Knack

Den næste konsolgeneration kan nu begynde, og med sig fører den en mulighed for en masse nye spiloplevelser og anderledes former for interaktion. Men for Sonys titler, der er tilgængelige ved konsollens udgivelsesdato, tages der udgangspunkt i det velkendte. Knack er en Pixar-inspireret platformer, der er udviklet af PlayStation 4'erens systemarkitekt Mark Cerny. Sony er kendt for at have styr på sine platformere, hvor Jak & Daxter, Sly Cooper og Ratchet & Clank er lysende eksempler på stærke platformsfranchises. Kan Knack slutte sig til denne skare er kritikerroste og succesfulde platformspil?

Verden er i røre. De onde orkere som menneskene i sin tid besejrede i en territorial strid, er vendt tilbage med et gigantisk arsenal af våben, og for at kunne besejre disse er menneskene nød til at samle deres klogeste frænder og finde på en strategi. Denne strategi hedder Knack. En opfindelse af den berømte doktor Vargas, som har skabt Knack ved at kombinere de mærkelige relikvier som menneskene har gravet ud fra jordens undergrund. Sammen med en opdagelsesrejsende, en entrepenør med hang til militærrobotter og dennes assistent må Knack og Vargas stoppe orkerne før de bliver en trussel for alle mennesker.

Man får med andre ord en stor og bombastisk historie, der er skruet lidt ned for at passe til en række forskellige modtagere og stadig være fordøjelig for alle. Dog behøver en historie hverken at have realistiske og jordbundne karakterer eller et mangestrenget plotforløb for at være interessant, og det er Knack et godt eksempel på. Historien og karakterne udvikles på en simpel men interessant måde. Dette fortællermæssige karaktertræk er karakteristisk for blandt andet Pixar-film, der også har det med at forvandle simple fortællinger til nuancerede oplevelser. Knack når dog aldrig helt det niveau. Der sker ingen reel udvikling i løbet af historien, og vi får hverken serveret nogen speciel karakterbaggrund eller motivation for mange af de karakterer vi introduceres for. Specielt Knacks egne motivationer er mærkbart manglende i denne sammenhæng. Orkerne, der er spillets primære antagonister, er selv blevet sparket ud af de pladshungrende mennesker, og alligevel stiller Knack aldrig spørgsmål til sin mission, han tvivler aldrig trods sit tydelige intellekt. Dette er for mig med til at degradere ham betydeligt som hovedkarakter.

Knack forsøger at gengive samme farverige og legesyge stil fra klassikere som Toy Story og lykkedes også et langt stykke af vejen. Farverne danser ud af skærmen og omslutter spilleren i sit Pixar-inspirerede univers. Kanterne er bløde, farvepaletten er varm og bevægelserne er flydende. Rent teknisk fremstår Knack også som en slags forlænget teknisk demonstration af PlayStation 4'eren som maskine, ifølge spillets instruktør Mark Cerny.

Knacks primære evne er nemlig at vokse og skrumpe i størrelse via disse små objekter, der samler sig via magnetisme. Når Knack er rigtig stor, og stol på mig det bliver han, bliver karakteren en gigantisk samling af individuelt animerede objekter. Det kræver altså nogle hestekræfter at animere Knack på en blød og behagelig måde, og derfor agerer Knack også som en slags prøveklud for hvad konsollen kan udrette. Heldigvis er der ikke en finger at sætte på teknikken, for Knack er forudsigeligt smukt og billedhastigheden forbliver silkeblød, hele vejen igennem. Miljøerne kan dog til tider på trods af sin tilforladelige barnlige charme virke en smule tomme og øde. Det er en skam at man ikke har vovet at gøre områderne lidt større, og placere lidt flere forhindringer mellem spilleren og målet. Der er ikke noget i vejen med en lineær oplevelse, men Knacks miljøer kan i løbet af historien blive både repetitive og ensformige.

