Krater

Verden er gået under. Igen og igen. Hvor mange gange har man ikke kæmpet mod mutanter, zombier eller robotter i en post-apokalyptisk verden i forfald? Som afsæt for et spil er det et glimrende valg, og den svenske udvikler Fatshark har da også valgt en verden, der allerede er gået under.

Men alligevel formår svenskerne at skille sig lidt ud, da Krater ganske simpelt foregår i et gigantisk krater. Da bomberne faldt og jorden gik under, i detder med et flot tyske ord beskrives som Untergang, slog de overlevende mennesker sig ned i et kæmpe hul i jorden, hvor nye magtalliancer og byer skød op. For at det ikke skal være nok, så er krateret placeret i det land, der tidligere var kendt som Sverige. Ja, du læste rigtigt. Fatshark har været herligt navlebeskuende og taget udgangspunkt i det, de kender bedst: deres svenske hjemland. Det betyder dog ikke, at man ser reklamer for surströmming, at soundtracket udelukkende består af ABBA-sange, eller at Zlatan er hovedpersonen - men det er tæt på.

Det svenske islæt ses tydeligst i omgivelserne. Over årene har der forplantet sig et frodigt nordisk miljø i krateret, og grantræerne står stolt side om side med de røde skovhytter. Det bryder de obligatoriske, mørke dungeons ganske fint, dog uden at genopfinde genrens udseende på nogen nævneværdig måde. For selv med en større grad af varme og knald i farverne, så er miljøerne stadigvæk flade, og de virker mere som en kulisse end noget andet.

Det er altså et meget klassisk, nærmest konservativt genrespil, der gemmer sig bag den lidt anderledes overflade i Krater. Med inspiration i det gode gamle XCOM, genopliver Krater det holdbaserede rollespil. Efter en ordentlig druktur vågner man i den lille flække Normalm og skal finde resten af sit hold af lejesoldater, og derefter, ja så er der faktisk ikke meget historie tilbage. I stedet støder man hurtigt på forskellige mennesker, der giver ens hold af lejesoldater en række ordinære fetch- og killquests, og selvom der imellem nogle quests bliver åbnet mere op og fortalt mere om verdenen i krateret, så er historien mildest talt ligegyldig.

En af grundene til dette er ens gruppe af soldater. Klasserne fordeler sig mellem en healer, en langsom brute, en hurtig slasher og en long-range support type. På den måde er spektret dækket bredt og solidt, og med hver sine skills er der lagt grobund for mange kombinationer. Men det potentiale bliver bare ikke udnyttet i Krater. Selvfølgelig er der de åbenlyse kombinationsmuligheder, fx ved at stunne fjenderne eller få healeren til at supporte bruten under et power attack, så han bliver udødelig i en periode. Men kombinationerne flytter sig aldrig til et mere spændende sted, hvor de kombinerede angreb bliver til helt nye angreb eller får nye effekter af kombinationen. På den måde bliver spillets kampe meget hurtigt ensformige, hvor man masher sine hotkeys som en sindssyg uden megen strategi. Så selvom kampsystemet i bund og grund virker efter hensigten, så er det en meget overfladisk og tynd oplevelse.

Skulle ens soldater blive skadede, kan man enten heale dem ved landsbyens læger eller købe nye holdmedlemmer, og ser man på udbuddet af nye karakterer, er mulighederne igen for få. Karaktererne ligner til forveksling hinanden med de samme grundlæggende skills, og har man justeret og opgraderet en karakter, er der meget bittert og frustrerende at dø og starte fra nul med en ny karakter. Det er ærlig talt for træls, og udskiftningen af karakterer gør at man ikke er synderligt motiveret til at investere tid og opgraderinger i dem. For Krater er ganske enkelt for dårlig til at belønne sine spillere for deres flid. Loot bliver generet tilfældigt, hvilket er fint, men lootet er præsenteret generisk og kedeligt. Ofte kan man ikke visuelt skelne våben fra hinanden, hvilket gør at man død og pine skal tjekke stats ved hvert eneste skift.

Ligeså kedeligt er skillsystemet at benytte. I stedet for at optjene nye skills, låser man op for slots ved stigning i level, så man kan sætte en damage eller shield modifier til den enkelte skill. Men de forskellige modifiers er ikke grupperet efter de enkelte klasser, så der er ikke noget synderligt specielt ved dem. De er endda grupperet kollektivt, så man har en pulje af modifiers, som man så kan fordele med løs hånd ud over sit hold. Det eneste man skal tænke over er, at åbne op for et nyt slot ved levelskift så man kan indføre en modifier til summen af de eksisterende modifiers. Lyder det særlig fascinerende? Det er det ikke, og når systemet er så gammeldags og utiltalende, så er pointen med at stige i level ikke meget bevendt.

Vi kunne jo blive lidt i det kedelige hjørne, og tale om spillets quests, for der er heller intet nyt under solen. Fetch- og killquests pakkes ind under nye gavebånd og papir og voila! - en masse underholdning venter. Men kun hvis man har et mål med løjerne, og det er svært at finde i Krater. Selv uden den gode historie kunne man gå efter lootet, men det er som nævnt ikke noget særligt. Til gengæld kan man crafte nye våben og items, og selvom processen mere minder om at lave et diagram i Excel end at smede et cool og dødbringende våben, så bliver spilleren i det mindste belønnet for sine anstrengelser.

En af de bedre elementer er også spillets lyd, som, hvis vi ser bort fra det vilkårlige og til tider dårlige stemmeskuespil, faktisk leverer en ganske habil oplevelse. Lydfladerne baserer sig på et potpourri af flydende synths, der virker som en 80'er pastiche - tænk på soundtracket fra filmen Drive, og så er vi tæt på. Det passer måske ikke altid med spillets visuelle omgivelser, og lidt mere variation havde heller ikke været af vejen, men det fungerer.

Helt overordnet sidder skuffelsen ret langt ude på tøjet med Krater. Selv med tanke på at spillet er udviklet af et ganske lille studie og med begrænsede midler, så bidrager Krater ikke til noget nyt i genren. Det er i og for sig i orden, men spillets kvalitet og gameplay varierer fra det halvfærdige til det gammeldags, hvor spillet præges af unødvendige knappetryk og for få belønninger. Det er ærgerligt, for Krater spiller egentlig ganske godt, og alle ingredienserne er på plads. Men kokken har kvajet sig ude i køkkenet og blandet det sammen til en ret, der nok er værd at spise, men svær at anbefale.

Især med tanke på hvor stærk genren er og bliver, når både Torchlight 2 og XCOM udkommer lige rundt om hjørnet. Hvor meget jeg end gerne ville anbefale dette spil, så kan det ikke beskrives som andet end middelmådigt, og det kan gode hensigter og svensk næstekærlighed ikke lave om på. Så vil man en tur under jorden, så ville jeg hellere anbefale at fatte en spade og grave hullet selv, for Krater kan kun stille sulten for dem som hungrer allermest efter genren.