Konung: Legends of the North

Rollespilsgenren har de seneste år oplevet en sand kommerciel opblomstring med udgivelsen af en række fængslende, nyskabende titler. Genren var ellers blevet antaget "død" i starten af 90´erne grundet den manglende interesse, men kritikkerroste og visuelt opdaterede titler som Daggerfall, Diablo, Fallout og Baldur´s Gate lokkede inkarnerede action- og adventurespillere til og skabte tilmed en ny æra i spilhistorien.

En sådan udvikling medfører uheldigvis en række overflødige plagiater og uoriginale titler, der forsøger at spinde guld på en succesrig formel. Konung: Legends of the North er desværre et klassisk eksempel på et sådant spil. Spillet forsøger godt nok at genskabe den forsvundne gotiske æra via en traditionel rollespilsskabelon, men desværre fejler spillet i alle henseender.

Makværk
Konung: Legends of the North ser ganske udmærket ud på papiret, med en række spændende muligheder og et øjensynligt attraktivt ikke-lineært gameplay. Med udgangspunkt i det 7. århundrede indtager man rollen som en heltemodig kriger, hvis overordnede mission er at finde de resterende stykker til en amulet, der skal genoprette verdensfreden.

Baggrundshistorien vidner altså ikke om megen nytænkning, men det gør til gengæld idéen med at kombinere det mytologiske aspekt med virkelighedens historie. Spillet byder desuden på en række andre interessante elementer, herunder over 100 forskellige genstande, 60 ikke-lineære missioner, en dag/nat cyklus med mere. Men gennemgående er Konung alligevel et traditionelt rollespil.

Spillet er bygget op omkring den traditionelle rollespilsskabelon, hvor ens hovedperson samt hans følgesvende (der er mulighed for at få op til ti personer i ens gruppe!) gradvist stiger i graderne efter succesfulde kampe og gennemførelsen af missioner. Desværre virker erfaringspointsystemet langt fra ligeså avanceret eller logisk opbygget som i eksempelvis Baldur´s Gate 2, idet der kun er fire kategorier at fordele pointene på, hvilket ikke giver de store muligheder for at forme en individuel helt.

Metaltræthed
Selve kampene, hvor erfaringspointene hovedsageligt skaffes, plejer sædvanligvis ikke at være alfa og omega i rollespil, men idet Infinite Loop har lagt så stor vægt på netop kampelementet, burde Konung i hvert fald være gennemarbejdet på netop dette punkt. Desværre falder spillet også igennem her, gennem nogle håbløse grafiske animationer og ikke mindst det unuancerede, nærmest automatiske, kampsystem. Man trykker simpelthen på et par knapper, hvorefter ens helte kaster sig hovedkulds ud i diverse slag. Der er ingen mulighed for at komme med nogen deciderede taktiske kommandoer, og det er simpelthen alt, alt for dårligt.

"Heldigvis" er den kunstige intelligens så chokerende svag, at de manglende taktiske finesser alligevel aldrig resulterer i nederlag. Meget apropos er også NPC´erne uhyre ensformige og langt fra ligeså interessante som de individualister, der er i eksempelvis Baldur´s Gate 2 eller Deus Ex.

Visuel vandalisme
Spillets absolut største akilleshæl er imidlertid den hæslige grafik, der er omtrent ligeså smuk som en kolortinfesteret pløjemark! Den "fantastiske" dag/nat cyklus er mere forvirrende end forbløffende, baggrundene er monotone og uden nogen særlig høj detaljegrad, NPC´erne ligner hinanden til forveksling og animationerne uden kamp er alt for få. Samtidigt er baggrundsmusikken udflydende og lydeffekterne få og ikke særlig realistiske. Konung: Legends of the North disker kort sagt op med den svageste audiovisuelle side, jeg endnu har oplevet i et rollespil!

Maltraktering
Hvad der kunne have været et spændende eventyr gennem et inspireret univers med en række nye tiltag, forpurres desværre af en uoverskuelig lang række af irriterende elementer, lige fra den hæslige grafik til de uinteressante kampe og missioner. Hvis man har en forkærlighed for daterede spil med katastrofal styring er Konung: Legends of the North således et ideelt køb, idet spillet placerer sig i den absolutte top i denne kategori. Spillet er simpelthen et af de værste rollespil, jeg nogensinde har oplevet, og med fantastiske titler som Deus Ex og Baldur´s Gate 2 på markedet er dette i sandhed en ligegyldig og overflødig udgivelse, der blegner i sammenligning med førnævnte mastodonter.