainbow Paintbrush er ingen undtagelse, og denne gang er de endda gået lidt længere. De ventede faktisk med valget af platform, til at alt var færdigt og planlagt.

Som jeg nævnte i mit preview, er Kirby and the Rainbow Paintbrush opfølgeren til den 10 år gamle DS-titel Kirby: Power Paintbrush. I DS-spillet var styringen baseret rundt om stylus-pennen, og også her følger man samme koncept. Du styrer Kirby ved at tegne streger og linjer i den retning, som du ønsker at Kirby skal bevæge sig i. Alle andre kommandoer og angreb udfører du ved at trykke på skærmen. Det er et meget enkelt koncept, som jeg ikke havde noget imod på DS, men på Wii U føles det mere utilpas.

Jeg mener at Wii U-gamepadden fungerer bedst, når den bruges i samarbejde med fjernsynet. Det fungerer med andre ord bedst, hvis spillet primært udspiller sig på fjernsynet, mens enkelte funktioner, kommandoer og information vises på gamepadden. Gode eksempler på at dette samspil fungerer er Monster Hunter 3 Ultimate, Pikmin 3, The Legend og Zelda: Wind Waker HD og Nintendoland.

I Kirby and the Rainbow Paintbrush derimod, er fjernsynet fjernet fra ligningen. Det derv sis på fjernsynet vises også på gamepadden, og det er praktisk talt umuligt at finde ud hvor du peger din stylus hen, med mindre at du stirrer ned i gamepadden. Hvis du ønsker en god kontrol over Kirby, må du derfor tilbringe det meste af tiden med at kigge på den lille skærm, og fuldstændig ignorere den store. Man kan derfor spørge sig selv om, hvorfor spillet ikke er på 3DS i stedet.

Samtidig kan jeg virkelig godt lide stilen, som Nintendo er gået efter her. Play-dough-looket giver virkelig spillet og animationerne sin egen charme og særpræg. Arbejdet som er lagt i detaljerne og farverne, er noget jeg virkelig sætter pris på, og jeg havde endda sat endnu mere pris på det, hvis jeg havde fået lov til at opleve det i full-HD-opløsning. I stedet for bruger jeg tiden på at stirre på gamepaddens lavopløsningsskærm. Den har godt nok en bedre opløsning end 3DS-skærmen, men den kan ikke måle sig med fjernsynet.

Jeg er heller ikke helt overbevist om, at stylus-styringen var det bedste valg til et Wii U-spil. Jeg føler faktisk at jeg går glip af hele oplevelsen, og det er en skam, når nu Kirby and the Rainbow Paintbrush er så underholdende og pænt spil. Det er på ingen måde Nintendos bedste, mest kreative eller mest originale udgivelse, men det er heller ikke deres dårligste.

Spillet har ingen ændringer af den traditionelle opskrift for platformspil. Der er syv forskellige verdener med hvert sit tema, alle med tre niveauer og en boss-kamp til slut. Der er altså ikke snak om et langt spil, og det vækker min mistanke om, at dette egentlig var planlagt som en 3DS-titel.

Spillet starter ganske enkelt, og det er fint nok, men sværhedsgraden stiger næsten ikke i løbet af spillet. Ikke at jeg forventer nogen særlig udfordring i et Kirby-spil, men forbliver banestrukturen for det meste uændret, og det er altså igennem hele oplevelsen. Dette bliver lidt kedeligt og uengageret i længden, men den største udfordring jeg havde, var fortsat knyttet til styringen. Spillet kan til tider kræve en frustrerende mængde præcision, som ikke er let at opnå med stylus-pennen.

Jeg spillede igennem størstedelen af spillet med en ven, og i multiplayer-delen sker der noget interessant. Medspilleren kommer ind i spillet som "Waddle Dee", og kan spille spillet som en hvilken som helst platformer, med normale D-pad-bevægelser og dedikerede, præcise knapper for angreb og hop. Han kunne altså få glæde af hele oplevelsen, og kun kigge på fjernsynet. Den forbandede andenklasseborger havde en bedre spiloplevelse end jeg...

Ja, det var en mærkelig situation, faktisk at være misundelig på min vens spiloplevelse i modsætning til mig, og jeg gjorde noget så sjældent, som at spørge om vi ikke kunne bytte controller.

Det gik så vidt, som at der opstod situationer, der var bedre at lade ham tage sig af. Enkelte boss-kampe lod jeg ham udkæmpe på egen hånd, imens jeg bare bevægede Kirby rundt, og forsøgte at holde mig i live. Alt sammen fordi at han havde meget bedre styring og kontrol end mig.

Jeg ved, at størstedelen af denne anmeldelse er klager over stylus-styringen, men den er virkelig ikke til at undgå. Det er jo dette som er spillet. Da jeg første begyndte at spille Kirby and the Rainbow Paintbrush, var jeg jeg vældig optimistisk omkring førstehåndsindtrykket. Jeg elskede grafikken, lyden og animationerne, men var vældig skeptisk over styringen. Jeg havde at spille ville finde en måde at overbevise mig, men det gjorde det slet ikke.

Den nydelige grafik kan ikke bære spillet alene, for uanset hvor chamerende den er i starten, så kan den ikke skjule en middelmådig gameplay-oplevelse. Havde mekanikkerne og styringen for gamepadden bare været den sammen som min ven fik, så havde jeg hygget mig væsentligt mere med spillet.

Samtidig kan jeg forstå, at Nintendo ikke ville udgive ENDNU et 2.5D-platformspil. De har allerede New Super Mario Bros. U og New Super Luigi U ude, og Yoshi Wooly World på vej. At de vil prøve at adskille spillene er en god tanke, men resultatet er ikke optimalt. Jeg sidder igen med den samme følelse, som Yoshi's New Island gav mig. De er begge spil, som bare er blevet udgivet for at fylde et tomrum, mens vi venter på noget bedre.

Kirby and the Rainbow Paintbrush er ikke dårligt. Det charmerer på mange områder, og som jeg har nævnt mange gange nu, er det let at elske grafikken, og det er også let at sætte pris på, hvor pæne Nintendo-titler faktisk er. Det er bare synd, at jeg ikke havde muligheden for at få den oplevelse med mig.

Det hele føles blandet. For alt der var godt, var der også noget, som jeg slet ikke kunne lide. Ja, der er skjulte genstande at finde i alle banerne, men der er ikke noget som motiverer en til, faktisk at bruge tid op at finde dem. Ja, der er multiplayer, men ubalancen imellem dig selv og de andre spillere gør, at du nærmest er ubrugelig alene. Listen kan fortsætte.

Nintendo plejer som regel at ramme hovedet på sømmet, når de lancerer spil, der er bygget op om deres konsol. De klarer som regel altid at blande gameplay sammen med konsollens centrale funktioner, på en let og balanceret måde. Derfor er det lidt mærkeligt, at spille et spil, som føles så utilpas på Wii U. Havde dette været en 3DS-titel, ville jeg nok havde haft lettere ved at acceptere Kirbys nye eventyr, men selv hvis formatet havde været rigtigt, er det stadig ikke blandt de bedste spil.

Du skal være meget begejstret for Kirby og stylus-styring for at finde ordentlig glæde her, men samtidig er det underholdende nok for de aller yngste, og det er vel egentlig dem som er målgruppen, og dem som Nintendo har haft i kikkerten.