La Quimera

Efter de første anmeldelser, som denne, af spillet er udkommet har udvikler Reburn valgt at tage spillet ned, og der findes ingen ny udgivelsesdato. De beklager via Discord, men vi har valgt at lade anmeldelsen stå for nu, eftersom mange nåede at forudbestille og betale for produktet som beskrives nedenfor. Vi genbesøger La Quimera når det dukker frem fra gemmerne igen.

Året er 2064. Du er en navnløs, hårløs, personlighedsløs, lovløs og meningsløs. En intetsigende, uvidende rekrut, som slutter sig til en gruppe private militærkonsulenter, der med et øjebliks varsel bliver kaldt ud for at udføre dødbringende missioner i den lovløse zone lige uden for fremtidsutopien Nuevo Caracas. Verden er et farligt sted i Metro 2033-udbryderstudiet Reburns debutspil. Droner, robothunde og kunstige soldater med perfekt sigte patruljerer i den frodige grønne, tilgroede dødszone, og det er dit job at holde dig og dine kammerater i live gennem den ene redningsmission efter den anden.

På forhånd så det ud til, at La Quimera var en moderne blanding af Killzone og Crysis, men det tager ikke lang tid at indse, at disse fremvisninger havde narret os alle. Det minder mere om Free Radicals udskældte Haze end noget andet, med typisk Unreal 5-grafik og korridortynde miljøer præget af usynlige vægge i en masse. Fjenderne er lånt (helt eller delvist, afhængigt af hvilken del af spillet, vi taler om) fra Guerrillas' Horizon-spil, og gameplayet drejer sig egentlig kun om én ting - at skyde robotter og lede efter ammunition.

For at skærpe manuskriptet, som La Quimera er bygget op omkring, og for at skærpe historiefortællingen, dialogen og karaktererne har udviklerne angiveligt fået hjælp af Drive/Valhalla Rising-instruktøren Nicolas Winding Refn, hvilket set i bakspejlet føles næsten bizart. Det skyldes, at historien er en direkte opvisning i stereotypisk, trope-baseret forudsigelig kedsomhed, som inkluderer latterligt skingre ekstremer som karakterer og dialog, der føles så forceret og fjollet, at jeg flere gange brød ud i grin. Når en latinamerikansk diplomats datter, der er klemt mellem to fjendtlige styrker, ringer ind til PMC Inc og beder om hjælp, og når du ankommer (via en flyvende dronebus), og skriger; "Ahh! I'm going to fuck you in every hole, you pajuo tragaleche puta madre fucks!" er det hysterisk svært ikke at grine sin røv i laser. Hvis Nicolas Winding Refn har hjulpet med denne dialog, håber jeg inderligt, at han gjorde det på den mest ironiske måde.

Historien i La Quimera er forfærdelig. Direkte elendig. Reburn har lånt fra Killzone, Crysis, Elysium og Haze og valgt at krydre det med så lidt reel originalitet som muligt. Der er ikke noget her, som vi ikke har set tusind gange før, der er ingen finesse, ingen karakterer, der føles troværdige, menneskelige eller succesfulde, og den måde, historien bliver fortalt på, er gennem en række elendige mellemsekvenser, der minder om 20 år gamle actionspil snarere end noget fra 2025.

Action-delene er desværre lige så dårlige. Våbenfornemmelsen er så generisk og mangler vægt og rekyl, at mange af våbnene minder mere om trykluftsværktøj end noget der bare er tilnærmelsesvis dødbringende. At kaste granater føles næsten, som om udviklerne aldrig helt har færdiggjort funktionen, da en slap baghånd ligesom pisker bomberne væk, mens følelsen af at være en »ekstremt dødbringende soldat« aldrig materialiserer sig. Det bliver ikke bedre af, at fjenderne er dumme og uanset sværhedsgrad (der er fire) altid rammer dig lige i ansigtet med hvert eneste skud - ikke ulig de lejede håndlangere i Kane & Lynch. Det føles aldrig, som om de fjendtlige soldater eller robotter (både droner og hunde) er udstyret med en eller anden form for kunstig intelligens, men mere som om de er magnetiseret til spilleren. De bevæger sig mod dig i en lige linje, medmindre de er placeret på forudindstillede steder, og skyder med en præcision, der selv i »Easy Mode« virker som noget af det mest frustrerende, jeg nogensinde har oplevet.

La Quimera er dog ikke specielt svært, det handler mest om at bevæge sig rundt og skyde de svævende droner, så snart de dukker op. At forsøge at spille defensivt, bakke og skyde fra en beskyttet position er næsten meningsløst, da fjenderne altid vil ramme dig uanset hvad, og deres skud er ofte målsøgende. At kæmpe mod svævende droner og galoperende robothunde er heller ikke noget, jeg bryder mig om, især ikke når de kommer imod dig i hobetal og alle opfører sig nøjagtigt ens.

Ud over disse elementer i et spil, der beviseligt ikke fungerer særlig godt, er jeg stødt på en lang række tekniske problemer i løbet af de timer, jeg har testet La Quimera. Spillet slettede i første omgang min save-fil to gange, hvilket selvfølgelig var meget irriterende, og siden har det ikke gemt, hvor jeg gemte - heller ikke i en række runder. Det har hængt flere gange, og mængden af grafiske fejl, der får ting til at blive gengivet i lav opløsning eller slet ikke, har også været ganske betydelig. Det er rigtigt, at nutidens store spil sjældent udkommer i perfekt stand, men det her er bare for dårligt, selv om jeg testede La Quimera på en helt ny HP Omen 16 Max med et 5080 i.

Hvor meget jeg end kan lide Metro 2033, og hvor meget jeg end ønskede, at La Quimera skulle være et »nyt Crysis« eller et »nyt Killzone«, så kan man ikke komme uden om, at det i min verden mere er et asset dump i Unreal-motoren, fyldt med dårlige designvalg, ubrugelige fjender, generisk gameplay og en trist historie. Med andre ord kan du godt springe den her over.