Knights in Tight Spaces

Det føles ofte en kende dobbeltmoralsk at kritisere visse spil for ikke at have nok fokus på alle de omkringliggende elementer der eksisterer rundt omkring et bundsolidt gameplay loop, og så vende sig om og rette nogenlunde samme kritk imod andre spil for at negligere netop det loop til fordel for alt for meget udenomssnak. Som med alting er det en balancegang, og selvom vi nok allesammen godt havde på fornemmelsen at Ground Shelters opfølger til det vellidte Fights in Tight Spaces ville nagle netop førnævnte "core loop", så er alt det udenom der ender med at skuffe.

Knights in Tight Spaces, hedder efterfølgeren, og som titlen ret så tydeligt indikerer skifter vi her "James Bond/John Wick Mand-i-jakkesæt-slår-på-tæven-genren" (selvopfundet genrebeskrivelse kan forekomme) ud med en mere traditionel middelalderlig setting. Men udover det, er en lang, lang række systemer løftet stort set direkte fra forgængeren.

Så hvad er det her egentlig? Jo, det er en diorama-style (set lettere isometrisk) turbaseret RPG-oplevelse hvor dine moves er kort trukket ud af et deck. Det er ikke i sig synderligt nyskabende, og både AAA-titler som Marvel's Midnight Suns og mindre succeser som Inscyption og Slay the Spire benytter kort som en mere varieret, intens måde at diktere hvilke muligheder du har i kamp. Kombiner det med en grid-baseret slagmark, hvor du bruger dine kort på at positionere, angribe og forsvare dig imod fjendtlige tropper, og så har du en ret retvisende idé om hvad Knights in Tight Spaces er.

Rundt om denne kerne er der i første omgang en ramme der ligner en typisk roguelite, hvor du gennemfører historien ved at bevæge dig igennem forskellige "celler" på et landkort, og hver celle repræsenterer enten en kamp, en mulighed for at trimme dit deck, opgradere kort eller hyre lejesvende som kompagnoner på slagmarken. Men du mister ikke noget ved at tabe, så nogen direkte roguelite er det ikke, men spillets "overworld" tager form efter den populære genre.

Helt lavpraktisk er kampsystemet, og alle de størrelser vi forventer derfra, bundsolidt. Og allerede der sikrer Knights in Tight Spaces sig en lille medalje hos fans af den her ret så specfikke subgenre. Kortene tillader enorm taktisk udfoldelse og personligt udtryk, hvor særligt kort der tillader dig at enten placere fjender i egen krydsild, eller sparke dem helt uden for arenaen til et instant kill, aldrig holder op med at tilfredsstille. Denne gang er det, som sagt, også muligt at hyre nye karakterer ind, og selvom alle dem du har bruger samme pulje af kort, og den begrænsede energi du har tilgængelig hver runde, så tillader det dog to karakterer at arbejde sammen fra to forskellige retninger.

Selve det at løbende opgradere kort, trimme ens deck for ringe kort og se hvilke nye fjendertyper spillet løbende disker op med også en fryd for det meste, og selvom hele opsætningen starter ud simpelt, og nærmest forbliver simpelt hele vejen til slut, så mangler der ikke decideret taktisk dybde her, tværtimod. Det skal dog her siges at vi nu begynder så småt at bevæge os helt let og elegant ud af, og ud i det ydre lag der eksisterer rundt om den her solide kerne. Jeg vil, i samme ombæring, bede dig kære læser om at huske på at jeg anbefaler det her spil til genrefans alene af den grund at spillets centrale loop er så tilfredsstillende.

Knights in Tight Spaces skifter godt nok setting, og leger lidt med den generelle ramme hist og her, men det her er et overraskende pragmatisk produkt på mange måder, og det er ikke som sådan nogen kompliment. Historien der fortælles foruden stemmeskuespil, er så tåkrummende at man tuner den ud ret så hurtigt. Du er en lystig eventyrer der bliver en del af et hemmeligt broderskab, der har til formål... at... ja, bekæmpe et andet hemmeligt broderskab, og hvis du ikke er på sporet efter "The Monk", eller "The Politician", så får du serveret kedelig eksposition om magtfordelingen i den her karikatur af et middelaldersamfund. Det er ikke et fokusområde, så er det er tilforladeligt, men det er ærgerligt at der ikke bliver satset yderligere på bare at gøre den dialog der er... spiselig.

Det samme kan siges om musik, reallyd, UI-design og generel æstetik. Det der er her er funktionelt, men det er hverken minimalistisk nok til at have karakter på egen hånd, eller udtrykdsfuldt nok til at gøre noget som helst indtryk på spilleren. Jeg var i lang tid overbevist om at der slet ikke var reallyd klistret på centrale bevægelser fra angreb og forsvar i selve kampene, og opdagede så at det er mixet så langt ned i lydsuppen at du slet ikke lægger mærke til det.

Og så er vi tilbage ved pointen i toppen, nemlig at det naturligvis er tilforladeligt at udvikler Ground Shelter har fokuseret på spillets centrale udtryksform, nemlig spændende kampscenarier som udkæmpes med stor strategisk frihed og alsidige systemer. Problemet gør bare væsen af sig efter få timer, fordi spillet aldrig nogensinde leger med den ramme, eller tilbyder noget der er markant anderledes, og uden indlevelsesrig storytelling, supporterende systemer eller... ja, bare et eller andet der tilbyder noget andet til spilleren, så løber selv det her solide set-up tør for damp ret hurtigt i min optik.

Det er meget muligt at Knights in Tight Spaces får flotte ord med på vejen af de samme slags anmeldere der sikrede Fights in Tight Spaces en score på 80 på OpenCritic, for udvikler Ground Shelter leverer mere et remix af samme elementer her, snarere end en nyfortolkning af dem. Men for mit vedkommende er der bare ikke helt "nok" her til at kalde det her en ambitiøs efterfølger, og netop manglen på distraheringer fra det ellers solide loop gjorde netop at det loop blev lettere ensformigt i længden.