Left 4 Dead

Jeg sidder på kanten af sofaen med joypaddet knuget mellem hænderne, da et nødråb skratter sig vej gennem min øresnegl. "Where the hell areee youuu, please help!", skriger gruppens finske partner, der igen er gået på en solo vandretur, og som sikkert er blevet et mellemmåltid for et sultent kobbel af kødædende zombier.

Da vi finder ham, er han omringet af de levende døde, og det er ikke før mine to spanske kollegaer og jeg selv åbner ild, skyder på alt, hvad der bevæger sig og stormer fremad, at vi kan komme ind til ham og forbinde hans sår. Taknemmeligheden kan efterfølgende ligge på et lille sted, og vi har knapt nok slikket vores egne rifter og bid, samt fyldt ny ammunition i lommerne, før den finske Rambo forsvinder ned gennem en dårligt oplyst gang med aftrækkeren i bund.

Left 4 Dead kan være et frustrerende bekendtskab under de forkerte omstændigheder. Kom med i en gruppe, hvor der hersker totalt anarki, og hvor hver mand er sin egen lykkes smed, og spillet falmer øjeblikkeligt. Frem for at være den tiltænkte hårrejsende tour de force gennem forladte hospitalsgange, kornmarker, mennesketomme lufthavne og bygader, bliver det i stedet rodet, usammenhængende og monotont. Pludselig hamstrer man medicin, bruger kun smertestillende piller på sig selv og stikker af fra enhver større konfrontation. Stemningen bliver fjendsk, og fra et øjeblik til det næste, er det ikke længere kun de levende døde, der er et problem, det er også din nærmeste, menneskestyrede makker. Da finnen lidt senere vender sig om og skyder mod os, logger jeg prompte af.

Heldigvis kan Left 4 Dead også være det direkte modsatte, og når det sker, så skinner Turtle Rock og Valves voveprojekt virkelig. Fire overlevende, der forbinder hinanden, lægger dækild og generelt redder kastanjerne ud af ilden, hvis du bare er det mindste i knibe, er som at nå et eller andet udefinerbart spil-nirvana. Det øredøvende brøl fra en automatriffel blandes med ivrig plaffen fra pistoler og en skratten i dit øre fra gruppens tre andre medlemmer, der er i gang med at lægge en slagplan for fremmarch. Pludselig giver det hele mere mening. Vi er fire overlevende, fire mennesker, der, hvis vi ellers tænker os om, sagtens kan nå ud af byen for at blive samlet op.

Left 4 Dead er både ambitiøst, anderledes og ret så gennemført, men det er båret af en enkelt tanke: samarbejde, og det er kodeordet, hvis spillet skal åbne sig op og blive en givende cocktail af krudtrøg, hjernemasse og spandevis af blod. Det er som sådan let nok at opnå i singleplayerdelen, hvor dine partnere styres uhyre intelligent af kredsene i din PC eller Xbox 360, men det fjerner samtidig al menneskelighed. De er drønpræcise, går aldrig i panik, spilder ikke en kugle og afventer generelt, at du bevæger dig fremad, hvis der overhovedet skal ske noget. Der er som at være på udflugt med tre specialtrænede jægersoldater, ikke tre tilfældige overlevende. Desuden virker Left 4 Dead underligt ligetil alene, og med kun to timer på kontoen, før rulleteksterne sneg sig hen over skærmen, sad jeg tilbage med noget af et gevaldigt tomrum.

Men Left 4 Dead er også skræddersyet til online-eskapader. Spillets Director-funktion, der vel lettest af alt kan beskrives som en slags instruktør eller sydende ond Dungeon Master, afvejer nøje enhver situation på banerne, og smider gerne bølge efter bølge af udøde i hovedet på dig, bedst som du har brug for et hvil. Andre gange efterlader den hele områder gabende tomme, kun for at overraske dig, når du i et uopmærksomt øjeblik hælder piller i svælget eller genlader dit oversavede jagtgevær. Valve eller Turtle Rock, alt efter hvem af dem, man nu mener, der har sat det største fingeraftryk på funktionen, har virkelig fat i den lange ende med dette tiltag.

Når først de lidt større fjender så introduceres, så får online-oplevelsen endnu flere dimensioner. Et langsomt læs af fedt, kærligt kaldt Boomer, eksploderer i vores umiddelbare nærhed, og dens grønne sky tiltrækker 15-20 zombier, der er klar til at blive fodret. Da de endelig er blevet sendt til tælling, gribes en af gruppens medlemmer af en Smoker, der vel egentlig er zombie-verdenens svar på Gene Simmons, og bedst som vi forsøger at befri ham, vælter en Tank (ikke den militære udgave) gennem den nærmeste dør - der er komplet kaos, og hundredvis af kugler pifter forbi målet, fordi vi går i panik og skyder vildt omkring os.

Desværre kan det ikke helt afbøde faldet for den noget korte oplevelse, for mens våben, medicin og bomber smides i blenderen sammen med fjenderne, og dermed i teorien skulle skabe helt nye oplevelser, så er baneopbygningen altid den samme. Har du en gang besøgt hospitalet, så vil hverken flere eller færre zombier gøre den oplevelse forfærdelig meget anderledes. Der er helt sikkert temperatursvingninger at spore, alt efter hvem det spilles med, men allerede anden gang, havde jeg seriøse deja-vu-oplevelser.

Ud over spillets co-op-mode, så er der også en egentlig multiplayerdel, men denne var svær helt at bedømme, med et sted mellem to-seks aktive spillere på serveren i de dage, jeg loggede på. Den kræver i endnu større grad en co-op, at specielt zombierne arbejder sammen, for at det overhovedet skal være sjovt, og mens det er helt naturligt, at samle et våben op som overlevende og så ellers skyde løs, så virker det en anelse mere aparte, at skulle styre en Boomer rundt om en bygning, afvente at modstanderen kommer stormende, overdænge dem med klistret, grønt stads, og så lade dem gå til i horder af zombier, mens ens kammerater, i skikkelser af enten Smokere, Tanks eller Hunters, nedlægger dem i forvirringen. Den har helt sikkert potentiale, men efter adskillige co-op-sessions, havde jeg svært ved at vænne mig til livet som stavrende zombie.

Left 4 Dead er god, gedigen underholdning. Men jeg er ikke overbevist om spillets langtidsholdbarhed, hvis ikke Valve kontinuerligt udsender nye co-op-baner eller multiplayerfunktioner, der kan fjerne det deja-vu, jeg allerede efter kun få dage led under. Og jeg vil på den strengeste advare enhver, der ikke har nogen intention om at spille det online, i at investere i det, for i den optik, er der kun lidt over to timers zombie-action i pakken. Men, og det er her, du skal slå lyttebøfferne ud, hvis du har op til flere venner, der gladelig kan gå med dig på eventyr, og du ikke har det mindste imod at spille en modificeret og mere glat udgave af Half-Life 2, presset op i sjette gear, så er der masser af bloddryppende underholdning til vinteraftenerne.