Kung-Fu Chaos

Kung Fu Chaos er på gaden d. 14 marts år 2003

I år 2000 skød et nyt softwarehus op af den engelske muld. Just Add Monsters er stiftet af tre udbrydere fra Sony. Hvor disse kreative hoveder blandt andet havde deres fedtede fingre med i udviklingen af Frogger og MediEvil. Kort tid efter stiftelsen af JAM indgik de en eksklusivkontrakt med Microsoft, og nu er den første frugt moden fra det træ. Hvis jomfrurejsen Kung Fu Chaos bliver pejlepunktet for deres fremtidige titler, så har vi virkeligt noget at se frem til.

Kung Fu Chaos er en af de titler, hvor der virkeligt er øset hjerte og sjæl i. Man kan virkeligt mærke udviklernes kærlighed til projektet, hvilket tydeligt skinner igennem i et panorama af små sjove indfald. Festivitas igangsættes af Carl Douglas’ Kung Fu Fighting, og herefter forsvinder tid og sted i en kaskade af ligefrem underholdning. 70’ernes Kung Fu film er inspirationens perron, hvilket sætter tempo i klichefyldte omgivelser blandt stereotype figurer drevet frem mod overdrevets endestation. Falde på halen komikken repræsenteres af filminstruktøren Shao Ting. Der med sin tykt overspillede nasale dialekt introducerer løjerne. Som en af tolv - hvoraf tre er utilgængelige fra spillets start - håbefulde aktører, skal du udsætte dig selv og andre for basal vold i kommercialismens hellige navn. Gennem en række baner skal du bevise dit værd, og være med til at sælge billetter.

Banerne er et af de helt store salgsargumenter for Kung Fu Chaos. Sjældent har jeg været udsat for så intense, ligefremt underholdende, omgivelser. Konstant panorerer vi gennem umulige scenarier, der florerer af et inferno af liv og detaljer. Der bliver slået plat på såvel det tidsmæssige relevante ophav, men også mere nutidige film drypper inspiration i møllen. For sammenligningens skyld kan jeg fremdrage en titel såsom Whacked!, der ligeledes er spændt op omkring flerspillerskelettet. Her er alle banerne afgrænsede arenaer, der hurtigt giver et generisk følelsesløst indtryk. I Kung Fu Chaos er banerne bygget op som platforme, hvor man hvirvles gennem begivenhedsrige oplevelser. Eksempelvis udkæmpes nervepirrende dueller på en flodpram i en brusende flod. Til at udbygge tensionerne er vandet fyldt med glubske piratfisk, og en kæmpe mavesur T-Rex stamper af sted i baggrunden. En anden scene ser dig løbe gennem dødsfælder i snævre eleverede gangbroer. Dette imens flyvende ninjaer suser om ørerne på dig.

Især i godt selskab vil adrenalinen pumpe og stemmeniveauet nå nabogenerende højder. Men selv alene er der underholdning at hente. Enspillerdelen er godt udbygget, og giver adgang til en række yderligere must-have features. Kampsystemet er en leg, og nye bevægelser præsenteres løbende gennem pædagogiske hjælpeskærme. Den flydende indlæring giver et godt flow, og sørger for, at du er i fuld kontrol over de tilgængelige combos. Et lille minus er her, at der ikke er den store differens de enkelte figurer imellem. Selv om dette selvfølgelig giver en mere velafbalanceret flerspillerdel, så ville det nu være rart med deciderede fordele og ulemper ved ens valg. Dette især fordi alle figurer oser af individualitet og personlighed. Det hele komplet med muligheden for at tilsvine modstanderne med nogle grinagtige hån.

Nu vi er inde at berøre det grinagtige, så er der en uhyre opmærksomhed på detaljen i Kung Fu Chaos. Alle baner bærer tykt præg af, at det er lavbudgetsfilm, der udspiller sig. Dette kommer til udtryk i en ordentlig lynlås i nakken på føromtalte T-Rex, tydelige liner når aktørerne hopper mellem platforme, og baggrunde der drejes manuelt. Det hele underbygger stemningen, og giver en herlig distance i forhold til de mange titler, der tager sig selv for seriøst. Overflødighedshornet er dog ikke tømt endnu, da der også er sørget for afveksling til platformsbanerne. Spredt med lind hånd er der nemlig en række glimrende minispil. Disse inkluderer blandt flere; redningsbæltekast til druknende ninjaer, kast af prinsesse fra usikre platforme og hop over roterende stålbjælke. Fælles for de enkelte baner er, at de er tilpas fjollede, at de bibringer det ønskede afbræk.

Til at runde begivenhederne af kan du gense alle de passerede begivenheder, gennem en kavalkade af filmiske sekvenser. Præsentationen er her helt i top, og puster nyt liv i replay konceptet. Det hele præsenteres i bedste 70’er stil, med gulnede filmruller og et hav af uldne kommentarer. Her får man også bedre mulighed for at nyde de mange små indfald, som man overser under de hektiske udfoldelser. Man kan også nærstudere grafikken, der efter min mening er meget vel valgt, med mange unikke detaljer. Der kunne dog godt være ofret nogle flere polygoner på virkeligt at besjæle figurernes mimik. Dertil så ville det også have været rart med endnu flere baner, da det trods alt går relativt hurtigt med at se udvalget. Det er dog en række mindre problemer, der trækker ned i et ellers virkeligt lækkert flerspillerprodukt. Dette må vi have til glæde til den opfølger, som dette forhåbentligt afstedkommer.