L.A. Noire

Morgensolen siver ind mellem persiennerne i Los Angeles Police Departments hovedkontor. Krigsveteranen Cole Phelps retter på sit hylster, tager politihatten på og glider ud af døren og ind i en af de mest ambitiøst udformede spilverdener nogensinde. I radioen fortæller Billy Holidays fløjlsbløde stemme om et knust hjerte. På den anden side af gaden kalder en velklædt dame i høje hæle på en taxa. Velkommen til Los Angeles 1947.

L.A. Noire har været under udvikling i mere end fem år. Team Bondi har gennem årene arbejdet sammen med tre af Rockstars største hold for at tilbyde os en tidsmaskine til en fortryllet tid, til en by der akkurat var på vej til at definere sin identitet. Los Angeles anno 1947 præges af korruption, racisme, sexisme, homofobi og antisemitisme. Politiet styrer byen. Politikerne skyer ingen midler for at gennemtrumfe deres beslutninger. I Hollywood blomstrer forretningerne, og amerikansk film er en glohed eksportvare.

Cole, hovedpersonen i L.A. Noire, er en rankrygget mand med store ambitioner. Han vil gøre verden til et bedre sted. Hans høje moral og ubevægelige syn på absolut korrekt politi-etik driver kollegaerne til vanvid. Cole tager ingen genveje, bryder ingen regler. Samtidigt er han en plaget sjæl med en fortid, der med jævne mellemrum gør opmærksom på sig selv. På mange måder minder han om Raymon Chandlers gamle detektivklassiker Philip Marlowe. På andre måder slet ikke.

Af en hovedperson i en noir-historie at være, er Cole overraskende fejlfri og nobel type, hvis alkoholvaner, bandeordforråd og cigaretmisbrug næppe leder tankerne hen på genren som sådan. L.A. Noire undgår de værste klicheer fra filmgenren gennem intelligent manuskriptarbejde og fantastisk skuespil. Los Angeles er dækket af tunge skygger, og forbrydelsens natur rører ikke sjældent både sex og stoffer, men ellers formår L.A. Noire at være både og. Både en klassisk politihistorie i et soldækket Hollywood, samt en kulsort fortælling om korruption.

Eventyret er inddelt i fem kapitler. Hver del af L. A. Noire fortæller om forbrydelser af forskellig natur, mens Cole forfremmes og klatrer på karrierestigen inden for politiet. Efter den indledende time begynder sporene fra en række brutale kvindemord at kædes sammen, og der går ikke længe inden Cole aner mistanke om, at byen har en seriemorder på hænderne. Politichefens tvivl samt Coles arbejdssky partner gør, at den ambitiøse politimand må slippe flere løse tråde og fokusere på flere hurtige domsfældelser og tilståelser, alt sammen for at holde byens politiske styre glad og tilfreds.

Team Bondi har krydret de mere lineære undersøgelser af spillets gerningssteder med en afhængighedsdannende følelse af frihed, hvor Los Angeles, i sin helhed, er klar til at blive udforsket. Bilkørslen og de sideopgaver, der ligger inden for byens grænser, minder om Mafia II, og i symbiose med adventure-øjeblikke som undersøgelser af gerningssteder, forhørsteknik og diverse sindrige puzzle-elementer, er dette en vidunderlig blanding af flere rigtig vellykkede spiløjeblikke.

Eventyrets første timer fortæller om Coles tid som patruljerende betjent, samt hans indsats i afdelingen for trafikrelaterede forbrydelser. Det handler om at samle spor og jage småskurke, mens man senere i spillet begiver sig ud på dybt vand og så småt begynder at optrævle en massiv sammensværgelse, der kan vende byen på den anden ende.

L.A. Noire er et adventure-spil med sandkassestruktur, der effektivt blander øjeblikke fra gamle klassikere som Police Quest med mere nymodens adventure-indslag som dem i Heavy Rain. Opgaverne begynder alle på samme måde, og udgår fra de respektive politiafdelinger, hvor Cole og hans kolleger informeres om dagens forbrydelser, og hvem der skal hen til hvilke gerningssteder. Efter man er blevet tildelt dagens opgave, kan man spadsere gennem Los Angeles til gerningsstedet, køre i bil eller bede sin kollega køre, mens man selv enten trykker transporttiden væk, eller ganske enkelt bruger et par minutter på at nyde synet af omgivelserne.

Fremme på stedet handler det om at undersøge de spor, som kriminalteknikerne allerede har markeret, samt at lede efter ting, som de har overset. Det kan dreje sig om alt fra blodspor til tabte tændstiksæsker, og det er af største vigtighed, at man nøje finkæmmer hvert gerningssted i spillet. Når man har fundet samtlige spor og undersøgt eventuelle døde kroppe, begynder det sjove. Man vælger i rollen som Cole hvilket spor, man først vil følge, og det er her spillet virkelig brillerer.

Ofte er der en række spor, der skal granskes. En tabt serviet fra et af mordofrene med et telefonnummer på, en tændstiksæske med navnet på en bar, ofrets chef, ofrets mand, ofrets elsker. Cole må prioritere og udredde hver lille mistanke. Det handler om at interviewe og forhøre hundredevis af figurer for at komme videre i opgaven. Ikke sjældent, især mod slutningen af spillet, er forbrydelserne komplekse og kræver timevis af hårdt arbejde for at komme nærmere en eventuel løsning.

L.A. Noire giver en vidunderligt flot sammensat følelse af faktisk at være politi i 40'ernes USA. Team Bondi har ikke taget nogen genveje i udformningen af spilsystemet, og lader spilleren tage del i hvert eneste øjeblik, som datidens politiarbejde krævede. Det bliver til tider langtrukkent, langsomt og ensformigt. Men det føles aldrig som om man udfører et meningsløst job, tværtimod, man begiver sig hele tiden fremad, også selvom det handler om at finkæmme et enormt budskads for cigaretskodder.

Når man har sikret bevismateriale samt interviewet venner, bekendte og eventuelle vidner til det pågældende offer, er det tid til at anholde dem man mistænker for mordet. Tilbage på politistationen kan forhøret af den eller de mistænkte indledes, og det er her hvor L.A. Noire rykker op i højeste gear, og bliver så rasende svært som adventurespil af den gamle skole plejede at være. Under forhøret skal man efter hvert svar fra den mistænkte vælge om man vil tro hvad personen siger, tvivle på hans ord eller kalde ham for løgner. Vælger man sidstnævnte, gælder det om at have bevismateriale eller spor, som kan underbygge ens påstand. Og har man ikke det, er der stor chance for at forhøret afbrydes og skærmen fyldes af et stort, fedt Game Over-skilt. Tankerne går til Phoenix Wrights bedste dele under disse bevissamlings- og forhørsøjeblikke.

Det handler om at lytte nøje efter, granske alle genstande som findes på gerningsstedet i detaljer, samt at stirre den mistænkte i øjnene under forhøret, for på den måde at vurdere mængden af sandhed i det han siger. Det er et svært arbejde, og der er ikke noget system, man kan følge, for at lykkedes med flere forhør i træk. Motion Scan-teknologien, som Team Bondi har udviklet, gør at samtlige af spillets mange ansigter ser utrolig virkelighedstro ud, og det er alle de små nuancer som gør den store forskel. Det gælder om at studere de mistænkte personers små tics når de svarer på dine spørgsmål. Ofte er de subtile og grænsende til det usynlige, andre gange tydelige. Hvordan det end ser ud, er forhørsdelen velgjort og utroligt spændende.

Bedst bliver det halvvejs inde i spillet, da Phelps arresterer to yngre herrer, begge mistænkte for et langvarigt narkokup. De to har undviget politiet i flere måneder. Team Bondi blander den Maltesiske Falk med James Ellroys L.A. Confidential, hvor Cole hopper mellem forskellige forhørsrum i jagten på sandheden. Denne del, lige som flertallet af de andre forhør, beviser tydeligt, at man ikke behøver en masse hårdnakkede actionsekvenser for at lave et spændende og intenst spil.