Knacks legesyge visuelle stil akkompagneres af et roligt lydbillede, der hverken imponerer eller skuffer. Ja, der er bombastiske horn og strygere når Knack unægteligt vokser i størrelse, men det meste af tiden, er musikken gemt godt af vejen og overdøves tit af reallyden og de endeløse grynt af pacificerede orkere. Dette lidt subtile musikalske billede bakkes heldigvis op af et solidt sæt stemmeskuespilpræstationer, der alle formår at levere overdreven men troværdig dialog. Specielt Knacks stemme skiller sig ud her, da den, på ganske atonal vis, er mærkbart dyb. Som en anden Ron Pearlman (Hellboy) taler Knack for sig på en skræmmende og autoritær måde, og er et glimrende designmæssigt valg for karakteren.

Knack er sikkert ment som en slags anden prioritering til den såkaldte hardcore-gamer, og et mere familievenligt spilvalg for dem, der ønsker en let form for underholdning til deres spritnye PlayStation 4. Dette ønske om en mere tilgængelig og letfordøjelig spiloplevelse gennemsyrer hele mekanikdesignet i Knack. Trods Knacks til tider skræmmende karakterdesign, styres han af bare fire basale mekanikker: et slag, et hop, en række specielle evner og et rullefald til at undgå fjendtlige angreb. Disse bestanddele introduceres samtidig, nemlig i spillets introduktion, og forbliver de eneste mekanikker igennem hele oplevelsen. Disse få mekanikker sidder som de skal, men bliver unægteligt ensformige, specielt når der ikke er særlig meget andet indhold at gå til. Knack har nemlig en irriterende tendens til at frarøve dig styringen, i det sekund at nye sekvenser skal til at starte.

Hver eneste af spillets i alt 11 kapitler, består af en række kampscenarier, hvor du gør brug af en begrænset mængde evner. Dog er det også i kamp at Knack introducerer sit store hook: Knacks omskiftlige størrelse. Knack består af en række objekter, der fastholdes magnetisk rundt om ham. Bliver du ramt af en fjende, mister du en del af de objekter, der cirkulerer rundt om dig. Der er altså en direkte forbindelse mellem dine livspoint, og den størrelse Knack antager, og dette er et af Knacks store styrker. Problemet der desværre opstår i den sammenhæng, er at designerene i forvejen har afgjort hvilken størrelse Knack skal antage i forskellige dele af banen. Inden en af kapitlernes bosskampe vil Knack obligatorisk vokse, og når han skal igennem små områder skrumper han ind. Denne funktion fjerner fuldstændig friheden ved hele mekanikken. Trods dette er det stadig enormt tilfredsstillende at lade Knack vokse langsomt gennem banen og trampe henover de fjender, der i starten voldte Knack enorme problemer. Det er som udgangspunkt et enormt solidt koncept, der dog er lidt i konflikt med sig selv. Endnu et tegn på dette, er Knacks til tider knusende sværhedsgrad. Bare i løbet af spillets introduktion, skal du indstille dig på at dø... meget. Knack har ikke specielt mange livspoint at gøre godt med, og fjenderne er både brutale og hurtige. Dette behøver ikke nødvendigvis at være en skidt ting. Knacks sværhedsgrad føles dog en smule ujævn, og man føler tit at man mangler de nødvendige mekanikker til at overleve de sværere kampe.

Knack er dog på trods af en række fundamentale problemer underholdende. Når du sidder med de Pixar-inspirerede karakterer og miljøer og lytter til det stærke stemmeskuespil, føles det herligt. Problemet er dog, at hvert enkelt glimt af inspiration og stærkt design er pardannet med en række irriterende barrierer, der forhindrer Knack i at nå den piedestal hvor Sly Cooper, Ratchet & Clank og Jak & Daxter sidder og kigger ned fra. Knack er ikke et dårligt spil, slet ikke, men bliver samtidig et eksempel på, at charme ikke altid er nok.

Du kan se traileren for co-op delen, som Knack tilbyder, herunder: