Knights and Bikes

Jeg har ventet på Knights and Bikes i mange år efterhånden. Det er ikke altid at jeg lige får holdt øje med indie-scenen, men netop fordi udvikleren Foam Sword består af tidligere Media Molecule-ansatte, så var jeg vågen da spillet blev finansieret igennem Kickstarter for en del år siden. Det var dog traileren der virkelig greb mig. En i hvad jeg antager er de engelske farvande i 80'erne, hvor turismen er døet ud, og hvor to piger bruger deres fantasi til at abstraherer fra forfaldet rundt om dem? Jeg var solgt.

Ventetiden har dog været lang, og nu, ud af det blå, er Knights and Bikes endelig ankommet på et hav af forskellige platforme - så nu er det langt om længe blevet tid at dykke ned i præcis hvad denne lille perle egentlig er for en størrelse.

Og jeg siger "perle", og det er fordi at det er svært, helt fra start af, ikke at blive forelsket i de mange ideer der tydeligvis er bag Knights and Bikes. Demezla bor med sin far på 'en Penfurzy i 80'erne, og selvom den egentlig situation er relativt depressiv, med tungt regnvejr, manglende økonomisk fundament og en mor der desværre er død år forinden, så er hendes barnlige kreativitet og ukuelige livsglæde svær ikke at blive smittet af. Hun møder Nessa, en pige uden familie, og sammen udforsker de øens hemmeligheder, og benytter deres fantasi til at puste nyt liv i deres respektive tilværelser. Det er en blanding af håbløs eskapisme og dunkel socialrealisme, og netop sådanne fortællinger har altid passet spilmediet ret godt.

Spil er jo, på en måde, også en måde at undslippe på, at opleve andres historier på tættere hold, og dermed kortvarigt sætte os i andres sted. Det er netop hvad Demezla og Nessa gør hele historien igennem, og den gør den uhyggeligt relaterbar, og kræver slet, slet ikke at du også har befundet dig på en engelsk ø i 1980'erne som barn. I virkeligheden kræver det bare at du har oplevet modgang, og har været barn, og at du har benyttet din urokkelige evne til at se det bedste i tingene til at komme ud på den anden side. Det er vist også allesammen, på et tidspunkt, og derfor ender Knights and Bikes at være ganske effektivt - om ikke andet på et narrativt plan.

Der er dog enkelte steder hvor det virker som om at spillet forsøger at presse en lidt for stor fortælling ned i en lidt for stram ramme. Det giver anlæg til generelle misforståelser, såsom at fantasien pludselig påvirker de egentlige omgivelser, som ærlig talt er en smule forvirrende, og spillets slutning forsøger da også at male med lidt for bred pensel. Det forhindrer dog ikke fantasiens indtog ind i en til tider dyster virkelighed i at give en et smil på læben. Historien er skarpt fortalt med sekvenser der giver en lyst til at blive transformeret til en 8-årig, og leve på Penfurzy sammen med Nessa og Demezla.

Spillet er primært designet til kooperativt spil, hvor man styrer hver sin karakter, men kan spilles alene også. Der findes dog en række kooperative mekanikker, der bedst opleves sammen med en ven, såsom at heale ved at give hinanden high-fives, eller at drøne rundt på cykler sammen. Der er mulighed for co-op både off- og online dog.

Mekanikkerne er bevidst simple, og selvom det er tilfredsstillende at spille Knights and Bikes, så er det primært for historien og verdenen at du bør investere. Du ser hele Penfurzy fra et isometrisk perspektiv, og de to karakterer har forskellige mekanikker, der gør de sammen kan løse diverse puslespil. Nessa kan kaste en frisbee, hvorimod Demezle kan sparke med sine "wellies". Samtidig samler du valuta op der kan bruges til at udsmykke de to cykler, der løbende igennem spillet, der i øvrigt varer omkring otte timer, bliver brugt i nogle hæsblæsende og sjove sekvenser. Igen - der er tale om noget uhyre simplificeret, og det er med fuldt overlæg at Foam Sword har ladet Knights and Bikes kilde nostalgien, men uden at udfordre. I stedet kan du betegne spillet som en hyggelig distrahering fra de store åbne verdener der lurer i det travle efterår. Jeg kunne dog godt have ønsket at den langsomme udvikling, og ekspanderingen af antallet af aktive mekanikker, havde ledt til noget mere engagerende på den mekaniske front. Historien udvikler sig, men indholdet du gennemfører for at skubbe den videre udvikler sig ikke sammen med, og det gør at man, selv i et spil på omtrent otte timer, ærlig talt keder sig en smule.

Heldigvis er øen ganske skøn at udforske, og da den ikke er nogen åben verden, men snarere en række brede men lineære baner, så sættes historien ikke over styr, men snarere er det kun naturligt at de to piger leger, og lader fantasien løber frit på alt for en forladt golfbane til den mørke, regnvåde havn.

Det bliver kun bedre af at Knights and Bikes har et fantastisk udseende, der nærmest ligner papmache. Folkene fra Foam Sword har uden tvivl taget udgangspunkt i særligt Tearaway her, og resultatet er mindeværdigt, stemningsfuldt og smukt at se på. Manglen på dedikeret stemmeskuespil stikker en smule, og jeg har aldrig rigtig kunne forlige mig bare at scrolle igennem tekstvinduer, særligt når det er meningen at jeg skal føle noget kraftfuldt. Når det så er sagt, så er selve soundtracket vidunderligt, og understreger virkelig den gyldne mellemvej imellem voksen melankoli og barnagtig glæde.

Knights and Bikes har været ventetiden værd, men det er dog svært ikke være at smule skuffet over den manglende mekaniske variation. Historien er, i brede træk, værd at opleve, og ønsker du at finde tilbage til en mere barnagtig tilstand, jamen så leverer Foam Sword og mere til.