Actiondelene er få og sparsomt fordelt over det 20 timer lange eventyr som singleplayer-kampagnen byder på. En biljagt her, en kort skudveksling der. Til tider er Cole nødt til at jagte en flygtende mistænkt til fods inklusiv nogle ret sporadiske knytnæveslagsmål. Man skal dog gøre sig klart, at dette ikke er et actionspil, og at man kommer til at bruge størstedelen af tiden på at vende op og ned på billedrammer eller eksempelvis at undersøge fodspor i jorden rundt omkring en nøgen, blodig kvindekrop.

Atmosfæren er en af de absolut bedste dele ved hele spillet. Spilverdenen føles levende, dynamisk og spændende. Præcis som i Grand Theft Auto IV får man hele tiden fornemmelsen af, at Los Angeles er en fuldt fungerende by, uanset hvad man selv gør som spiller, eller hvor man befinder sig. En herlig følelse af indlevelse rammer næsten instinktivt, og det er en ren fornøjelse at tage sin marineblå Buick Town Car mellem de forskellige gerningssteder.

Team Bondis version af Los Angeles anno 1947 er mageløst flot. Jeg kan selvfølgelig ikke vurdere, hvor virkelighedstro den er, men kan konstatere at den virker meget ægte, og at spillets atmosfære er helt vidunderlig. At køre fra politikonteret mod Hollywoods bakker, og kigge ned over Hollywood Boulevard, mens hundredevis af veteranbiler ruller forbi, er en mægtig følelse, ikke mindst for en Mad Men-fanatisk Frank Sinatra-elsker som undertegnede.

Den fantastiske grafik er selvfølgelig en stor del af årsagen til hvorfor dette spil føles som en af de mest velgjorte tidsmaskiner, der nogensinde har set dagens lys. Rent teknisk er dette spil endnu en gigantisk triumf for Rockstar, der gennem de seneste år har overbevist med deres hjemmebyggede spilmotor Rage. I L.A. Noire er modellerne super flotte, teksturene lækkert højopløste og animationsarbejdet strålende, hele vejen igennem. Dertil kommer en utroligt god lyssætning, velgjorte skygger samt en tidstypisk præsentation, der ikke lader noget tilbage at ønske, overhovedet.

Til forskel for andre spil, der foregår i en stor åben spilverden, er der ingen pop-ups, og jeg mærkede ikke en eneste gang i løbet af 20 timers spilletid at skærmopdateringen tog et dyk. En bedrift som fortjener stor ros.

På lydsiden bydes der også på tekniske godter, hvor det ikke bare lykkes at fortrylle med fantastiske stemmeskuespillere og tidstypisk musik, men også fungerer når det kommer til ren lydkvalitet. Jeg skal kun bruge fingrene på én hånd til at tælle antallet af gange, jeg har været så imponeret over et lydspor i et spil, hvilket selvfølgelig betyder at jeg belønner L.A. Noire med topkarakter når det kommer til lyden.

Med den specialudviklede Motion Scan-teknologi har Bondi formået at skabe de bedste mellemsekvenser jeg nogensinde har set i et spil, en livsvigtig detalje i en fortælling, der med enkelhed afvæbner enhver tænkelig modstand. Læberne bevæger sig nøjagtigt, som de ville gøre i virkeligheden. Hvert ansigt demonstrerer hver eneste lille følelsesudtryk. Det er på mange måder som at se en lang og rigtig vellavet film.

Det skal dog siges, at øjnene ofte ser ud til at skele på flere af spillets figurer, og at mundene er betydeligt mere udtryksfulde end øjnene. Hvis jeg skal kritisere noget i spillet er det, så er det nok, at nogle af figurene har øjne, der fører tankerne hen på zombie-film.

L.A. Noire er en 18 timer lang kvalitetsthriller, som begynder i et forsigtigt roligt, næsten afvisende og monotont tempo, men accelererer og siden forvandles til en gribende, interessant, varieret og yderst spændende historie, som belønner spilleren rigeligt gang på gang. Præsentationen er fantastisk, grafikken er strålende, og musikken ligesom stemmeskuespillet er brillant. Dette er, ganske rigtigt, et eventyr du ikke må gå glip af.