Da Game Boy først kom frem, var det med Tetris som flagskib. Man kan måske ikke sige det samme om Kuru Kuru Kururin til GameBoy Advance, men magien er der stadig!
Snurrende
Måske er det det hypnotiske snurreri der gør, at ens fingre helst ikke vil slippe taget om maskinen?
Spillet går i al sin enkelthed ud på at styre en pind, som er forklædt som en helikopter, igennem en masse trange baner. Ordet 'Kuru Kuru Kururin' er et japansk billedsprog for den lyd selve pinden laver når den drejer rundt!
Det lyder måske enkelt, men i og med at pinden, du styrer hele tiden snurrer rundt med samme hastighed, gælder det om at time alle sving rigtigt for ikke at støde ind i væggene, for gør du det, mister du nemlig energi. Til at starte med er det ganske enkelt at bevæge sig igennem banerne, men det bliver gradvist sværere i løbet af spillet, når de smalle passager skal passeres, mens ondsindede kanonkugler flyver om vingerne på dig.
Saml familien
Alt dette snurreri har faktisk også et formål, hvis du vælger hovedalternativet Adventure. I begyndelsen af spillet beder din mor dig nemlig om at finde dine forsvundne søskende, som selvfølgelig er har gemt sig rundt omkring på banerne.
Adventure-delen af Kuru Kuru Kururin består af 35 baner, hvor de første fem er rene træningsbaner og de resterende 30 er opdelt i 10 forskellige verdener (alle med sit specielle udseende). Skulle du have problemer med banerne, kan du vælge Practice, hvor du kan se hvordan man på bedste måde løser problemerne.
Rundt omkring på banerne i Adventure-delen findes der også en masse små objekter, du kan udsmykke din helikopter med. Hvad med et blinkende rotorblad, dækket af en kødrand med 10 småfugle? Funky!
Flere måder at spille på
Adventuredelen kommer du sikkert igennem på relativ kort tid, hvilket leder mig til Challenge-delen. Her bydes der på 50 baner af varierende karakter, mange utroligt svære, ihvertfald til at starte med. Visse baner er overraskende korte, men desto mere irriterende at fejle på - for de har for det meste rigtig svære områder på banen. Selve konceptet med den roterende pind giver anledning til nogle virkeligt interessante og hjernevridende banedesigns.
Sidst men ikke mindst, og måske mest interessant, er muligheden for at spille op til fire spillere samtidigt, hvis I har et linkkabel. I Multiplayer kæmper I side om side på samme bane, hvor det gælder om at komme først i mål. Jeg har desværre endnu ikke haft mulighed for at prøve, men jeg kan let forestille mig hvor underholdende det bliver med konkurrencemomentet til at prikke til koncentrationen.
Stimuler hjernen
Grafisk set er Kuru Kuru Kururin måske ikke det bedste spil at udsætte sin Game Boy Advance for, men det er tilstrækkeligt alligevel. Massevis af farver kombineret med flotte effekter giver en god oplevelse. Det er nemt at se hvad der foregår, hvilket er kritisk for din roterende succes. Selv lydsiden er charmerende med fængslende musik, som i andre tilfælde ville have givet feber.
Ren underholdning
Jeg skal ærligt indrømme at jeg er blevet rigtigt bidt af Kuru Kuru Kururin. Holdbarheden er dog noget begrænset, da man på et tidspunkt løber tør for baner at spille igennem. På den anden side er spillet perfekt at finde frem i tide og utide for et par minutters underholdning. Som konkurrencemenneske vil man selvfølgelig også have slået alle rekorderne, så selvom jeg har spillet alle banerne igennem, går der stadig lang tid før mit navn står øverst på alle rekordlisterne.
Et sikkert hit!
Med en farvestrålende grafik, festlig lyd og et gameplay lige til at blive afhængig af, har Kuru Kuru Kururin snurret sig hele vejen ind i mit hjerte. For dem som kan lide Tetris er dette klart en titel, der er værd at satse på, betydeligt mere originalt end de mange andre spil, som for det meste ikke er andet end nye versioner af gamle klassikere. Kuru Kuru Kururin er et af de mest originale spil blandt de 10, der er at finde ved udgivelsen på Game Boy Advance.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 8 / 10
- Lyd
- 10 / 10
- Spilbarhed
- 7 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 8 / 10