Knights of Honor

Med Knights of Honor har Black Sea Studios fat i en fundamentalt god idé: At kombinere detaljerig real-time strategi à la Europa Universalis med kontant taktik på slagmarken. Tidligere på året luftede Sierra og Impressions et tilsvarende koncept i Lords of the Realm III, men resultatet var lettere skuffende. Og vi kan lige så godt sige det med det samme: Heller ikke Knights of Honor formår at udnytte idéens potentiale helt tilfredstillende.

Som titlen antyder, foregår Knights of Honor i middelalderen, hvor spilleren kan give den som "ledende ånd" bag en lang række europæiske kongeriger i tre forskellige tidsperioder: Fra tidlig til sen middelalder. Det gør selvsagt en forskel, om man starter som det mægtige byzantinske rige eller f.eks. det noget mere ydmyge danske, men Knights of Honor sætter ikke en ære i historisk akkuratesse som sådan. Et pinligt eksempel: I det danske rige hedder Sjællands hovedby ikke København men - Odense!

Som ledende ånd rekrutterer og udnævner man fysiske lederskikkelser af en række beskaffenheder - fra hærførere over købmænd til krigsførere - og udvikler sit riges hovedbyer. Ressourcer findes der overordnet tre af: Guld, tro og lærdom. Derudover er man indenfor den enkelte by afhængig af at have manpower til rådighed, både til byggeri og som rekrutteringsgrundlag for hære, og den slags skal der selvsagt skaffes føde til.

En stor del af tiden går med at optimere flowet af ressourcer med den ene hånd, mens man holder den oprørs-ivrige befolkning i ave med den anden. Det sidste sker for en stor del gennem opførelse af bygningsværker - fra kroer til kirker. Men der bliver også lejlighed til at kaste sig ud i diplomatiske finter: Danne alliancer og udnytte dem kynisk, fedte for overlegne modstandere og gifte kongehusets døtre bort. Kongelige bryllupper gør i øvrigt befolkningen svært lykkelige - hvem sagde Frederik og Mary?

Endelig er der så mulighed for at kaste sig ud i deciderede slag. Det foregår på typisk Total War-facon, bare uden tilnærmelsesvis den detaljegrad, der kendetegner forbilledet. Faktisk spiller hverken terræn, manøvrering eller de mange enheders individuelle styrker og svagheder den helt store rolle for kampens udfald. Succes på slagmarken er i sidste ende et spørgsmål om at have flere og bedre enheder end modstanderne - og det er der jo ikke meget taktik i.

I længden er man tilbøjelig til at lade computeren beregne kampenes udfald i stedet for at deltage selv, og dermed er man helt overladt til strategi-delens langsomme flow. Også her kommer Knights of Honor lidt til kort i forhold til genrens fornemste repræsentanter, men der er da fine idéer at finde - især muligheden for at udnævne en spion og bruge ham til at manipulere modstandere er et velfungerende lyspunkt.

Præsentationen er pæn uden at være prangende i Knights of Honor. Billed- og lydside er uspektakulær men velfungerende, med fine detaljer. Spillet er overordnet set en brugervenlig oplevelse, med en metodisk tutorial og et overskueligt interface, men det er ofte noget tungt at manøvrere rundt i de politiske og strategiske landkort, og på slagmarken går den smågrumsede grafik til tider ud over enhedernes genkendelighed.

Har man tålmodigheden til det, kan man hygge sig fint med Knights of Honor. Undertegnede har da fået meget god tid til at gå med at bygge et dansk stor-imperium op fra bunden. Men objektivt set er spillet hverken så helstøbt eller så nyskabende, som det kunne og burde have været. En solid oplevelse for genre-fans - men heller ikke mere.