Laika: Aged Through Blood

Laika: Aged Through Blood er helt grundlæggende en ret spændende idé. Du tager den basale formular fra Trials-serien, altså det at balancere en motorcykel over bumpet terræn i et 2D-perspektiv. Så blander du lidt My Friend Pedro ind via en slow motion-mekanik, samt muligheden for at reflektere fjendtlige projektiler. Så introducerer du det innovative system der gør at du er nødsaget til at foretage backflips for at genlade våben, og frontflips for at genoplade din reflektionsevne, og så lader du magien udspille sig.

Det betyder at når du bevæger dig igennem spillets 2D-landskab, så balancerer du din motorcykel, sigter på fjender i slow-motion og udfører flips det ene og den anden vej for at holde trit med det hele. Det giver et flow som kun få andre spil, apropos My Friend Pedro, har kunne formå tidligere, og når spillet fyrer på alle cylindre (pun intended), så er der virkelig tale om den indie-innovation som måske er branchens pureste brændstof.

Men desværre er det ikke så simpelt, og imellem disse sekvenser af rendyrket spilmagi, så er der en række systemer, strukturer og designmæssige beslutninger der forhindrer Laika: Aged Through Blood i at leve op til dets fulde potentiale.

Laika foregår i en postapokalyptisk verden, hvor menneskeheden har atombombet sig ud af eksistens, og tilbage er der kun antropomorfiske, muterede dyr, der forsøger at overleve i denne nye barske virkelighed. Det er totalt Mad Max hele vejen igennem, og selvom at spillet tager sig god tid til at opbygge en central motivation for spilleren, en mor der febrilsk forsøger at beskytte sit folk imod de militaristiske Birds igennem et blodigt hævntogt, så fungerer setuppet et langt stykke hen ad vejen.

Historien er dog for vag, og en kende for langtrukken også. Det er faktisk sandt for hele Laika: Aged Through Blood, der præsenterer spilleren for en åben Metroidvania-inspireret verden, som er en del større og en del bredere end man umiddelbart skulle tro, og hvorimod det måske skulle have varet godt og vel 10 timer med det hele, så er spilletiden nok snarere det dobbelte, hvis det kan gøre det.

Det gør så sandelig ikke noget det meste af tiden dog. For det første er Laika: Aged Through Blood gudesmukt at se på, og det er smukt at se på på den gammeldags, analoge facon. Det hele ser håndtegnet ud, håndformet ud, og både miljøer, de enkelte mellemscener der er og alle de små detaljer glimter. Desuden er der blevet sammensat et soundtrack af individuelle Mad Max-inspirerede sange, som man hører i loop på de golde sletter, og det fungerer glimrende.

Okay, så meget af tiden så hører du din motorcykels drønende hvin, et lækkert track på kassettebåndoptageren og du smadrer Birds i slow-motion og bader i deres blod - what's not to like? Ja, for det første er verdenen struktureret på en så forvirrende måde, at du oftest gætter dig frem til hvor du skal hen og hvordan. Desuden er der så mange Birds imellem dig og dit mål, Birds der i øvrigt respawner konstant, så faren er allestedsnærværende, distraherende og frustrerende når du bare gerne vil derhen hvor spillet vil have dig hen. Tilføj et mildest ubrugeligt map, som du skal betale for med spillets centrale valuta, Viscera, og så bliver det ikke meget bedre af den grund.

Desuden har udvikleren Brainwash Gang ikke kunne stå for at tilføje lidt Souls-struktur, så du taber al din Viscera idet du dør, og du dør øjeblikkeligt hvis du bliver ramt én gang, eller falder på røven på motorcyklen. Du dør ofte, hele tiden faktisk, og skal så hele tiden samle dine Viscera op, og fjenderne respawner hver gang. Det kan virke som et velrealiseret ønske om at udfordre spillere, og konstant holde os på kanten af sædet, fair nok, men det ender med at blive et af spillets helt store irritationsmomenter.

Men, som sagt, noget af tiden, hvis ikke meget af tiden, så kører det for dig, og når det kører for dig, så er Laika: Aged Through Blood toptunet underholdning i bedste sendetid, og et bevis på at lige pludselig opstår der rendyrket innovation på indie-scenen som er mainstream-opmærksomhed værdig. Det lykkedes ikke hele vejen igennem, og det er en skam, for med mere fintuning af sværhedsgrad, fjendeplaceringer og måske give spilleren flere livspoint eller "chancer" fra start af, jamen så havde hele oplevelsen været mere dynamisk. Men det skal ikke distrahere fra at Laika: Aged Through Blood er en blodig odyssé af timet og tilrettelagt action. Godt klaret.